Alice Hougaard Knudsen – min barndom i Malling i 50’erne og først i 60’erne

Jeg blev født i et dobbelthus, Østergade nr. 13, i den lille østjyske stationsby, Malling, i december 1952, dengang hed det Beder-Malling kommune. Indbyggertallet for Malling var i 1950, kun på sølle 860 borgere, men allerede i 1955, altså 5 år senere, var indbyggertallet steget til 1978 borgere, hvoraf jeg var én af dem. Til forskel på nu i 2022, hvor byen har været gennem en rivende udvikling, med udstykning af byggegrunde og mange nye huse og lejligheder, er indbyggertallet er oppe på 5914 mennesker.

Jeg kom til verden 24. december 1952 om eftermiddagen, hvor der var Julegudstjeneste i Malling kirken. Jeg blev opkaldt efter kong Christian X’s, Dronning Alexandrine, som også havde fødselsdag 24. december og hun var lige netop blevet meget, alvorligt syg og døde faktisk den 28. december samme år, af lungebetændelse. Lægen der tog imod mig skulle have sagt, at her var jo så en ny lille Alexandrine. Men det navn syntes mine forældre ikke om, de syntes det lød lidt for fornemt, alligevel fandt de noget der lignede og derfor kom jeg til at hedde Alice.

Lige overfor vores lejlighed på Østergade, lå der forretningen “Tatol” og lidt længere nede en skrædder. Der boede også en kørelærer og en vognmand i Østergade, samt en karetmager med værksted, hvor der duftede så dejligt af frisk træ, værkstedet flød med høvlspåner, store brede, lyse og duftende høvlspåner og jeg måtte gerne stå og kigge på når han arbejdede, Karetmageren var en rar mand, i hvert fald i min barneverden. Jeg har cyklet mange gange op og ned ad Østergade, på min lille trehjulede cykel, den gang var der ikke ret megen trafik.

Lidt længere ned ad Østergade lå bagerforretningen, Bonde, på hjørnet af Østergade og Bredgade, jeg har ofte stået og kigget ind af bagervinduet og husker deres tørkager som var placeret i en lille, fin papir form, som dem vi i dag bruger til muffins, der var trykt motiver fra H.C. Andersens eventyr på formene, jeg husker “Kejserens nye klæder” og “Tommelise”. Men det var yderst sjældent at vi fik bagerbrød i familien, det var billigere for min mor at bage selv. Bageren havde bageri i kælderetagen og forretning ovenover, i gadeplan. Gadens børn sad ofte ved lysskakten på fortovet og kiggede ned i bageriet, hvor vi ventede på, at bageren skulle lange noget lækkert op til os.

På hjørnet modsat bageren lå “Pomona”, som var en grønthandel, her var der en ganske bestemt duft af friske grøntsager, porre, løg, selleri og jord og duften af blomster og så var der køligt, så det grønne kunne holde sig, Tulle som ejede forretningen, var derfor altid godt klædt på.

Jeg havde fået store formaninger om at jeg ikke måtte krydse Bredgade, som var hovedgaden ned gennem Malling, kun når jeg havde min mor eller en af mine søstre i hånden. På den anden side af Bredgade lå Brugsen, samt et smedefirma, en cykelhandler, en barber og telefoncentralen, men jeg må ikke selv cykle over gaden. Østergade var min barndoms første legeplads, her var der også andre børn jeg kunne lege med.

I efteråret 1956 kort tid før min 4-års fødselsdag, flyttede hele familien ind i et nybygget hus på Fløjstrupvej i Malling, vi flyttede faktisk om på den anden side af kirken, mod nord.

Adressen var Fløjstrupvej og senere kom vores lille vej til at hedde Gartnervænget, det skete først da der blev bygget flere huse ved siden af vores og senere igen i 1970, ved kommunesammenlægningerne, hvor vi blev en del af Århus storkommune, skiftede vejen navn til Rugvænget, men da vi flyttede ind i 1956, var adressen, Fløjstrupvej.

