Malling Stavfabrik og Savværk

af Beder-Malling Egnsarkiv v/arkivleder Kirsten Williams
Bragt i Fællesbladet, Nr. 4 2009

Stavfabrikken og savværket lå, hvor Brugsen i Malling nu ligger. Huset, hvor Aaby Madsen havde privatbolig og kontor er fortsat på Bredgade 63-65.

Fra Stiften 17. maj 1970
Fra Stiften 17. maj 1970

Fr. Aaby Madsen kommer til fabrikken (der på det tidspunkt hedder Malling Dampbødkeri og Savværk) som formand i 1916, køber den året efter og driver den til 1966, hvor den lukkes.
Fabrikken fremstiller smørdritler.
Etableringen af et jernbanenet i hele landet fra 1880´erne får stor betydning for smøreksporten til England, som foregår via udskibning fra Esbjerg. Smørret pakkes i dritler, og eksporten giver derved arbejde både til mejerierne, lokalt andelsmejerierne i Beder og Malling, og til fabrikanterne af stave.
Hads og Ning Herreds jernbane, den nuværende Oddergris, transporterer kævlerne til Stavfabrikken. Kævler er større træstammer, som bliver skåret op til stave, som derefter blev samlet til dritler eller tønder, hvor smørret bliver anbragt.
Biproduktet savsmuld anvendes til røgning og er via jernbanen eksporteret så langt som til Hamburg og Neumünster.

Fra Stiften 17. maj 1970
Fra Stiften 17. maj 1970

Som et kuriosum kan det nævnes, at i år, hvor vi fejrer 100 års jubilæet for Verdensudstillingen i Århus, så er den store dampmaskine på fabrikken bygget af Søren Frichs til udstillingen i 1909 og virker på fabrikken fra 1930 til lukningen i 1966, hvor det gør Aaby Madsen oprigtig ondt at slukke den ned for sidste gang, da den fungerer upåklageligt. Lukningen af fabrikken skyldes en
udvikling, hvor smørret eksporteres i pakker i stedet for i dritler.
Hele fabriksanlægget rives ned i 1974 og den 22 m store skorsten sprænges i luften.

Stavfabrikken
Billede af stavfabrikken
Fra stavfabrikken
Fra stavfabrikken

I byen taler man om, at Aaby Madsen er god til at tjene penge. I daglig tale kaldes han ”millionæren”. Faktisk lykkes det ham at unddrage skattemyndighederne en formue på 3,6 millioner
kr. under krigen 1940-45 tjent på sort handel med generatortræ (til at fyre op med).
Aaby Madsen er langt fra alene om at skulle efterbetale og få en stor bøde (3,1 millioner kr.) – et ufatteligt stort beløb i 1946. En særlig lov sikrer, at efterbetaling af skattegæld for sort arbejde under krigen båndlægges til særlige formål som nye anlægsarbejder og altså ikke går i den lokale kommunekasse.
Ajstrup skole bygges i 1953 for penge herfra – det siges, at Aaby Madsen blev sur over ikke at være inviteret til indvielsen, når han nu har betalt den!
Det lader ikke til, at borgerne i Malling tager hans skattebøde alvorligt; han er æresmedlem i Malling Borgerforening til sin død i 1973.

Foto fra Stiften. Den gamle skorsten giver efter for sprængstoffet grundlovsdag 1974.
Foto fra Stiften. Den gamle skorsten giver efter for sprængstoffet grundlovsdag 1974.

Har læserne andre oplysninger om Aaby Madsen, Stavfabrikken eller billeder, så er Egnsarkivet meget interesseret i oplysninger. Ring torsdag aften på 86 93 10 55 eller mail til: