For at starte med begyndelsen af min fars karriere, som storkøbmand, skal der skrives lidt om Norsminde, som dengang havde 14 fod vand, så den var et vigtigt led for handelen i Århus og omegn. Der kom kul fra Newcastle, tømmer fra Norge og Sverige, cement, det lavede vi ikke selv dengang. Det kom fra Tyskland. Hans Broge havde et stort pakhus på havnen, og Niels Jensen fik tømmeret til savværket. herfra. Der findes losningspapirer, som far havde skrevet fra dengang. De er afleveret til Erhvervsarkivet i Århus. Den nuværende kro blev bygget i 1693 og selve handelspladsen ca. 1860, hvor den var ejet af Valdemar Jørgensen, hvis søn, som blev født der, blev den berømte arkitekt, som byggede Christiansborg. Norsminde havn var ifølge gamle skrifter allerede kendt fra 1292, hvor barnekongen Erik Menved gav tilladelse til at opkræve told fra indløbne skibe. Broen ved Norsminde var ejet af kroejeren og senere også købmanden, hvor det kostede 4 skilling for kørende samt mindre for gående at passere. Man kan stadig se sprækken, hvor pengene skulle puttes i. Folk kom meget ofte til Norsminde for at handle. De kunne komme med halm i træskoene, og skulle ikke skifte om til læderfodtøj, som de skulle, hvis det var i Århus, de handlede. Norsminde havde alt som hørte til, selv en kirke var der, og i Storenor var der et stort teglværk..