Vi havde et levende hegn der vendte mod øst, et mirabellehegn som stødte op til åbne marker, som tilhørte en landmand der havde en gård i Malling Bjerge, her blev der, dyrket kom og roer. Der var marker helt ud til Østerskoven, nu er der bygget huse helt ud til skoven. Huset var ikke stort, der var en stue, to værelser og et badeværelse, Så var der kælder under det meste.

Min far var den kreative type, der ordnede mange ting selv. Han anlagde selv haven og støbte selv fliserne til terrassen. Mine forældre fik ikke bil før i 1960/1961, en gammel gul Morris, som de vidst kun havde et års tid. Før det havde min far haft en motorcykel og når familien skulle med, blev spændte han en sidevogn på.

Først i 60’erne blev der så bygget 7 parcelhuse mere på vejen og så skiftede vejen navn til Gartnervænget. Navnet Gartnervænget var sikkert blevet til, da arealet før havde tilhørt et, nu nedlagt gartneri, som i øvrigt tilhørte min mors faster og hendes mand der var gartner. Op gennem 60’erne, havde gartneren kun et enkelt lille areal tilbage til sine afgrøder og et enkelt drivhus, samt pakkeriet og så sin egen bolig, som var en fin patricierlignende villa. Gartneren dyrkede pelargonier, pariserroser og fresier, har sikkert haft andre ting som jeg ikke husker. Inden potterne med pelargonier skulle til GASA i Århus og sælges på auktion, blev de pakket fint med grønt crepepapir omkring urtepotterne og hæftet med en kreppenål. Gartneren gik meget ofte rundt med en cigar i munden, han stod også tit i pakkeriet sammen med en medhjælper og bundtede de afskårne blomster, pakkede dem ind i lysegrønt silkepapir, så det var klar til at blive hentet til auktionen GAZA i Århus.

Efter vi flyttede fra Østergade og til Fløjstrupvej, udvidede jeg dermed mit kendskab til den lille stationsby, Malling, hvor jeg var født.

Ikke langt fra vores nye adresse, lå Jordmoderboligen et stort hvidt hus, på hjørnet af Bredgade og Fløjstrupvej, her boede jordemoder Frk. Hansen, hun var ugift som det fremgår af titlen, og folk vidste hvem Frk. Hansen var. I min barndom var man Des med folk man ikke kendte og alle blev nævnt som Hr., Fru eller Frøken. Og de gifte kvinder blev ofte tiltalt med deres mands erhverv, som eksempelvis min mor, som hed Fru Post Hougaard, fordi min far var post. Hvis ret, skulle være ret, så hed hun slet ikke Hougaard, da det er min fars mellemnavn, hun kom til at hedde Sørensen, som var min fars efternavn. Men da min far var postbud i byen og kendt under navnet “Post Hougaard”, ja, så blev min mor til Fru Post Hougaard.

Den gang var der ikke mange der havde fjernsyn, men det havde Jordemoder Frk. Hansen og hun inviterede gladelig de omkringboende børn ind for at se børnetime, på sit sort/hvide TV, for hun elskede børn. Så sad vi der 5-6 stykker på gulvet og så “Andy Pandy”, som vidst var en snoredukke, så vidt jeg husker det, dukken havde stribet tøj på. Vi var helt opslugt af “Andy Pandy” som også sang, og de sange lærte vi hurtigt. Vi sad alle pænt, der var ingen ballade og når “Andy Pandy” sluttede af, sagde vi pænt tak til Frk. Hansen og gik hjem.

Jeg har også en enkelt gang fået en fødselsdagsgave af Frk. Hansen. Hun syntes det var så synd at jeg havde fødselsdag på selve Juleaften. Gaven fra Frk. Hansen var såre enkel, dengang kunne man få et lille legesæt i plastik, der var sat fast på et stykke pap, med tråd eller elastikker. Det var en lille minidukke på ca.8 cm, et lyserødt plastik badekar, en børste og en sut og sikkert noget mere som jeg ikke lige husker. Men jeg var meget glad for gaven, især det lyserøde badekar, den dukke blev badet mange gange. Frk. Hansen havde jo selv taget imod mig nogle år før, sammen med byens læge, så de begge måtte droppe årets Julegudstjeneste, da jeg meldte min ankomst, midt i Juleevangeliet. Lægeboligen med praksis, lå lige over for Jordmoderboligen, på det modsatte hjørne, adressen var Århusgade og altså på hjørnet af Fløjstrupvej, idet Bredgade skiftede navn til Århusgade det sidste stykke mod Århus.

