Ja, det var jo disse ejendomme der oppe, fra Skåde og ud til Jelshøj, fra 15 – 20 tønder land, som også jeg ønskede mig, dem, hvor manden og konen selv kunne passe bedriften. Jeg syntes (og ved, at det var lykkelige hjem) det var i en af disse ejendomme at konen spurgte mig, ja, nu kan vi snart ikke længere klare arbejdet, hvad mener du, tækkemand, kan vi være bekendt at tage aldersrenten? Jeg vil ikke skrive, hvad jeg svarede; men hun blev da glad for svaret.
Ja, nu må jeg vist snart holde op med mine erindringer jeg har jo også dystre minder fra året 1918, da den spanske syge hærgede landet, jeg havde to søstre, som lå på sygehuset, den ene kom ret hurtigt hjem; men den anden lå der længe og svævede mellem liv og død, (de var jo unge) så vidt jeg husker kom der ingen på besøg; men jeg tog derud, da jeg hørte, at de ikke kunne komme over den forfærdelige sygdom. Jeg har nok været på sygebesøg mange gange siden den tid; men aldrig set noget så forfærdeligt som det, jeg så der. Ligene lå på gangen med et tæppe bredt over, synes jeg. (hvis jeg husker ret). Ja, det er der vel også andre, som husker fra den tid, og som har haft dødsfald i familien. (Jeg har vist rørt lidt ved det før.) Men nu må vi have lidt andet. Jeg kommer jo af og til om på De gamles Hjem i Malling, her får jeg jo også det at høre, som de kan fortælle fra deres tid. Jeg kom jo også ind til den gamle Christensen, 92 år, men en ypperlig fortæller, altid lidt morsomt. Ja, Hans, der er jo så meget, man har hørt, der er to ting i ens tilværelse, fortalte han mig en dag, vi sad og snakkede om mangt og meget, og det er noget, Hans, man ikke glemmer, det er den første kæreste og den første pibe tobak, ja, der er vel noget om det, man blev vel syg af tobakken, og sådan var der meget, han kunne fortælle, hver gang jeg besøgte ham. Ja, der var jo også den gamle Therkelsen fra Beder, også over 90 år, fra den tid., han var kusk i præstegården Men det er vel over 70 år siden; men han huskede også godt, fortalte han mig, at præsten bad ham køre rask igennem Fulden: for det var nogle forfærdelige mennesker der nede. Og sådan kunne de fortælle mange af deres oplevelser; men det må jeg holde med.
Ja, det er vel sådan, at knytter man et venskab i den unge alder, så kan det holde helt op i alderdommen, det har jeg også erfaret. Jeg traf sådan en sand ven allerede, da jeg kom til Moesgaard som 19-årig, det holdt så længe han levede, og han blev en gammel mand. Han var en stor sanger og violinspiller; men ænsede det ikke. Han var en af dem, som blev kaldt for herregårds-børste, men et fint menneske. På herregården Gyldensten ved Bogense kom der en kandidat over i folkestuen og spurgte, om han ville tage imod et tilbud, så ville han koste hans uddannelse på musikkonservatoriet men så måtte han lade brændevinsflasken stå. Nej, svarede han, så lader jeg violinen blive stående i kassen; men det gjorde han nu ikke.
I min tid, da jeg handlede med rør, og det var vel i de første 35-40 år, købte jeg dem nede i Stadil ved en gårdmand Paul Nielsen, og jeg rejste somme tider derud og var der om natten. Ja, jeg skulle derud engang under besættelsen og kom til Ringkøbing om aftenen, så ville jeg jo ha’ logi; men der var alt optaget, så måtte jeg jo gå til Stadil om natten; men blev standset 2-3 gange af tyskerne. Så kom jeg forbi en staklade, den på lige ved vejen, og der kravlede jeg så under halmen til det blev dag. Poul Nielsen var formand for foredragsforeningen i Stadil, og så fik han besked fra nogle missionsfolk, at han måtte indkalde til møde angående præsten Kaj Munk, det, der skulle holdes møde om, var præstens forhold til menigheden, og aftenen kom, og forsamlingshuset var jo stuvende fuld, og mødet skulle jo begynde, og pastor Kaj Munk var inviteret; men han kom ikke. Så måtte Paul Nielsen jo ud og høre, om han havde glemt det. Han svarede: “Nej, det har jeg rigtignok ikke; men hvis jeg kommer, bliver der vist ingen diskussion.” Der blev ingen ting ud af dette møde. (Ja, jeg ved også godt emnet; men det var vist bare rygter).
Ja, det var de første tækkerør, jeg fik fra Stadil fjord, de ligger forresten endnu på laden nede på “Seldrupgaarden”, det er 40 år siden, og senere har jeg jo hentet rør både i Randers Fjord og i Sønder-Nissum, ja, også ude i Stavning Fjord. Ja, der kom forresten et par fra “Aarhuus Stiftstidende”, de kom for at høre om tækkeriet, de mente ikke, der var mere om det, der var vist ingen, der lærte det fag. Jo, det er jo rigtigt, at her på egnen, hvor der var mange tækkemænd, er der ikke flere, vi var to om arbejdet i mange år sammen, og jeg troede, at han, som var yngre end mig, ville fortsætte med arbejdet, og det var ikke arbejde, han manglede, og dygtig var han, men han holdt pludselig op og tog andet arbejde. Men jeg må indrømme, at for nogle år siden, da asbest og bølgeblik rigtig kom frem, og brandforsikringen også var stor for stråtagene, at nu ebber det vist ud.; men så kom der jo penge og med dem spekulationen i folk inde fra byen. De købte ejendomme, og så skulle der jo rørtag på. Ja, det var bare lidt om tækkeriet; men jeg må jo ud igen i sommer og reparere lidt på dem, der er tilbage.