Bogholder og regnskabsfører i Malling Foderstofforening
Maria Wilhelmsen 1905-1985
Maria bor hele livet på Gl. Østergårdsvej tidl. Vestergade, først i nr. 5 og fra 1914 1 nr. 14.
Hendes forældre Christian Emil (1852-1923) og Ane Kirstine (1869-1950) Wilhelmsen har mistet hendes bror Viggo som etårig, og hun har selv tuberkulose som barn.
Far Christian er bogholder på Malling Foderstof, og har kontor hjemme. Han bliver syg i 1923 og dør samme år. Maria har hjulpet ham med regnskaberne, og får tilbudt at overtage jobbet, da hun er 18 år. Først langt senere får hun kontor på Foderstoffen, hvor hun arbejder til 1975. Maria modtager den kongelige belønningsmedalje af 2. grad for lang og tro tjeneste.
Maria rejser en del efter moderens død både med Haveselskabet og Slægtsforeninger. Hun er i familie med Øvlerne fra Veilgård helt tilbage til væbner Jes Persen 1463.
Billede 1:
Gammel Østergårdsvej 14. Maria i døren. Foto 1970. Rådhusvinen vokser på husmuren. I dag er huset hvidpudset.
Billede 2:
50 års jubilæum i Foderstofforeningen 1964. Bestyrelsen, fra venstre Harry Nielsen Ajstrup, Maria, Marius Fjeldbo Malling, uddeler Børge Pedersen, Peter Sejersen og Danius Danielsen Ajstrup.
Billede 3:
Ane Kirstine og Maria Wilhelmsen. Foto 1927.