Byen havde også en “Ringer og Graver” som han blev kaldt. Han boede i et lille hus på Lindeallé, nu Øvlevej. Hver morgen cyklede han op til kirken og ringede solen op, skønt der ikke var langt fra Lindealléen og op til kirken og til aften tog han turen igen på cyklen og ringede solen ned. Malling var en dejlig by at vokse op i, og i 50érne var der brosten på Bredgade og så var der en allé af Rønnebær træer, i hvert fald på noget af Bredgade. De blev senere fældet, da der var flere borgere der klagede over rønnebærrene, der om efteråret faldt ned og kunne medføre glatte fortovsfliser. Som barn har jeg også omfavnet ét af alléns rønnebærtræer, så min lyse frakke blev ødelagt af grønne alger fra barken på stammen. Frakken blev helt grøn og min mor kunne ikke vaske den, da frakken var lavet af noget efterkrigsstof som hed celuld og det tålte vidst ikke vask.

Vores købmand, Ejnar Sørensen havde også forretning på Bredgade, i mine øjne var han en gammel mand, triveligt og lidt lyst hår, meget venlig, og så gik han altid rundt i hvid kittel. Købmandsforretningen lå på hjørnet af Bredgade og Kirkevej, nu er det store hus lavet om til lejligheder. Jeg husker tydeligt de blanke messinghjul på kaffemøllen, der kunne ses gennem de store butiksvinduer og så den altid tilstedeværende duft af kaffe i selve forretningen. Det var ikke en selvbetjeningsforretning, når man kom ind, var der en lang disk hvorpå der stod et gammelt “National” kasseapparat, under disken var der skuffer med blandt andet. sukker, mel og lignende, som blev vejet af. Man kunne også “købe på bog” som det hed, det vil sige at man havde en lille “købmandsbog” hvori man skrev de varer man nu skulle købe, så skrev købmanden prisen ud for hver vare og regnede så sammen nederst på siden. Så kunne man afregne med købmanden én gang om måneden. Det var en spændende forretning, med varer fra gulv til loft. Købmanden havde en stige så han kunne nå det der stod på de øverste hylder, jeg tror stigen havde hjul så han hurtigt kunne skubbe stigen der hen hvor han skulle op. Der var også et stort glas fyldt med bolsjer, det kiggede jeg ofte langt efter.

På Bredgade, som var hovedgaden i Malling, lå der mange forretninger, blandt andet en Guld & Sølvsmed, Theil, jeg husker kun Fru Theil, som oprindelig kom fra Sverige, jeg husker ikke hendes mand. Hun var en fin lille dame og jeg har ofte, senere sammenlignet hende lidt med Dronning Ingrid, sikkert på grund af den svenske accent. Hun var en elskelig dame med fint sølvhvidt hår, der gerne viste alt det blankpolerede sølv frem. Jeg husker en episode fra 1970, hvor

 jeg har været 18 år. Min kæreste og jeg skulle til barnedåb hos min søster og vi havde bestemt at dåbs barnet, en lille pige, skulle have et Dagmarkors i sølv, da Fru Theil hørte vores gaveønske tilden lille pige, stod hun med tårer i øjnene af rørelse over, at så unge mennesker ville give så smuk en gave, som hun sagde.

Næst efter sølvsmeden kom Biografen, jeg tror den blev ejet af en mand der hed Jensen.

Når vi skulle i biografen og se en film, skulle vi vente udenfor til den runde lampe i det buede lille halvtag over døren, blev tændt, så vidste vi at døren blev åbnet. Så myldrede vi ellers ind til billetlugen, for at købe billet og lidt slik til forestillingen. Slikket var gerne et rustent søm eller en pakke karameller, derefter ind i biografens dunkle belysning, mens spænding og forventning sitrede i kroppen. Det var Lille Per film og Cowboy film, samt danske filmperler. Min far havde kørt film i biografen, da jeg var meget lille, jeg kan ikke huske det, men har fået det fortalt. Min far havde mange småjobs for at tjene lidt ekstra.

