Befrielsen

Selve befrielsesdagen kan jeg ikke huske meget om, det var en dag som alle d andre. Der var ingen, som i Århus, blev hentet og interneret som landsforrædere. Det eneste, som jeg svagt husker, var, at jeg var tilskuer til klipning, af en kvinde, som havde været lige lovlig glad for besættelsesmagten. Det var et stort brød fra landboskolen, som var gerningsmanden. Kvindens mand skabte sig godt nok helt vildt, men ham holdt de bare uden for vinduet, mens de klippede konen. Derefter tog man op på kroen og afleverede hårlokkerne, hvorefter kroejer Aaby Madsen gav dem en skilling. Hvorfor ved jeg ikke, men han tog pungen op hver gang, thi der foregik også nogle klipninger rundt om på visse gårde. Der var ingen mænd der led overlast. Det var en underlig form for hævngerrighed kan man se her bagefter. Man var jo kun en ung knægt, som fulgte flokken og syntes det var spændende.

Tilbage til indholdsfortegnelse