Beder Kro. Lystanlæg i haven.
Beder Landevej 66, Beder.
Niels P. Petersen købte i 1895 Beder kro og i 1906 det 4500 m² store stykke jord ned mod stationen. Her anlagde han et ”lystanlæg”, med fine havegange, blomsterbede og udeservering. Påfugle spankulerede rundt i haven. N. Petersen døde i 1933, hvorefter enken Hansine og siden sønnen Ejner fortsatte. Efter Ejners død i 1937 solgte hans enke Ellen, kroen til Kai og Jensine Berg i 1939. Frem til 1970 var kroen en typisk landevejskro med servering og lørdagsballer.
Efter Jensines død i 1979 blev kroen solgt til Holmbo Huse. Det skete for næsen af en gruppe Beder borgere der havde planer om, at indrette et medborgerhus i kroen.
Holmbo Huses projekt var opførelsen af 13 rækkehuse i haven. Dette forslag mødte så stor modstand fra borgerne, at byrådet måtte nedlægge forbud mod, at der kunne ændres i beplantning og bebyggelse. Det blev tinglyst!
Beboergruppen forhandlede med Holmbo Huse om krobygningen. Planen var et anpartsselskab, hvor beboerne kunne købe anparter for 500-. måske 1000-. kr. Man havde så muligheden for at leje lokaler og sal.
Holmbo Huse solgte i 1981 bygningerne til Leif Kirkegaard, der indrettede 9 lejligheder i huset. Samtidig købte Aarhus Kommune haven.
Kommunen ville gøre krohaven til et grønt område med legeplads, så børnene ikke skulle lege på den stærkt trafikerede Stationsvej. Legepladsen blev aldrig til noget. Nogle få år afholdtes der grundlovsfester i haven. I dag er haven et grønt område med bænke.