Ved siden af Biografen var der en skomager, byen havde faktisk to skomagere, én på Bredgade, byens hovedstrøg, her var det skomager Arne Hansen, som drev forretning. Her stod træbundene til træsko, i forskellige størrelser, på rad og række på hylder, klar til at blive gjort færdige med læderoverdel og såler. Han solgte også sko, men udvalget var ikke så stort. I forretningen duftede der af træ, læder, lim og sværte og jeg husker Skomager Arne Hansen som en meget rar og venlig mand, der gerne opfyldte sine kunders ønsker. Den anden skomager i Malling var ”Den røde støvle” som lå på Stationsvej skråt over for Malling Kro. I ”Den røde støvle” kom vi ikke så ofte, skønt de der, havde et større udvalg af sko. Uden for forretningen hang en stor rødmalet støvle i træ, jeg tror den er endt på det lokale Egnsarkiv.
Lige ved siden af Skomager Hansen på Bredgade, lå Slagter Brixens forretning. Her var der kød, pølser og pålæg i udstillingsvinduet, inde i forretningen var der et lille udvalg af halvkonserves. Jeg var dybt fascineret af den store huggeblok i træ der stod i forretningen, har også set slagteren svinge den drabelige kødøkse. Skulle man f.eks. have fars til frikadeller eller hakkebøf, så blev kødet hakket med det samme og vejet af og pålæg blev frisk skåret, når man havde valgt en rullepølse, flæskesteg eller spegepølse fra montren, remoulade blev også vejet af i små papbægere. Og jeg har ofte skullet købe for 50 øre leverpostej.

Så kom grønthandler Tulle, nede i kælderen, på hjørnet af Bredgade/Østergade, som jeg har fortalt om og overfor på det andet hjørne lå Bager Bonde. Der var faktisk utrolig mange forretningsdrivende i Malling.

Frk. Ingrid Vedels forretning er også et af de steder jeg bare ikke kan glemme, den lå på det der dengang hed Vestergade, lige ved baneoverskæringen, nu hedder vejen Østergårdsvej.

Når man skulle ind i Frk. Vedels forretning kom man først ind i hendes private entre, hvor deres overtøj hang på en knagerække, der hang også en lille grøn Tyrolerhat, jeg fik senere at vide at det er hundens Tyrolerhat. Hun havde en fladsnudet og arrig lille pekingeser, der altid gøede som besat, når man kom ind i forretningen, men Frk. Vedel forgudede den, hun elskede sin lille urostifter af en hund. Hendes forretning var altid spændende at komme ind i, der lugtede underligt afpapir og sæbe og gamle damer. Hun havde bøger, håndsæbe, papir i alle afskygninger, frimærker, postkort, farver, blyanter, viskelæder, tape, glansbilleder, påklædningsdukker og porcelæns nips. Til fastelavn havde hun masker og ris udstillet i vinduet, til påske var der små kyllinger, pap æg, gule fjer og anden påskepynt der prydede vinduerne. Juletiden var ganske særlig, da var der selvfølgelig pyntet op med nisser og engle alle vegne, vinduerne var prydet med gardiner af papirklip, der var klippet i det fineste mønster, altså ét stort papirklip med stjerner og engle. Hvem der havde klippet dem ved jeg ikke, men flot det var det. Jeg købte sommetider glansbilleder hos Frk. Vedel, hun havde dem i en stor papæske, der blev løftet ned fra reolen bag disken, det var et eldorado at se disse glansbilleder, men hun kunne godt være lidt utålmodig og det var jo svært for et barn at vælge og jeg havde aldrig ret mange penge at købe glansbilleder for. Men så ekspederede hun bare andre kunder, mens jeg kunne stå og vælge i fred ro. Et af de sidste år hun havde forretningen kom jeg ind og skulle have en rulle tape, men da jeg sagde det, kiggede hun på mig og spurgte om vi ikke skulle blive i det danske sprog og kalde det klæbebånd. Ja, man kan ikke ligefrem sige hun fulgte med tiden, hvis man siger klæbebånd i dag, så ved de færreste nok hvad det er, men tape det kender alle.

