Fortalt af Beder-Malling-Egnsarkiv/v. arkivleder Kirsten Williams
Indledning
Aarhus Kommune udstykkede i 1970èrne tre storparceller fra Eskegårdens jord på Byagervej. Jorden var opkøbt for bl.a. at opføre Lokalcenter Eskegården og tilhørende ældreboliger. Storparcellerne afventede lokalplaner i forhold til købernes behov. Det var oppe i tiden at se sig om efter andre boformer end parcelhuset, hvor nogle følte sig isolerede, og lejligheder, hvor der var dårlige legemuligheder for børnene.
Et bofællesskab er typisk planlagt, ejet og drevet af beboerne. Ofte bygges bofællesskaber fra grunden, da eksisterende byggerier sjældent egner sig til formålet. Boligerne ligger tæt og deler et fælleshus, nogle fællesarealer samt andre faciliteter. Boligen og et mindre udendørsareal ejes af den enkelte familie. I fælleshusene er det almindeligt, at beboerne skiftes til at lave mad til hinanden, og at fællesspisning er den vigtigste fælles aktivitet. Andre fællesfaciliteter kan være vaskeri, børnerum, kontorer, internetadgang, tv-rum, værksteder, gæsteværelser, sauna eller motionsrum mv.
Bofælleskabet Sol og vind.
i 1976 indrykkede initiativtagerne til det, der skulle blive til Sol og Vind, en annonce i Information, og så mødtes man på en højskole for at finde en fælles målsætning. Det resulterede i en splittelse, idet nogle ønskede en politisk orienteret målsætning, resten absolut ikke. Den sidste gruppe arbejdede videre og mødtes igen i 1977 på højskolen for at tage stilling til grundens beliggenhed. Der var to muligheder: Hinnerup og Beder. Hinnerup lå længere væk fra Aarhus, hvor de fleste arbejdede, mens grunden i Beder lå tæt ved byen, men til gengæld i en mere velstillet del af byen. Gruppen blev igen splittet i to, der købte hver sin grund i 1978.
Målsætningen for Beder var nu at skabe et nært fælleskab, økologisk orienteret, på tværs af alder, uddannelse og politisk ståsted: Et bofællesskab på ejerbasis. Mange møder senere og i samarbejde med arkitektstuen ”Regnbuen” blev Sol og Vind bestående af 27 huse og et Fælleshus indviet af energiminister Poul Nielson i 1981. Husene var relativt små, pladsen kompenseres ved mange faciliteter i Fælleshuset.
De alternative energiformer gav navn til bofællesskabet, der var solfanger på taget, fælles brændefyr og vindmølle. Kommunen gav dispensation for tilslutning til fjernvarme. Fra officiel side blev det betragtet som et forsøg og modtog 500.000 kr. i støtte fra EU.
Tilskuddet faldt på et tørt sted, omkostningerne ved byggeriet blev meget højere end forudset, renten 16-20 %, og den alternative energi fungerer ikke optimalt. Brændefyret var fysisk hårdt arbejde og skulle fodres ustandseligt. Vittige hoveder omdøbte Sol og Vind til ”Sod og forsvind” masser af sort røg kom op af skorstenen, og varmen kom spurve til gavn. Brændefyret blev skiftet ud med gas, som viste sig at være ret kostbart. Så dyrekøbte erfaringer rigere blev resultatet tilslutning til fjernvarme. Solfangerne producerede kun 1/3 af det forventede, så der blev ført retssag mod firmaet og man opnåede også en erstatning. Anlægget var dog i brug til 2011, hvor der blev installeret et solcelleanlæg. Vindmøllen på marken mellem Ajstrupvej og Malling Bjergevej snurrede rundt til 2001. Det kostede rigtig meget at være pioner på alternativ energi, men formede også en kollektiv holdning og arbejdsindsats, der gav et tæt socialt fællesskab.
Bofællesskabet Vildrosen
Inspirationen til et at etablere et bofællesskab kom fra to par efter en fjernsynsudsendelse i 1975 om ”Sættedammen” på Sjælland. De udbredte ideen til venner og bekendte og til sidst annoncerede man efter to familier mere. Visionen var et sted med aldersspredning, dog var de oprindelige beboere alle nogenlunde jævnaldrende og har børn.
