Beder kirke gennem 850 år

Den oprindelige del af Beder kirke er opført omkring år 1150 bygget af sognets beboere som en stenkirke. Kirken blev placeret på en bakketop, og fra tårnet er der en pragtfuld udsigt til et herligt landskab med frodige marker, smukke skove og til det sydlige Århus’ største højdedrag Søsterhøj i Skåde bakker.

Det er tydeligt, at den oprindelige kirkebygning kun har været meget lille. Den blev bygget af runde marksten, der blev svejset sammen med læsket kalk og dannede en dobbeltmur. Kun de udvendige hjørner af kirkeskibet samt vindues- og døråbningerne var i tilhuggede granitkvadre. Det var dengang svært at lave skarpe hjørner med runde sten. De romanske vinduer havde kun en smal lysåbning midt i muren, og vi kan derfor regne med, at kirkens indre henlå i halvmørke.

Ved en restaurering i nyere tid, hvor man åbnede et romansk vindue i korets nordvæg, fandt man en trøsket egetræsramme med huller efter søm, der har holdt en svineblære udspændt over rammen, hvilket var normalt for datidens vinduer. Denne vinduesramme er udleveret til National museet, som har ønsket at konservere den.

Korets ydervægge mod nord og syd er prydet med arkader (buegange) i relief – formentlig for at efterligne romanske domkirkers udvendige buegange på kor og apsis.

Indvendig var der et fladt træloft både i skib og kor. Væggene har været bemalede med kalkmalerier. Ved afbankning af væggene for gamle kalklag kunne man se store figurer i middelalderdragter, ligesom man har kunnet se væggene i koret malet således, at det skulle forestille klæde, der var draperet på ringe, der hang på gardinstænger.

Malerierne var desværre for ødelagte, og de blev derfor overkalket igen, og de eneste tilbageværende kalkmalerier i Beder kirke er de to indvielseskors i kordørens sider og en vase med en plante øverst i midterhvælvingen. Disse gamle kalkmalerier er med de nævnte undtagelser således gået tabt i Beder, hvorimod man i Mårslet kirke omkring 1984 med Nationalmuseets hjælp havde held til at “fremkalde” gamle kalkmalerier i fin kunstnerisk udførelse.

Beder Kirke efter restaureringen i 1971
Beder Kirke efter restaureringen i 1971

Det skønnes, at man omkring 1300-tallet foretog en gennemgribende forandring af kirken, som blev udvidet mod vest, og der blev opført et svært tårn – måske som i Mårslet. Mure og tårn blev bygget af tegl- og munkesten. Udvidelsens nord- og sydmure gjorde man særligt brede indvendig med henblik på at kunne bære det svære tårn, og uden for sydmuren byggede man et våbenhus.

Man fjernede det lave træloft og byggede hvælvinger i stedet. En i koret og to i kirkeskibet og en i tårnrummet. De søjler, der bærer hvælvingerne, murede man uden på tårnet, således at store partier af kalkmalerierne gik til.

De fleste romanske vinduer blev tilmurede. Andre blev ændret til høje gotiske vinduer. Og så kalkede man ydervæggene gule med vandrette og lodrette striber formentligt for at skabe en illusion om granitkvadre. I hvert fald fandt man ved afbankning af århundred gamle kalklag den gule farve og striberne samt en rød farve på gesimserne.

Det var således en helt anden kirke, der fremstod efter ombygningen præget af moderne byggestil for 1300-tallet – nemlig gotikken.

Baronen på Vilhelmsborg, Friederich Baron Gyldenkrone, der ejede kirken, og hvis initialer “FBG 1794” står på vestgavlen, fjernede i 1794 det gamle tårn og byggede et nyt – det nuværende slanke tårn med blytækket pyramidespir. Til at bære det nye tårn byggede man inden i kirken to mursøjler op gennem tårnhvælvingen, og vestmuren blev prydet med en klassisk formet front i relief omkring et nyt vindue, der ikke er placeret så højt som de øvrige.

Man gjorde derfor de andre vinduer lavere, således at alle fik samme højde.

I 1971 fik kirken nyt orgel, og så benyttede man lejligheden til at restaurere kirken indvendig, og i 1976 konstateredes der råd i tagets træværk, og man besluttede at lægge nyt tegltag på kirken, ligesom store dele af træværket blev fornyet ved samme lejlighed. Arbejdet blev udført af lokale håndværkere.

I kirkens vestgavl sidder der nederst til venstre en syldsten udhugget som en romansk billedkvader forestillende en mand med et kuglerundt hoved og et skjold i den højre hånd og et sværd med parérplade i den venstre. Nederst ses et firbenet dyr måske forestillende en tyr. Syldstenens oprindelse kendes ikke, men den har muligvis været placeret som syldsten i den oprindelige kirke og flyttet til dens nuværende plads, da kirken i 1794 blev udvidet mod vest.

Beder kirkegård blev anlagt umiddelbart efter færdiggørelsen af den oprindelige kirke i slutningen af 1100-tallet. Det er den del af den nuværende kirkegård, der benævnes som afsnit 1, altså pladsen rundt om kirken, og her på denne plads begravede man gennem mange af sognets afdøde indbyggere. Efterhånden som de gamle grave blev sløjfet, blev disse gravpladser genbrugt til samme formål.