Frk. Vedel var en bemærkelsesværdig dame, hun var tynd og havde mørkegråt hår som hun flettede og snoede en gang rundt om hovedet som en rosenkrans, hun boede sammen med sin søster i den ene ende af huset og så var der forretning i den anden ende. Hendes søster var lidt sær hun kom næsten aldrig uden for en dør. Hun kunne lide potteplanter og gik meget op i det, jeg har fået fortalt at hun havde over 80 potteplanter, som hun passede hver dag, ingen af de to damer var gift eller havde været det. Frk. Vedel havde også en ældre bror, der hed Peter Vedel og var uddannet arkitekt, han har vidst tegnet flere af husene i Malling by.

Malling Stationen lå lige over for kroen, her kom togene fra Århus eller Odder. På perronen ventede man på toget og steg “op” i toget, ikke “ind” som i dag, og så blev der fløjtet til afgang. Der var også en ventesal hvor man kunne sidde indendørs og vente på toget, hvis vejret var i det sure hjørne, her hang der store plakater for DSB og DFDS på væggene i ventesalen, der var også et lille toilet tilknyttet ventesalen.

Over for stationen lå kroen, Malling kro, her afholdt Borgerforeningen juletræsfest og Karen Dolleris holdt danseskole for byens børn. Når vi startede, stod alle drengene i den ene side og pigerne i den anden, så skulle drengene går over og bukke for en pige, som så skulle neje og så dansede de som par den dag. Hun var en meget bestemt dame, som hersede rundt med de dansende, som en anden befalingsmand, ingen turde modsige hende. Hendes mand sad ved grammofonen og satte troligt de plader på som der skulle danses efter, sommetider greb hun fat i ham for at vise trinene. Jeg gik også på danseskole, det var jeg mindre begejstret for, tror alligevel jeg gik der i næsten 5 år, så fik jeg kighoste og så sluttede det.

På kroen holdt man sine halvstore fester, runde fødselsdage, sølvbryllupper, bryllupper, jubilæer og måske mindekaffe efter en begravelse.

Torstensen var også et af de store foretagender i byen, her var der forretning, trælast og foderstof.

Torstensens forretning lå også nede på Stationspladsen, over for kroen. Et år havde jeg forelsket mig i en dukke der stod i vinduet, jeg havde længe set længselsfuldt på den og tænk så fik jeg den i julegave, da var lykken gjort.

Der var også en dampmølle og ved siden af den byggede Wilhelmsen senere kagefabrikken Wixor i 50’erne. Wixor gav arbejdspladser til flere af byens borgere.

Der var to manufakturforretninger, Gammelby som lå på Bredgade, skråt over for Købmand Sørensen og Villadsen som lå på Stationspladsen, det var vidst mest undertøj min mor købte der. Vi købte af og til tøj per postordre i Daells Varehus, fordi det var billigere, end at handle lokalt. Jeg husker vi havde undertøj af noget tekstil der hed mako, så i min barndom hed en undertrøje ikke en undertrøje, men en makotrøje. Mako er en fælles betegnelse for egyptisk, langfibrede, bomuldssorter. Det blev meget brugt til undertøj i efterkrigstiden og op gennem 50érne.

Der var mange andre forretninger i Malling, men dem jeg har nævnt her, er lige dem jeg husker. Det var en rigtig dejlig lille landsby at vokse op i, der var rutebilen der kørte fra Odder til Århus og derfor også kørte gennem Malling, men vi kunne, som tidligere nævnt, også komme med toget, som blev kaldt Odder-grisen. Så muligheden for at komme til en større by, eksempelvis Odder eller Århus, var bogstavelig talt lige uden for døren. Men vi havde næsten alt inden for rækkevidde kirke, skole, plejehjem, kommunekontor, bank, posthus, bibliotek, læge, tandlæge, dyrlæge, landbetjent, lokale vognmænd, smede, mekaniker værksted, murer- tømrer, snedkere og malere, samt idrætsanlægget “Egelund” mellem Malling og Beder.

