Da far døde i 1929 vendte jeg tilbage til Malling. Min broder var også kommet, men det var ikke noget for ham, så han rejste igen. Min mor havde jo overtaget forretningen, men det forstod hun ikke ret meget af. En søndag mødte hun op på kontoret, og kiggede lidt i regnskabsbøgerne. Hvordan kan denne mand skylde 1400 kroner, det snakkede far aldrig noget om. Jeg fortalte, at der også løb renter på, men hun kunne godt få alle pengene, hvis vi lader den gå til sagfører, og så vil gården blive solgt på tvangsauktion. Hun sendte mig et stift blik, som jeg aldrig glemmer. Skal jeg være skyld i at en hel familie bliver ruineret. Aldrig. Jamen så får du ingen penge, så må jeg leve smalhals, var hendes svar, og det kom hun til. Det første år efter fars død måtte hun leve for 27 kroner og det næste 1700 kroner. Det var strenge tider. Depressionen, som startede i USA i 1929, var også kommet til Danmark, og i årene 1930 til 1937 mistede vi 75.000 kroner, og det var rigtig mange penge. Tænk bare at et svin, som var købt for 40 kroner, fodret med 3 tønder byg til 18 kroner tønden, blev solgt for 42 kr. Heste, som man havde giver 800 kroner for, blev solgt for 40 kroner. Arbejdsløsheden i byerne var over 30 procent. Det var grumme tider, og kun ved små mirakler, men dog med mange tvangsaktioner til følge overlevede man krisen, som varede i mange år.
Jeg overtog forretningen i 1930 kun 26 år gammel. Det var en stor byrde, der var lagt på mine skuldre, da tiderne, som skrevet står langt fra var gunstige. Købmandsgården var i en miserabel stand, den var ikke blevet vedligeholdt i de gangne 50 år. Under mit skrivebord holdt en prop det vandret. Jeg henvendte mig til byens håndværkere for at gennemgå gården og give et tilbud. Den er ormædt og rådden, sagde de. Det ville koste mindst 40.000 kroner at lave, og de ville kun lave den efter regning. Det var jo en bet, så hellere bygge nyt. Jeg fik lavet tegninger til en ny købmandsgård, som blev opført for 62.000 kroner, så det blev enden på det hele. Senere måtte jeg bygge et nyt pakhus samt et tørreri. Varesortimentet var det samme, især solgte vi meget jern, som blev brugt af byens håndværkere til mange forskellige ting. Sidst i 30erne blev tilværelsen mere tålelig med en større omsætning, men så kom besættelsen i 1940, hvorefter jeg havde fem hårde år med alle dens besværligheder grundet varemangel. . Dog havde jeg et lager af ris, og kunne hvert år til jul aflevere 3 kilo ris til plejehjemmet. De skulle i hvert fald ikke mangle. Til jul fik vi til tider lidt chokolade, rosiner og bolcher ekstra, og da vi ikke kunne nægte at tyskerne købte det, annoncerede vi, at man kunne handle i denne lille butik, som vi lavede i baglokalet, så undgik vi besætterne på den måde. Man måtte være snu.. Vi havde også en stor afdeling med kongeligt porcelæn. Jeg boede oven på forretningen i hele min tid.