Så var der jo »Jens Rask« (den Fulden dreng), som boede i huset lige vest for anlægget sammen med »Stine«. Mellem dem var der lyst til ægteskab 3 gange, men mere kom der heller ikke ud af det, bortset fra, at de levede sammen i mange år.
Det var jo ham, der solgte huset til »Goliath« for en pot brændevin om dagen, og den gode mand var ikke så let at komme på talefod med, da han var lidt ondsindet.
Vi børn drillede ham vel også for meget, idet vi ofte kaldte på ham, om at komme ud i »Lergraven« og lege med os. Ofte blev han da også gal og løb efter os, uden at han naturligt kunne fange os, men bange for ham, det var vi.
Hans dag gik med at gå over til åen og fiske, eller også stod han ved gavlen af huset og svingede en stor stok, vrælende om, da han var soldat i Afrika. Ja, det gik med »den Fulden dreng« som med »Terp-Marie«, at pludselig hørte hans råben op, og vi så heller ikke mere til ham. Sidste gang han overfusede en, blev der taget lidt hårdt ved ham, og det kom han aldrig helt over.
Lige oven for Jens Rask’s have boede gamle »Lundstrøm«. Han murede og kalkede for folk, men han dyrkede mest jagten og jagtede, hvor det passede ham. Det var ikke så få jagthistorier, han fortalte mig, og selvfølgelig var de meget spændende.
For en halv snes år siden blev en af hans jagter iøvrigt refereret af Stiftstidende, og den drejede sig om, hvor snedig han kunne være, når han begav sig ud på sine ulovlige ture. Han aftalte med en anden jæger, »Træskokarlen«, at han skulle gå ned til stranden og skyde et par skud op i luften. Umiddelbart efter kom skovfogeden derned, medens Lundstrøm i fred og to skød et dyr oppe ved skovfogedens hus. Tillige tillod han sig den frækhed på en stor bøg at skrive: »Do fo’e klø, løkpot!« — En anden gang havde han skudt et dyr inde i Rathlousdals-skoven, og så. »lånte« han skovfogedens trillebør til at køre det ind til Århus, hvor han afsatte det til en købmand i »Spanien«. Ja, det var en god spadseretur om natten.
Lundstrøm rejste også til Århus, og som det var gået før, så vi heller ikke mere til ham. Det tyndede ud blandt originalerne, som forsvandt én efter én.
Også tækkemanden gik bort. Han havde været ved at sortere æbler lige uden for sin dør, da døden indhentede ham. Man fandt ham liggende ved dørtrinet, og man lagde ham i kisten, som man fandt ham. »Terpen« boede endnu i Fulden som nabo til ham, og hun kom da også til og tilføjede som sin sidste hilsen til ham: »Nu skal jeg tørre din mund! — og så skal du have dine træsko med dig«, hvorpå hun smed hans træsko ned i kisten til ham.
Originaler findes vel alle steder, men det var, som om man følte, at enerne fra Fulden var i en klasse for sig. I hvert fald måtte jeg under mit ophold på »Saralyst« høre mange gange for de forfærdelige og fordrukne mennesker, som boede i den grusomme by. Undertider var jeg bedrøvet over at høre det, men skæbnen ville, at de, som var hårde mod mig, selv flyttede til Fulden. Det var forkarlen og stuepigen, som giftede sig, købte en gård dernede og iøvrigt fandt sig godt til rette.
Desværre blev deres liv ganske kort her, for de døde begge i en ganske ung alder. Det var lidt om beboernes liv og færden, men jeg kunne godt have lyst til at skrive lidt om selve byen.
Der tales tit og ofte om den skønne natur omkring byen, om bakkerne, åen og skoven, både øst og vest for byen, ja, og de gamle huse, og man enes om, at der ikke må røres ved noget af det. Jeg tror ikke, at det er de gamle »Fuldinger«, som laver om på noget, men det er, som om det ikke gør noget, eftersom byboerne erobrer byen og ændrer billedet.
Man må håbe, at det sker efter by og ret, det er jo nok til at varetage de interesser, der var og er den dag i dag, nemlig bl. a. »Købmandshandelen« og »Møllen«.
Men her har tiden jo også grebet ind på hver sin vis, idet der jo ikke er det liv i de to forretninger, som der var i min barndom. Da var der jo Mølleren og en møllekusk, men nu kan alle selv udføre det, som møllen måtte gøre dengang.
Dog er et bevaret, gudskelov, og det er en tur i prammen op ad dammen op til »Skalbjerg«, for derfra at nyde udsigten ned til møllen. Det er noget af det kønneste, man kan tænke sig.
Den dag i dag kan jeg nyde denne tur, prøv selv at tage derud, se »møllen« spejle sig i den rolige, mørke vandoverflade, se, hvor møllehjulet snurrer, oplev stedets hygge, når svaneparret majestætisk glider hen over vandet, se, det er et rigtigt dansk landskab.
Er der blevet stilhed over forretningen i »Møllen«, så er der til gengæld blevet mere travlt i »Købmandshuset«. Her var der tidligere kun »Høkerkonen« til at ekspedere, men i dag er det 3—4 mand i fuld aktivitet. — Helt undgå at røre ved alt det gamle, kunne købmanden heller ikke, men, som han sagde, vi må jo bevare det, vi kan.