Villa Marie – ”H. C. Hansens Mindehjem, Ajstruplund”.
Drosselvænget 15
Villa Marie var et stort sommerhus, der lå på Drosselvænget 15 ved Mariendal strand. Gårdejer Elvin Boye, Bregenballe, Ajstrup Strandvej 65, købte huset i 1937. Fra 1943 tog man imod sommergæster, både på gården og i annekset Villa Marie. Der var plads til 20 gæster på gården og seks i annekset. Fra gården gik en markvej ned til stranden, hvor der dengang var privat strand kun for gårdens gæster. Alle værelserne var i fin stand med rindende vand og elektriske ovne til opvarmning.
Gæsterne fik serveret tre daglige måltider. Eftermiddagen og aftenen desuden te og kaffe med hjemmebag. Der kunne arrangeres dagsture, i bil med fører, til Himmelbjerget, Mols Bjerge, Den gamle By eller en tur til Skovmøllen ved Moesgård.
I 1960 blev Villa Marie solgt til ” Landsforeningen for Evnesvages Vel ”. Købet blev muligt, da der ved fhv. statsminister H. C. Hansens begravelse, indsamledes et beløb til Landsforeningen. Hans bror rådmand Robert Svane Hansen gjorde desuden et stort arbejde, for at få Aarhus og omegnens kommuner til at bidrage med 25 øre pr indbygger. Senere blev der bevilget yderligere 10 øre pr. indbygger. Fra Børnenes Kontor modtog foreningen 10.000 kr. til købet.
Ferielejren der fik navnet ”H. C. Hansens Mindehjem, Ajstruplund”, blev indviet d. 27. maj 1961. Ajstruplund er stadig feriehjem, og administreres af Landsbyen Sølund i Skanderborg.