Det jeg husker fra 50’erne, er at jeg har haft en tryg, rolig og stille opvækst til jeg skulle i skole. Jeg husker ikke rigtigt at vi flyttede fra Østergade og til Fløjstrupvej, alligevel husker jeg lejligheden på Østergade og så pludselig er vi flyttet ind i et helt nyt hus, hvor vi skulle tage skoene af når vi kom ind udefra, for at passe på de fine nye Junkers bøgetræs parketgulve.

Min mor bagte franskbrød som hun æltede med hånden, i et stort lerfad i køkkenet. Jeg sad ofte på køkkenbordet når hun æltede franskbrød og så undrende til, når hun med “klørfem” æltede rundt i den levrede masse, der langsomt blev til en fast dej, jo mere mel hun tilsatte. Det var min mor der lavede maden på det nye gaskomfur, som flittigt blev brugt. Hun syltede asier, græskar, blommer og pærer og lavede marmelade, syltetøj, gele og saft af havens bær og frugter. Årets høst blev sat i kælderen, i viktualierummet, som var placeret i kælderen, lige under kældertrappen, her var der altid køligt. Her stod saftflasker og syltetøjsglas side om side med syltede asier og græskar.

Karkluden var ofte en aflagt, hullet undertrøje eller et par gamle slidte underbukser med lodden vrang. Hvor ofte karkluden blev skiftet husker jeg ikke, men sikkert først når den begyndte at lugte surt, min mor var hysterisk med lugte, hun kunne lugte alt, jeg har faktisk arvet hendes gode lugtesans. I mange hjem blev karkluden også ofte brugt til at tørre husets unger om munden og fingrene når de havde spist, om snottet også blev fjernet med karkluden, det skal hermed være usagt, men man gik ikke så voldsomt op i hygiejnen den gang, men i mit hjem tror jeg karkluden blev skiftet lidt oftere på grund af min mors “fine” næse. Vi indtog helt garanteret også en del mere skidt og bakterier fra omgivelserne, end i dag og det har sikkert også gjort os mere resistente over for de fleste sygdomme.

Der blev vasket tøj i kælderen, hvor der stod en gruekedel som min mor skulle fyre op i, vaskemaskine fik hun først senere, sidst i 60’erne. Til trods for at huset blev bygget i 1956, så var der alligevel blevet installeret en gammeldags gruekedel, til optænding med brænde i kælderen, den var så tilsluttet skorstenen, lige som vores oliefyr.

 

Som barn var jeg ofte med i haven, min far havde lavet en trillebør til mig, i træ, den havde jeg meget fornøjelse af. Han lavede også en lille rive, som jeg brugte flittigt, jeg havde fået et lille stykke jord, sådan ca. 2×2 meter, her måtte jeg selv så ærter eller gulerødder, ja, hvad jeg ville og havde lyst til, men jeg skulle selvfølgelig selv passe min lille lod. Riven har jeg for øvrigt endnu og har brugt den i en alder af 70 år, den har dog fået skiftet skaftet en gang eller to. Jeg har hjulpet min far med at lægge kartofler om foråret og med at grave dem op igen til efteråret og lægge dem i jordkule for vinteren. Mine forældre dyrkede mange grønsager i deres store urtehave, de havde delt haven op i to dele, den foran huset var prydhave og den bag huset var til at dyrke afgrøder i, de var meget ihærdige begge to.

Op mod jul samlede vi ting i Østerskoven til juledekorationer, det holdt jeg meget af, jeg har altid elsket tiden før jul. Vi har også samlet bog og møjsommeligt siddet og pillet de små trekantede frø ud af skallen, de blev så brugt til julesmåkagerne i stedet for nødder eller mandler. Til trods for det sommetider stramme budget, blev julen alligevel et stort højdepunkt i familien, med flæskesteg, citronfromage og små gaver.

