Fortalt af Beder – Malling Egnsarkiv/ Kirsten Williams
efter oplæg af Vilhelms søn: Uffe Gammelby Jensen
Manufakturhandler Vilhelm Gammelby Jensen (1905-20 01) voksede op i Malling som søn af skrædder Frederik Christian Jensen og Ane Marie Jensen. Vilhelm ville gerne selv i lære indenfor manufaktur (tekstilvarer) og trikotage (varer af strikket stof undertøj strømper mv). Det var ikke så nemt at finde en læreplads, men det lykkes som 18-årig i 1923 i Kolind.
Lønnen var ringe, men han fik kost og logi. I fritiden var der ikke meget at tage sig til, men nogle unge begyndte at spille fodbold, og det blev Vilhelms store interesse. I 1927 var læretiden forbi. Vilhelm kom hjem til Malling og blev ansat i butikken på Bredgade 50 hos sin far. I Malling samlede han en flok unge, der også havde interesse i at spille fodbold.
I 1920 havde Laurs Jacobsen foræret Lystanlægget Egelund til Malling Håndværker- og Borgerforening. I anlægget var der en lysning, hvorpå der kunne spilles fodbold på en ret lille fodboldbane. Fodboldholdet kaldte sig ”Malling Boldklub”. De unge havde ingen penge, så der blev ikke opkrævet kontingent. Af egen lomme betalte Vilhelm klubbens første fodbold. Man kunne ikke sådan købe en læderbold i byen, den måtte man til Aarhus efter.
Vilhelm var initiativtager og holdleder, og sørgede for at tilmelde et hold til ”Oplandsturneringen” som var organiseret af ”Frem” – Odders fodboldklub.
Oplandsturneringen gik ud på, at klubberne i landsbyerne nord for Odder skulle spille mod hinanden. Ligeledes skulle klubberne i landsbyerne syd for Odder spille mod hinanden, og til sidst skulle der spilles en slutkamp for at finde en endelig vinder. Det lykkedes for Malling-holdet at vinde turneringen i 1927, 1928 og 1929, og de vandt dermed den eftertragtede pokal til ejendom. Vilhelm fortalte den lille anekdote, at da de kørte hjem fra finalen i 1929, så kørte bilens køler varm. Men det var der råd for. De brugte simpelthen pokalen til at hente frisk kildevand fra Assedrupbækken, og så kunne de komme hjem. Det morede de sig over længe. Pokalen samlede støv i stuen i Bredgade i 10 – 15 år. Husbestyrerinderne var trætte af at støve den af, og den blev derfor foræret til Malling Kro, hvor den i mange år stod i et vitrineskab i balsalen. Siden ved ingen, hvor den blev af.
Det var et stort ønske at få fodboldbanen udvidet. De fik lovning fra Malling Håndværker- og Borgerforening om kaution i forbindelse med køb af det nødvendige jordareal. Derefter tog Vilhelm og elektriker Leth ud til gårdejer Chr. Kristiansen på Vejlgaarden og fik aftalt købet i 1930. Købesummen androg kr. 300 pr. skæppe land (en skæppe er 689,5 m2), tre skæpper land skulle købes. De lånte i Beder- Malling Sparekasse kr.1300. Malling Boldklub oplyste, at de havde tænkt sig at afdrage lånet med 10% + renter og anmodede også Borgerforeningen om at give dem en anbefaling til eventuel støtte fra Beder Malling Kommune. Det opnåede de også, kr. 100, fik de i støtte.
Derefter gik et større planeringsarbejde i gang. De unge knoklede i månedsvis med at planere, og vognmand Mikkel Nielsen stillede beredvilligt – og uden betaling – med sin lastbil og kørte læs efter læs fra det ene hjørne til det andet. Det var ikke så nemt, det var en pløjemark, boldklubben købte.
Hos købmand Torstensen var der en kommis, som spillede på Mallings hold, da de vandt pokalen. ”Maffe” blev han kaldt, han hed Alfred Hansen. Han var dygtig. Så dygtig, at han blev lokket til at spille for Odder. Da han senere kom på landsholdet, tog Odder æren for det. Men det var nu altså i Malling Boldklub, at han begyndte sin fodboldkarriere.

I 1936 overtog Vilhelm sin fars manufakturforretning, og måtte da stoppe med fodbolden. Arkivet kan nu finde et billede af Old Boys holdet fra ca.1950 til en sommerfest i Egelund, hvor Vilhelm er med (forreste række yderst til hø.), så interessen var der stadig.
Malling Boldklub havde besvær med at få økonomien til at løbe rundt, så i 1939 ansøgte de om at blive optaget i Malling Gymnastikforening, og blev en selvstændig afdeling under denne.
