Beder og Malling Sognes Spare- og Lånekasse.
Kristiansgårdsvej 3 – 5, Beder.
Beder Malling Spare- og Lånekasse blev oprettet i 1871. Der var åbent to dage om måneden. Det foregik hjemme i formandens stue eller ude i sognet hos bestyrelsesmedlemmerne. Da formanden gårdejer Kristian Nikolaj Kristiansen på Kristiansgården døde i 1909, blev lærer Ole Dybkjær leder af sparekassen. Dybkjær boede på Kristiansgårdsvej 3-5, der var bygget som skole i 1891. Der var både privatbolig og skolestue i huset.
Skolen flyttede til Kirkebakken i 1929. Beder og Malling Sognes Spare- og Lånekasse købte huset og var der indtil december 1968, hvor den flyttede ind på Butikstorvet. Dybkjær gik på pension fra lærerembedet i 1936, men passede Sparekassen til han var over 90 år.
Beder Malling Spare og Lånekasse blev i 1964 sammensluttet med Landbosparekassen i Aarhus. Nu var åbningstiden tre dage om ugen fra kl. 16-18.
Sparekassen oprettede ved sammenslutningen i 1964 et legat. Hvert år udbetaltes afkastet til velgørende eller almennyttige formål. I 1990 var formuen udhulet og legatbestyrelsen besluttede at formuen skulle bruges i lokalområdet. Ajstrup Forsamlingshus fik støtte, og Malling fik en flagallé.
I Beder ville man bruge pengene til at genopbygge springvandet i bydammen. Kommunen måtte involveres og spørges. Det blev dog aldrig til noget. Først efter tre år blev Sparekassen og kommunen enige om, at bruge pengene til opsætning af bænke og plantning af vejtræer i Beder og omegn.
Da Sparekassen i 1968 flyttede til butikstorvet var åbningstiden kl. 10 -17. Hver dag! Siden 2002 hedder banken efter flere navneskift: Nordea.