»Sliberen« havde – som så mange andre i Fulden – geder, og han havde vejgræsset op til præstegården. Lige overfor Marius Thomsen var der en dam, hvor præstens drenge fiskede, og da den grænsede op til »Silberen«s vejgræs, kunne det næppe undgås, at de trådte det ned. En dag kom han og så det, og da har humøret vel ikke været det bedste, for han skreg og råbte efter dem: »Det ka’ være, i hvalpe ka’ finde hjem« Drengene fortrak skyndsomst og sladrede til »Far« (pastor Christensen) om, hvordan han havde råbt efter dem, så de måtte løbe fra ham. Ja, ja, jeg skal nu nok en dag tale med den gode tækkemand, lovede præsten.
Det lykkedes da også præsten at stå overfor tækkemanden, men uheldigvis en dag, hvor præsten selv var gået ned og fiske, og således begik samme brøde som drengene. Det kan nok være, at »Sliberen« brugte mund, ja, i en sådan grad, at præsten overhovedet ikke fik indført et ord!
Den beretning har jeg fra den gamle kusk, der var der for ca. 70 år siden. Han bor nu på De Gamles Hjem i Malling og er over de 90 år. Han har iøvrigt fortalt mig mange episoder fra hans tid i præstegården, hvoraf jeg ikke skal referere andre end den, når han skulle køre for præsten og de skulle passere Fulden, Så sagde præsten altid: »Kør nu endelig rask, for hernede er der nogle forfærdelige mennesker«.
En skønne dag var »Sliberen« kommet til det resultat, at han ville skilles fra konen. Det skulle afgøres i retten ved en dommer Lund, som kendte dem godt. »Har De nogen gyldig grund til skilsmisse hr. R. P. A. Brørup?« spurgte dommeren. »Ja, den-unde’hverme’, hr. dommer. Der står I ægteskabsloven, § 57, side 14, at en ægteviet hustru ikke må nægte legemlig omgang 2 gange om ugen! — og det har hun den-unde’hverme’ gjort!«
Skilsmisse kom der naturligvis ikke ud af den historie, men konen Emilie fortrak hjem til sin mor oppe i »Posthuset«. Det skete iøvrigt på min bryllupsdag, men »Sliberen« var åbenbart ikke mere berørt af situationen end, at han huskede at sende mig et telegram, som jeg endnu bevarer som et kært minde om ham.
Han fik forøvrigt også lært at cykle, men af og til kunne den også være svær at styre, og selvfølgelig gik det også galt en dag, hvor han ned ad den stejle bakke ved »Havmosegården« styrtede. En mand, der tilfældigt kom forbi, ville hjælpe ham på ret køl igen. »Hva’ rager det dig? — svarede »Sliberen« — men kunne du ikke tage og sige mig, hvor »Valkyrien« er«? Det var hans cykle.
Som jeg har fortalt, var han en gemytlig mand, der nok kunne give stemning, når han ville. Engang skulle vi have fastelavnsfest oppe i »Seldrupgården«, men det blev alle tiders vintervejr, sit vor musiker ikke kunne komme, og vi besluttede os så til at sende bud efter »Sliberen«.
Jeg var med nede og hente ham, og han indvilgede straks i at gå med, når blot vi ville bære instrumentet, en trækharmonika.
Repertoiret var ikke stort, men så sang han ind imellem, selv om også det var indskrænket til blot »Kvæservalsen« og »Kejseren udi Kineserets land«, men vi var jo ikke så forvænte, og det blev en vældig fest, takket været ham.