Byagerparken afdeling 36 fejrer 50-års jubilæum d. 23. august 2025

Fortalt af Beder-Malling Egnsarkiv v/arkivleder Kirsten Williams

Renovering 1998

Byagerparken blev bygget af Viby Andelsboligforening i årene 1973-74 med indflytning 1. juli. Afdelingen blev ombygget i 1998 med en facaderenovering og ændring til gul farve. Det store grønne område, der omgiver bebyggelsen både mellem og omkring lejlighederne, giver luft og lys. I 70’erne synes folk fra Aarhus, at det godt nok lå langt ude på landet. Alle de marker, man skulle køre forbi!

Indledning
I begyndelsen af det 20. århundrede betød den voksende urbanisering og boligmangel i industrialiserede byområder, at der opstod et behov for yderligere engagement på boligfronten. Der dannedes såkaldte boligforeninger, der kunne afhjælpe boligsituationen ved hjælp af udlejning af huse og lejligheder. Boligforeningerne blev dermed en vigtig del af den danske velfærdsmodel og spillede en afgørende rolle i at give arbejderklassen adgang til boliger med en rimelig leje og en sund bolig. Formålet med boligforeninger var:
At gøre op med boligmangel
At omdanne usle boligforhold
At stå op mod boligspekulanter
Indtil 1916 havde kommune og stat ikke engageret sig i byggeriet af boliger, men fra dette år trådte de til som egentlige bygherrer på boligprojekter og med mulighed for at bidrage med ydelser i form af lån dertil.

Alboa
Viby Andelsboligforening, der oprindeligt var Arbejdernes Andelsboligforening, Viby, blev stiftet den 30. april 1942. Navnet blev ændret til Viby Andelsboligforening i 1970 på grund af kommunesammenlægningen og for at undgå navnelighed med en anden forening i Aarhus. Foreningen blev i 2011 fusioneret med Højbjerg Andelsboligforening og Bo & Liv til Alboa.
Byagerparken er en af Alboas 80 boligafdelinger I Aarhus og Skanderborg Kommune med i alt 7.200 boliger.

Byagerparken.
Der er beboerdemokrati, idet beboerne selv vælger en afdelingsbestyrelse, som sørger for at arrangere mange forskellige aktiviteter. Der er de faste omkring fastelavn, påske, Skt. Hans og jul, I en boligforening er det nemlig beboerne selv, der skaber vejen frem. Samarbejdspartnerne er ejendomsfunktionærer, inspektør og administrativt personale, der gør deres for at tingene kan fungere og sørger for forretningsgangen i den daglige drift.
FÆLLESSKAB er et nøgleord i en boligforening med en blandet beboersammensætning, men skal samtidig formå at skabe aktiviteter for forskellige aldersgrupper og interesser. Der er Seniorgymnastik med ekstern underviser, aktivitetsrum med bl.a. billiard, Ungerum med pool, PlayStation og dart. Derudover er der mulighed for at leje et stykke jord i nyttehaverne og fælleshaverne, der er naboer til Byagerparken. Beboerne har også mulighed for at leje gæsteværelser, garager, selskabslokaler og ekstra opbevaringsrum.
Der har været forskellige aktiviteter i Byagerparken i årenes løb. Biksen, en butik hvor der kunne købes kioskvarer, fodterapeut, frisør, familieværksted og cykelhandler. Om cykelhandleren kan der fortælles, at han havde fast telefontid på torvet, hvor der engang stod en telefonboks. Torvet var samlingspunkt for beboerne i sommertiden, hvorfra der var et godt overblik over, hvad der skete i parken, hvor børnene var, samt et øje for, om der var nogen der havde brug for hjælp. Kvinderne kunne også ringe ned og sige, at nu var det spisetid! Eller man kunne hygge sig med fælles grill.

Hygge på Telefontorvet

Beboerne fortæller
At være barn i Byagerparken gennem årene har været som at vokse op på en stor legeplads. En beboer fortæller, at hun har set det som det mest naturlige at vende tilbage, da hun selv fik børn. Børneaktiviteterne har dog ændret form i kraft af den digitale udvikling, hvor børneudelivet har ændret sig til mere indendørs aktivitet.

Byagerparken har, trods tidligere historik om udsathed, altid været en dejlig plet, hvor sammenhold og fællesskab for beboerne har været kulturbærende for Byagerparken, som vi kender den i dag.
At bo i Byagerparken er for os, der bor her, den mest privilegerede måde at bo på. Vi kan (næsten) sammenlignes med kongehuset, da vi også har folk til at gøre tingene for os.