Jeg husker også vintrene i baghaven, her føg det ofte ind med sne i store mængder, fra den bagved liggende, flade, bare mark, driverne hobede sig op til stor fornøjelse for mig, her byggede jeg snehuler og lavede sneengle. Det var fest når sneen havde lagt sig som bjerge i baghaven. Da jeg blev lidt større var det Larsens bakke der trak, når sneen havde lagt sig. Larsens Bakke lå på Landbrugsskolens jord og den trak næsten samtlige af byens unger til, med kælk eller på ski. En periode gik jeg også i søndagsskole sammen med min veninde, det foregik i kirken, og så fik vi lov til at vælge et glansbillede når vi skulle hjem, det sidste var det bedste.

Om sommeren cyklede vi til Ajstrup strand for at bade, vi tog også af og til turen, på cykel, over til mine bedsteforældre i Saxild.

Da min ældste søster blev konfirmeret i 1958, blev festen holdt i hjemmet med suppe, steg og is og så blev der serveret vand i kander til maden. Mine forældre var endnu ikke så velbeslåede, at de kunne servere andet og det var også helt almindeligt i de trængte hjem. Mine bedsteforældre hjalp også til med festen, idet min farmor kom et par dage før, med rutebilen fra Ødum, med sig havde hun en stor kurv æg og så gik hun ellers i gang med at lave melboller til suppen. Jeg tror også det var til den konfirmation, jeg sad under bordet på et tidspunkt og talte ben, det blev der i hvert fald grinet meget af, da jeg blev spurgt om hvad jeg lavede under bordet. Men jeg har sikkert kedet mig og så var det jo interessant at se de mange forskellige ben og sko.

Ved større arrangementer som min søsters konfirmation, blev stuen ryddet når der skulle være fest og der blev sat stole og lange borde op, sikkert noget de havde lånt sig frem til. Så blev soveværelset midlertidig til en lille stue, mine forældre flyttede deres senge i kælderen og overnattede der i et par dage, det kunne også fint lade sig gøre, for vi havde en dejlig tør kælder, hvor man sagtens kunne overnatte. Den gang hjalp man hinanden i familien, naboerne var også villige, det savner jeg meget i dag, vi er så bange for at bede om hjælp — vil ikke være til besvær. Min mor allierede sig med den lokale kogekone, Frida, som hjælp i køkkenet, når der var fest og hele familien blev indbudt. Men festens kvinderne hjalp med at rydde af og vaske op efter middagen, mens mændene snakkede, røg cigarer og gik en tur i haven, hvis vejret tillod det. Det var kutyme, at man lod et fad med cigaretter, cerutter og cigarer, gå bordet rundt, efter en god middag. Mange gange var der totalt tåget af røg, når der kom gang i tobakken, for rigtig mange røg den gang, både mænd og kvinder. Begge min forældre røg også.

Der var kommet flere penge i familien, sidst i 50’erne, 2. Verdens krig, var blegnet en del i erindringen. Jeg kan også nævne nogle af byens honoratiores, som jeg husker som nogen man lagde mærke til og vidste hvem var, der var bl.a. Landbetjenten Frederik Grønnebæk, ham havde alle respekt for, han havde været sendt til Neuengamme, under 2. Verdenskrig, sammen med andre danske politibetjente i 1944, så han indgød stor respekt, så var der præsten Pastor Skriver, han boede godt nok i Beder, men var også præst i Malling kirke, samt Læge Viggo Kelstrup og Dyrlæge Sv. Rasmussen, plus flere af de handelsdrivende. De var lidt mere end vi andre, nogle så op til dem andre ikke, der var sikkert også enkelte der råbte højt om deres position i hierarkiet, men der var også andre som var helt nede på jorden.

Lige som der var en elite i byen, var der også nogle outsidere. Der var blandt andet Johannes Jensen også kaldet Jumpe-Johannes, da han havde haft polio som barn og hele hans ene side, både arm og ben, var betydelig kortere end den andet. Johannes            var bestemt ikke dum, men han blev drillet alligevel på grund af hans halte fremtræden. Senere, op i 60’erne, havde byen også den fornøjelse at opleve Dyt-Espen, han sad ofte på bagagebæreren på sin cykel, nede midt i byen og fulgte med i trafikken og livet i gaden. Han havde et stort hoved og smilede altid, til trods for konstante drillerier. Senere fik han knallert, men hans hoved var så stort at der ikke var en styrthjelm der kunne passe ham, så han havde papir på at han ikke skulle bære hjelm.

