Ja, der er selvfølgelig andre, der har betydet noget for mig; men ikke lige meget altsammen, det kan man vel heller ikke forlange af mennesker på livets lange landevej. Jeg vil gerne i den forbindelse nævne atter en: min hustru igennem knap 46 år. Hans, når du nu, som jeg tror du ved, hvordan du skal være, så er det så enkelt, bare gøre det, som er det rigtige og vigtigste her i livet. Ja, jeg har vel til tider prøvet på det, men er jo også blevet skuffet både af mig selv og andre. Jeg tænker tit og ofte på det, jeg måtte høre på disse herregårde, det var på en af dem, jeg var på, hvor en rå fyr til forvalter en søndag i høstens tid kom ind i folkestuen: nu skal der køres korn ind, hvis i ikke skal i kirke, i hellige svin, ja, det var takten og tonen i al almindelighed; men også jeg måtte høre disse råheder. Ja, det er jo mærkeligt, der blev jo aldrig talt om at gå i kirke, hvad skulle en tjenestedreng eller karl der efter, der var jo altid et eller andet arbejde, der absolut skulle gøres om søndagen, om ikke andet så skulle gården jo fejes.
Jeg har jo nok skrevet, at der kom herregårdsmissionærer; men det fik en brat ende på en af de gårde, jeg var på, årsagen kan jo være lige meget; men det kan De vel nok tænke Dem, nu må De ikke tro, at jeg ikke har mødt andre end hårde halse på disse store gårde, jeg var på. Der var husmænd, som ikke kunne rokkes ved deres tro, selv om fattigdommen var til stede, og de måtte også høre noget for det, menneskene er jo gode til at gøre nar også på det, de ikke kender noget til, og det er forresten stort set ikke anderledes i dag. Ja, der er jo erindringer, som jeg særlig husker som ældre. Hvordan mon det nu kan være, at det er gået dig sådan, og særlig har der været to gange, hvor der har været bud efter mig, første gang, da jeg som soldat nær var druknet i Skjern å og anden gang var det under mit tækkearbejde. Jeg har jo nok prøvet at falde ned en 3-4 gange; men kun een gang var det rigtig alvorligt, det var på en villa i Skåde Bakker, det var lige efter frokostpausen tredie pinsedag, husker jeg, da jeg kom op på taget og skulle begynde (jeg var ikke helt rask) gik jeg pludselig bagover og ned på stilladset og derfra ned på nogle fliser, Ja, sagde min kollega, hans øjne er bristede, han er død, men det lykkedes to falck-mænd at få liv i mig igen.
Ja, nu tror jeg, jeg vil lade tanken gå lidt tilbage i tiden og fortælle om, hvad der er sket i barndomsbyen Fulden, ja, i mange år skete der intet, hverken på den ene eller anden måde, ja, rolig kan jeg vel ikke sige; men politi har jeg ikke set; men gik det for voldsomt til, så ordnedes det med et par lussinger, og så var det glemt. Men så blev byen jo, om jeg så må sige, opdaget for sin smukke beliggenhed, jeg erindrer, at vor gamle lærer Fogh han havde været en tur i Paris og fik genvisit af en fransk doktor, og da de stod deroppe på Seldrupbakken og så ned over Fulden By: det er vel nok den landsby, jeg endnu har set, der ligger kønnest, lige som om den var puttet ned imellem bakkerne og skoven der i baggrunden, hvor man skimter slottet Moesgaard. Ja, der er jo så andre, som også kan se den kønne beliggenhed, og så gik det hurtigt med omvæltningen: folk inde fra Århus købte jo de huse, som kunne købes, det satte vel sit præg på byen, og i førstningen, når jeg kom derned, måtte jeg jo høre, ja, Fulden er jo ikke det, den har været; men jeg tror nu ikke byen har lidt nogen skade. Efter som tiden er gået siden, er byboerne faldet pænt til i det daglige liv i byen og forstår at sætte kulør på tingene.