Elefanterne i Norsminde.
Norsmindevej 199.
Hans Waldemar Alrøe født i 1879 i Norsminde Kro. Kroen havde svære tider og blev lukket i 1888. Trafikken havde ændret sig. Jernbanen var kommet til egnen men gik ikke denne vej. Hads Herredsvejen gik ikke længere gennem Norsminde. Hans W. overtog den forhenværende kro og de 19 tdl jord der hørte til, efter sin far i 1901. Hans W.’s interesse var ikke landbruget, men derimod at opfinde maskiner der kunne lette arbejdet.
Hans W. var opfindsom, teknisk og kunstnerisk begavet. I 1909 fik han patent på en langhalms-tærskemaskine. Maskinen var på Landsudstillingen i Aarhus i 1909 og Hans W. der nu kaldte sig maskinfabrikant, fik diplom for den. Titlen beholdt han længe efter at kroen genåbnede i 1932.
Til sit 25 års jubilæum som maskinfabrikant i 1931, byggede Hans W. Alrøe en roterende blomsterkumme. Blomsterne drejede hele tiden med solen, så blomsterne fik sol fra alle sider. Kummen var båret af 6 elefanter, mellem blomsterne legede fire elefanter, roterende om deres egen akse. Drivkraften skyldtes bagakslen fra en Ford T. Blomsterkummen var to meter i diameter og udenpå dekoreret med medaljoner. Fem med relieffer af Thorvaldsen og et med H. W. Alrøe’s monogram.
Norsminde kro fik i 2004 en ny ejer. Den nye kromand var ikke interesseret i at bevare elefantkummen. Heldigvis var en ny Ole-opfinder kommet til Norsminde. Ole Mikkelsen fik reddet elefanterne og Georg Gisselmann satte dem rigtigt fint istand.
Karrusellen roterede igen d. 18 juli 2008 da Hans W.’s søn Sneborg Alrøe fyldte 90 år, men nu i haven overfor Norsmindevej 199.