Fra min drengetid er der især en ting, som jeg og mange andre syntes var vældig spændende. Det var omkring 1898, da der blev foretaget udgravninger ved kirken – og man fandt en begravelsesplads med 30-40 grave. I gravene fandt man våben og smykker, og formodningen var, men ikke bekræftet, at det var en flok stratenrøvere, som var blevet dræbt og begravet ved kirken – men i uindviet jord. Det kunne nok sætte sindene i oprør i en lille stationsby at være i historisk søgelys. Der er jo senere foretaget udgravninger – i fyrrerne vist nok – men om det er der skrevet en del.
Ja, Malling var stationsby. Stationen var som nu omkranset af Torstensens købmandsgård, hotellet og manufakturhandelen.
I toget var der en 1. og 2. klasse. 1. klasse med rødt plyds på sæderne og billetteringen foregik på et trinbræt udenfor.
Den årlige familietur gik med tog til Århus, hvor vi travede lidt rundt, inden det atter gik hjemad.
Foruden forretningerne ved stationen, var der brugsen, som lå samme sted som nu. Der handlede vi.. Endvidere en købmandsforretning, hvor Privatbanken nu ligger. Købmandens svigermor havde forretning på den anden side af gaden – hun blev kaldt høker-Sine – hun handlede med alt muligt, synåle, kjolestoffer m. m.