Besøg fra udlandet på Malling landbrugsskole
På skolen var der stor interesse for samarbejde med og interesse for andre folkeslag. Elevtallet var dalet pga. udvandringen fra landbruget, dermed var der også plads til studerende udefra. I 1964-72 var der mange studerende fra Korea, der også efter opholdet på 18 måneder inklusiv praktik vedblev at skrive breve til forstander Povl Dybro (forstander 1964-1983) på nydeligt dansk.
Niels Lykke Hessellund Jensen var lærer på Landbrugsskolen 1935-1974, han havde orlov fra 1968-1970, hvor han var i Tanzania på ulandsarbejde som landbrugs ekspert. Han havde gode sprogevner, hvilket var en hjælp med de udenlandske studerende, indtil de havde lært dansk.
De mange udenlandske kontakter medførte talrige besøg på skolen. I 1973 besøgte en flok på 32 Sukuma dansere fra Tanzania således skolen. En eftermiddag var de inviteret til kaffe hos genboerne på ”De gamles hjem”. Glæden var så stor, at danserne spontant brød ud i sang, senere dansede de på græsplænen.
Billede 1:
1973. Sukuma dansere fra Tanzania på plænen foran »De Gamles Hjem«.
Billede 2:
1968. Niels Lykke Hessellund er ankommet til Tanzania som landsbrugsekspert.
Billede 3:
1964. Klap en ko. Besøg fra et Iandbrugsprojekt i Italien. Familien var med og vist ikke vant til at være tæt på køer.