Tyskerne overtog ret hurtigt Landboskolen, og dem havde jeg og andre i byen flere kontroverser med. Vi gik brandvagt i byen, men en nytårsaften, hvor tyskerne skød med skarpt for at fejre dagen, blev det for farligt. Vi nægtede at gå forbi skolen. Især en dansker, han hed Christensen, var særlig tosset. Kommandanten forlangte det, ellers ville de sætte landminer op, som ville være til fare for dyr og mennesker. Hvordan vi klarede problemet husker jeg ikke. De forlangte ofte, at vi skulle køre for dem. Vi kunne jo ikke nægte, man gjorde mange krumspring. Ja, nogle vognmænd fjernede endda deres dæk, for at undgå det. Jeg blev også påbudt af Statens Kornkontor at fylde et par vognlæs såsæd, som skulle sendes til Italien., og når der kom hestetransport med deres udsultede dyr, skulle jeg sørge for, at de fik havre. Om søndagen spillede de tyske orkestre på Stationspladsen, men jeg lukkede alle vinduer, jeg brød mig ikke om den musik. En gang, jeg skulle have kalket i lokalerne, fandt mureren en stak illegale blade. Jeg spillede selvfølgelig dum, og sagde, at det nok var de unge mennesker, der havde glemt dem. Smid dem i fyret. Man skulle passe på i disse dage. I det daglige havde vi alt besværet med rationeringsmærkerne, man havde smør-, gryn, sukker- og tøjmærker, som voldte stort besvær. Derom vil jeg berette lidt senere med retssagen.
I 1943, da jeg fyldte 40 år, og vi skulle holde fest. Da blev jeg ringet op af en mand, som sagde, det er Søren, må jeg komme og besøge jer. Jeg er tysk soldat og er på besøg hos min broder her i Ringkøbing. Jeg blev lidt desorienteret, men sagde, at selvfølgelig måtte han det. Det var vores plejesøn. Om aftenen gik jeg over til toget, jeg håbede nok, at ingen så mig, da en arm pludselig blev stukket under min. Det var Søren. Er du ikke i uniform. Nej, den ligger i kufferten. Han blev et par dage, men turde næsten ikke spise for ikke at ødelægge maven. Soldaterkost var jo af anden karat. Han havde håndsæbe på 14 procent, men fik et par stykker af mine på 40 procent. Han tog bussen til Århus, hvorfra han skulle videre. På banegården blev han standset af en emsig politibetjent, som ville se hans pas og billet. Jeg har et rejsehjemmel, men fyren slæbte ham ind til det tyske politi på banegården, hvor de ringede både til Hamborg og Berlin før de godkendte papirerne, og han atter kunne rejse videre.
BEFRIELSEN
5. maj lukkede vi, og havde i dagens anledning sat et skilt op, hvorpå der stod lukket på grund af glæde. Vi delte at par god flasker god vin, som jeg havde gemt til denne dag. Derefter gik vi over på kroen og fik kaffe. En stille og rolig dag.
I POLITIETS KLØR
Et par uger efter befrielsen stillede Mallings meget emsige politimand Grønnebeck og sagde, at vore rationeringsmærker ikke passede sammen. Dem skulle vi jo aflevere, så man kunne se, hvad folk havde købt, så vi kunne få nye varer. Der var syv sække. De tre passer, i de andre er der forskellige og i den sidste er der mange gamle mærker. De havde flere forskellige farver. Det ved jeg ikke noget om, det er mine unge mennesker, som sorterer dem, og de kan vel også tælle forkert, og det er gratis arbejde. Vi havde, som omtalt, mange slags plus de tidligere nævnte også tre slags kornmærker samt benzinmærker, vi var de eneste, der solgte benzin i Malling. Du får en bøde. Den godtager jeg ikke. Så du møde på Tinghuset. Jeg mødte op, og der stod på tavlen sagen Ove Torstensen mod Rationeringskontoret. De ville give mig en bøde på 2000 kroner. Det var ikke pengene, men jeg ville have mit navn og rygte ødelagt på dette grundlag, og måske komme i avisen. Jeg nægtede, så må de klage længere op, ja lige så langt jeg kan, sagde jeg, men jeg hørte aldrig siden mere. En købmand fra Djursland ringede godt til mig og spurgte, hvordan pokker klarede du sådan en sag.