Nu kendte jeg livet på forskellige arbejdspladser, det var ikke altid lige godt med kammeratskabet; men alligevel kan man bedre tale med om forskellige ting. En sætning lærte jeg af en god ven, Sejersen på Seldrupgården:
“Det er altid bedst det, som sker”, så har jeg selv føjet til: “at nogle græder, mens andre ler.”
Så begyndte et nyt afsnit af mit liv, i 1921 begyndte jeg at tække huse sammen med min far, han havde taget noget arbejde i Møgeltønder, to gendarmhuse, og det arbejde kunne min far ikke klare selv, så måtte jeg tage med ham derned. Det var første gang, jeg selv tækkede, idet det ene hus lå, i Møgeltønder, hvor vi boede på Slotskroen, det andet lå i Tønder og hed Dyrehuset, da fik jeg min kunst behov, var ikke tækkemand og ville ikke være det; men mødte en herlig arkitekt, Flensborg, der spurgte, om det var tækkemanden, ja, det var det, hvortil han svarede, det skal nok gå; men har De set, hvordan vi tækker hernede, er tagene sådan på Århusegnen? Nej, svarede jeg, så demonstrerede han, hvordan tagskægget skulle ligge, resten måtte jeg selv klare med en ung, flink mand til hjælp. Arbejdet blev vellykket; men det tog også sin tid, alligevel blev der tid til at se på egnen, den store zepperlinhal, Danmarks største bygning blev der fortalt, og mindestenene ved Gallehus, hvor guldhornene blev fundet, og beretningen om dem fik jeg af værten på Slotskroen. Kroen lå nær ved Schackenborg slot.
Vi kom hjem til Fulden på min fødselsdag den 17. december; men far var syg og døde den 2. februar af lungebetændelse, 57 år gammel. Jeg havde rigtignok ikke troet, at det skulle blive mit arbejde at være tækkemand i over 50 år; men det hjalp mig, for handle ville jeg også, om også der ikke var de penge i det, som der er i dag. Jeg lod bygge to huse ude i Fulden Bakker, og et, da vi kom til Malling, så havde jeg et nede ved Dyngby Strand; det ville jeg jo nødigt sælge men så blev jeg syg en sommer og kunne ikke passe det, så solgte jeg det. –
Lidt tilbage, til Møgeltønder, vi boede på Slotskroen mens vi tækkede dernede, så havde vi jo lange aftener at sidde og snakke i; men jeg talte mest med svigersønnen der, jeg sad næsten en hel nat, og han fortalte mig om det, han havde gennemgået i krigen 1914 til 18, og så tre år i fransk fangenskab, altså han var væk fra hjemmet i syv lange år. Jeg spurgte ham om, hvordan det så var, da han kom hjem, jo, svarede han, der var ingen gensynsglæde, vi kom hjem gennem sønderjysk forening, og vi kom til Vejle Fjord, vi kunne ikke glæde os til noget som helst, vi var nervevrag. Jeg mødte min kone på gaden i Vejle, hun besvimede, da hun så hvordan jeg så ud. Ja, det var bare lidt af alt det, han fortalte mig men jeg ville jo også se, hvad der var dernede. Jeg var en tur oppe at se, hvor guldhornene blev fundet ved Gallehus, og den beretning, hvordan det var gået til, fik jeg af den gamle vært i Slotskroen. Så var der jo også den mægtige zepperlinhal ved Tønder. Når man gik op ovenpå kunne man bare se nogen rørte sig; men ikke se, hvad det var. Så flyttede der en gammel vagtmester til Malling nede fra grænsen. Jeg spurgte ham så, hvor han havde boet? I Dyrehuset ved Tønder, det var det, jeg havde tækket, et dejligt hus; men det brændte. Ja ja, tænkte jeg, så holdt taget da huset ud. Det var lidt af, hvad jeg havde oplevet i de knap to måneder jeg var dernede. Omtrent på samme tid, vi kom dernede fra, havde det stor betydning for mig, jeg skulle jo også spekulere lidt på politik; men det havde jeg ikke særlig lyst til af forskellige grunde. Jeg havde jo været med til at stifte to landarbejderforeninger; men det var jo ilde-set; men så var jeg til møde på gartnerskolen i Beder, der skulle professor Starcke komme. Et nyt parti var lige dannet, retsstatspartiet, det fik min interesse; men det var just ikke det, der havde stor interesse; men han talte om folkeforsikring og aldersrente, jeg husker vist ikke fejl, han sammenlignede det sådan, at hvis en ung mand gav en krone om ugen fra hans 18. år og til hans 60. år, kunne han få 1100 kr. om året i aldersrente. Da fik de gamle en to—tre hundrede kr. om året i aldersrente, det var dette, der havde min interesse, altså folkeforsikring; men det blev jo folkepension, og det er helt som det skal være; men det blev alligevel det foredrag, som professor Starcke holdt, der kom til at betyde noget for mig, jeg havde jo ikke glemt og gør det aldrig, hvad jeg havde set, hvordan gamle mennesker havde det, jo vist blev der da gjort, og det var jo ikke så svært at smide dem på en fattiggård, der er vel ikke nogen tilbage, der har prøvet det, og hvis man rører ved det i dag (nå ja, I har det sgu godt) vi betaler i alt fald til den folkepension. Jeg mener, at de betaler til dem selv. Nå, ikke mer om det, man må jo ikke være bitter, men det førte mig ind i arbejdet, som jeg har den glæde at kunne følge med i endnu. Ja, nu må jeg holde, ellers bliver det politik og ikke erindringer. Det er jo ikke meningen, og det er jo ikke mærkeligt, at jeg har kunnet følge med i, hvad der foregik omkring mig, dels som tækkemand og desinfektør i et halvt hundred’ år. Der er jo særlig et par stykker, som jeg ikke glemmer, jeg tænker først på forkarlen på gården Saralyst, jeg ville jo ud fra Fulden og fra de tre søskende, hvor jeg havde været de første fire år, jeg måtte betro ham, jeg havde jo aldrig haft noget med heste at gøre, han forstod mig: “Jeg hjælper dig, Hans, når du vil gøre, som jeg siger”, og det gjorde jeg; en god start at fortsætte med. Ja, så må jeg også nævne Johannes Sejersen, Seldrupgården, han betød endnu mere for mig som ung mand, end nogen anden har gjort. Hans sidste ord til mig, inden han døde, lød sådan: “Ja, nu er det vist pinse, så. skal du gå en tur i skoven med din dygtige Johanne og dine børn, så vil du nok vandre herop, når jeg er borte”, og det lovede jeg at gøre. Ja, de to, jeg har nævnt, døde begge i en ung alder.