Initiativtagerne var i dialog med ”Sol og Vind”, men var enige om, at det var for stort: 12 huse og et fælleshus var passende og overskueligt. Lokalplanen blev godkendt i 1979 efter en lang opbygningsfase, hvor man skal enes om, hvilken beboelsesmæssig og brugsmæssig ide, der skal ligge i fællesskabet. Der udskrives en arkitektkonkurrence, som arkitekt Frank Vestergaard vinder. Byggeriet står færdigt, så de første flytter ind i 1981. Det er trygt og overskueligt, godt for børnene, men også sårbart og afhængig af alles deltagelse i fællesskabet omkring etablering af torve og stier og tilplantning af arealer og madlavning. Omdrejningspunktet for fællesskabet var og er fællesspisning alle fem hverdage.
Vildrosen havde ikke som Sol og Vind udfordringer med alternativ energi, men der var nok at se til med anlæggelse af have og udendørs arealer og færre hænder. Omkostningerne ved dette byggeri var også højt, så intentionerne med at bofælleskabet skal rumme alle, holder ikke de første mange år. Det var funktionærer og tjenestemænd, der boede i husene.
For begge bofællesskaber gælder det, at der især i de første år er overskud til at der holdes mange fælles fester for både børn og voksne som f. eks. fastelavn, påske, sommerfestival med underholdning, udflugter, jul mv. Naboer og venner udefra inviteres også med.
”Flipperne” fra Beder
Bofællesskaberne var fælles om at blive mødt med skepsis af de andre grundejerforeninger:” Hvad er det for flippere, der flytter ind- de spiser sammen til hverdag og bader i solopvarmet vand.” I skolen blev børnene mobbet med udtagelser om, at folk hos dem løb nøgne rundt og røg hash. Jo ikke noget børnene kunne genkende fra deres hverdag. Forskellen mellem et bofællesskab og livet i nogle kollektiver var ikke tydeligt for borgere i byen. Det bedste argument var at invitere bestyrelserne fra andre grundejerforeninger på besøg, så de selv kunne se, at man ikke levede meget anderledes end dem selv. Lidt hænger der dog ved- selv i dag kan man på Sol og Vinds hjemmeside læse om alt det de IKKE foretager sig.
Midgården.
Parcellen ligger midt mellem Vildrosen og Sol og Vind og omfatter 21 huse og et Fælleshus. Deres historie er helt anderledes. Grunden blev købt af Sparekassen SDS, der lod arkitekterne Pridal og Weitling projektere 21 tæt-lave ejerboliger. Der blev afsat en lod på 250m2 til et fælleshus, hvis man senere ønskede et sådant. Husene blev solgt i 1982-83 som ejerboliger, området hed SDS-husene. I 1984 var der 14 familier, der ønskede et fælleshus opført, hvilket de øvrige bestemt ikke var enige i. Så nogle af modstanderne valgte at flytte, og i 1986 var de 21 familier enige og fælleshuset blev indviet i 1987. Samtidig ændrer bebyggelsen navn til Midgården- i nordisk mytologi er det stedet, hvor menneskene bor.
Det er nok mere korrekt at betegne Midgården som et boligfællesskab, hvor de oprindelige beboere ikke flyttede ind, fordi de ønskede et tæt fællesskab, men hvor man senere har gennemført en investering, hvor fælleshuset er ejet i fællesskab. Man kan godt forestille sig, at der har været inspiration til ændringen fra de to naboer.
Afslutning
Som årene går, ændrer bofællesskaberne sig. Boligudgifterne er mere normale, der er råd til at udvide og bygge til. Børnene vokser til og har nu brug for teenageværelser fremfor fællesfaciliteter. Man har fået rutine i at organisere arbejdet med indkøb, madlavning og vedligeholdelse af fælleshus og udendørs arealer. Fællesspisning er stadig en central aktivitet. I Sol og Vind har man nu mulighed for Take Away, hvis man en aften ikke har lyst til at spise sammen med de andre.
Beboerne skiftes ud, alle har ret til at sælge til hvem de vil, dog skal huset tilbydes de øvrige beboere først. Årsagerne kan være mange, nyt arbejde, skilsmisse, børnene flytter, man er selv et andet sted i livet. Der står købere på venteliste, der er ofte ikke brug for ejendomsmæglere, nye familier ønsker også i dag at blive en del af et fællesskab.
Visionerne, der båret af forholdsvis få i 1970èrne og firserne, førte til etablering af bofællesskaberne, har vist sig at være levedygtige og nu alment accepteret. Ressourcebevidst og økologisk livsførelse. Tryghed for børnene i det sociale fællesskab, men også for voksne, der er altid nogle at dele glæder og sorger med. Fordelene ved fælles indkøb, mange hænder til at løse opgaverne. Ingen minusser- jo tålmodighed er en dyd, når beslutninger skal tages i fælleskab, og mange skal være enige.