Formentlig i 1300-tallet – måske i forbindelse med udvidelsen af kirken – byggede man i teglsten en indgangsportal i gotisk stil med en bred køreindgang og en smal indgang for gående. Jernlågerne er af forholdsvis nyere dato. I 1920 opførtes det nuværende kapel med kamtakkede gavle fint tilpasset den gotiske indgangsportal.

Det vides, at der har ligget en tiendelade på kirkegården umiddelbart vest for indgangsportalen langs Kirkebakken. Hvornår denne lade er blevet nedrevet, ved man ikke, men ved gravning af grave på denne plads ses endnu brokker fra den nedlagte tiendelade.

I 1957 købte Beder kirke det stykke jord, der ligger vest for tårnet, med henblik på at udvide kirkegården. Den nye udvidelse blev tegnet og forestået af havebrugskonsulent Max Clausen fra Beder Gartnerskole. Denne del af kirkegården benævnes som afsnit 2, og Max Clausen lod det vestlige kirkegårdsdige gennembryde, således at der kunne anlægges en bred allé ned mod Kirkestien. Med denne allé, som – set fra vest – har den smukkeste baggrund i kirkens tårnside, er det lykkedes Max Clausen at skabe en fin sammenhæng mellem afsnit 1 og 2.

Med den eksplosive udvikling i befolkningstilvæksten i Beder sogn fandt menighedsrådet det i 1980 nødvendigt med endnu en udvidelse af kirkegården, og denne udvidelse blev under benævnelsen afsnit 3 lagt på et areal på ca. 2700 m2 umiddelbart syd for den gamle kirkegård og mod øst grænsende op til præstegårdshaven. Anlægget er tegnet af kirkegårdsinspektør Frede Andersen, Varde, og arbejdet udført af kirkegårdens folk under ledelse af 0. Engbo Mikkelsen.

Beder præstegård nedbrændte i 1944 totalt. Den daværende sognepræst, Anders Skriver, der var den sidste præst, der boede i den gamle præstegård, skriver om branden bl.a.: Det var svært at se det gamle, smukke hus tilintetgjort af flammerne. Det uhyggeligste øjeblik kom, da ilden med et vældigt brag slog op i de store lindetræers kroner, som hang ind over taget fra gårdsiden.

I januar 1946 kunne præstefamilien flytte ind i den nye præstegård, som menighedsrådet havde ladet opføre efter tegning af arkitekt Ali Rasmussen.

Den gamle præstegård blev bygget af sognepræst Michael Hasle, der var præst i Beder-Malling 1784-1816, i slutningen af 1700-tallet som en lukket 4-længet gård med stuehus og avlsbygninger. Over vinduet i konfirmandstuen er indsat en bjælke, som tidligere har siddet over indkørselsporten mod gårdsiden, hvori er indridset “17 MH-KM 93” – initialerne Michael Hasle og hans kone Kirsten Møller.

Beder Præstegård før branden i 1944
Beder Præstegård før branden i 1944

Gården havde ca. 60 tdr. land med tilliggende skov og mose. Præsteskoven nede i Fløjstrup skov på ca. 12 tdr. land hører endnu i 1987 under Beder og Malling menighedsråds forvaltning.

Fra en folketælling i 1787 oplyses det, at der boede 14 personer i præstegården – familie og tjenestefolk inkl.

I 1930 -1932 udstykkede Statens jordlovsudvalg præstegårdens jord i 8 husmandssteder, men i dag drives ingen af dem efter den oprindelige hensigt. Således er f.eks. Stok- og Stenrosekvarteret bygget på tidligere præstegårdsjord.

Stenrosevej, Beder 1970. Seldrup gamle skole i baggrunden.
Stenrosevej, Beder 1970.
Seldrup gamle skole i baggrunden.

I den gamle præstegard har der boet 8 præster med familie og tyende. Bl.a. kan nævnes pastor Vilhelm Paludan-Møller, fordi hans berømte broder, digteren Frederik Paludan-Møller (1809-1876), meget ofte boede i Beder Præstegård i længere perioder sammen med sin kone, Charite, og her arbejdede han på flere af sine værker.

En søn af præsten, Alfred Paludan-Møller, har fortalt, at digteren også skrev sit værk: Benedikt af Nursia her. Tidligere amtsrådssekretær, Sigrid Amnitzbøll, har bl.a. skrevet om Paludan-Møller slægten. Heri beskrives, hvordan de unge i familien var ude i den – som det hedder – yndige Beder præstegård for at indrette det nye hjem for Vilhelm Paludan-Møller og fru Dorette Michaelis, som skulle giftes og flytte ind i præstegården som nyt præstepar.

Det var præstens fader, biskop Paludan-Møller i Århus, der viede det unge par, og bryllupsfesten blev holdt i bispegården med “megen ynde og festlighed”.

Før Michael Hasle byggede sin præstegård, har der ligget flere præstegårde på stedet. Formentlig har der boet præster her i de fleste af de 800 år, kirken har eksisteret, men man ved intet om disse gamle gårde. Ved opgravning i den nuværende præstegårdsplads har man fundet stenbrolægning i flere niveauer, hvilket skønnes at være gårdspladser fra tidligere tider.

Fra: Tage Thøgersen: “Uddrag af  et lokalsamfunds historie”

Tage Møller Thøgersen flyttede til egnen i 1963 og levede her til sin død i 2007.
I forbindelse med, at han beskæftigede sig med slægtsforskning, lavede en beskrivelse af egnen. Den blev udgivet i 1987.

Tilbage til forside