Jeg startede i 1. klasse i august 1960, hvor jeg blev 8 år i december, Malling forskole lå på

Bredgade. Jeg havde fået en ny skoletaske, den var i rødternet plastik, blyanter og viskelæder lå klar i et penalhus, vi sad ved gammeldags skolepulte og jeg tror vi har været omkring 18-20 elever. Min lærer hed Fru Birkeholm, man var nemlig på Hr., Fru eller Frk. med lærerne. Det skulle senere vise sig, at alle disse Hr., Fru og Frøken titler var skredet ud i glemslen inden jeg forlod skolen i 1970. Og med den lille autoritet der lå i disse titler, skred desværre også respekten til skolelærerne, fra elevernes side. Sådan oplevede jeg det i hvert fald.

Jeg var som de fleste børn utrolig spændt på hvad der skulle ske, nu jeg skulle i skole og dermed blev rykket ud af min daglige trummerum, med en mor der var hjemmegående, en far der kom hjem og spiste frokost kl. 12.00, hver dag, og én søster der var flyttet hjemmefra og en anden søster der lige var startet som ung pige i huset. Nu blev min hverdag anderledes, nu skulle jeg til at være sammen med mange børn hver dag, det var jeg slet ikke vandt til. Det gik helt fint, men jeg kendte jo også én af pigerne, hun var 2 måneder yngre end jeg, og vi havde “delt hus” de første fire år af vores liv, på Østergade i Malling. Det var en lille skole, der kun blev brugt til 1. og 2. klasserne, der var ikke noget der hed 0. klasser den gang, skolen lå kun 5 minutters gang fra mit hjem, så min skolevej var meget bekvem.

Vi fik udleveret en læsebog der hed “Musebogen”, den var sort og med tegninger af Jørgen Klevin, i den lærte jeg bogstaverne at kende. Alfabetet består som de fleste ved, af 29 bogstaver og der var sorte- og røde bogstaver, jeg fattede aldrig hvorfor der skulle være forskel på bogstaverne, og nogle steder var de røde bogstaver erstattet af små mus, der var vokaler og konsonanter. Det er helt sikkert også blevet forklaret os, men jeg havde som så ofte, ikke hørt efter i timen. Jeg tror jeg mente at når jeg kunne bogstaverne så var det fint og dem kunne jeg til fingerspidserne, højst sandsynlig fordi jeg også havde lært at synge dem, jeg elskede nemlig at synge. Jeg forstod ikke hvorfor vi i 1. klasses skulle lære, hvad der var vokaler og hvad der var konsonanter, det var fine og uforståelige ord for mig og læreren kunne lige så godt have fortalt om “Det Britiske bruttonationalprodukt”, jeg fattede i hvert fald ikke en bjælde, et bogstav var et bogstav, basta og så mente jeg det måtte være nok. I “Musebogen” var jeg mere interesseret i at farvelægge de små tegninger, end at lære at læse og sætte bogstaverne sammen til ord, nej, farverne var langt mere spændende i min verden.

Mine tanker tog ofte på langfart, så det varede længe før jeg kunne læse så nogenlunde. Jeg tror jeg var helt oppe i 3.- 4. klasse før jeg kunne læse en bog, uden at lægge den fra mig efter første side.

I 3. klasse kom jeg om på den store skole, Her stod vi på række i skolegården, om morgenen når klokken ringede. Vi stod klassevis på række to og to, så skulle vi følges ind til klasseværelset og stå uden for døren til læreren kom og låste døren op. Hvis der kom en anden lærer ind i en undervisningstime, så rejste vi os op til vi fik besked på at sætte os igen. Det var respekt. Det var lidt om min opvækst i Malling i årene op gennem 50érne og først i 60érne.