DEN GLORRIGE DEBUT – Eller fra Beder-Posten til Tilbudsavisen Århus Syd v/Bent Klougart.

Niels Klougart, 1885-1958, købte 1913 Beder havebrugsskole af forstander P. Henriksen som af økonomiske grunde måtte opgive sin virksomhed. Niels Klougart drev skolen videre under navnet Beder gartnerskole indtil 1956, hvor han overdrog ledelsen til to af sine sønner, Erik og Bent Klougart.

Bent Klougart, 1920-1991, som er forfatter til nedenstående artikel, var lærer på skolen indtil sin død.

Mens Bent Iver Klougart midt i 1930-erne var skoleelev, fik han mulighed for at skrive i Beder-Posten, som det fremgår af artiklen.

De 4 noter samt billeder er indsat i teksten af Egnsarkivet.

 

—–00000—–

 

Nedenstående er klippet fra Tilbudsavisen ”Århus Syd” den 06.06.1973

Den glorrige debut

Eller fra Beder-Posten til Tilbudsavisen Århus Syd
v/Bent Klougart.

Litteraturhistorien beretter. at store skribenter den sidste stund husker hin tørste gang. de fik noget trykt.  H.C. Andersen debuterede vist med digtet ”Det døende barn'” i et blad og glemte det aldrig, og man har styr på, hvilke dagblades og hvilke tidsskrifters redaktører, som først blev overbevist om skrivefærdigheden hos en J. P. Jacobsens, en Brandes, en Aakjær osv.

Også mindre ånder har slige erindringer. Jeg – for eksempel! Kom man siden som skriverkarl kun til, hvad Ploug kaldte, at ”skære hakkelse til døgnets rejsestald”, ja, så havde man dog sin glorrige debut. Den fandt sted i ”Beder-Posten”…. Sådan hed det blad, der faktisk er første forgænger for nærværende organ.

Da ingen andre hidtil har følt sig tilskyndet til at gøre noget ud af den begivenhed, nødes jeg – også af hensyn til eftertidens kildestudier – at gøre det selv! Det giver mig også lejlighed til at riste en rune over en særpræget mand, bladets udgiver, JENS A. JENSEN, der døde i fjor. (1898-1972)

Jens A. var søn af den stoute køb- og træskomand Frands Jensen, hvis bane startede som brugsuddeler i Mårslet. Da læbælteordningen – den del af næringsloven af 1857, der sikrede købstædernes rettigheder som handelscentre ved at forbyde visse former for handel inden for halvanden mil fra bymidten – først i århundredet blev ophævet, blev det muligt at omdanne Carl Borups høkerforretning i Beder til regulær købmandshandel og Frands Jensen købte den. Note 1.

Ned fra ”Bakket“

Den lå vis a vis den ”nye“ Beder Kro, der var flyttet ned fra ”bakket“ (som det hedder herude), fra en ejendom som står endnu. Note 2. Med læbæltets ophør forsvandt befolkningsunderlaget for Beder Købmandsgård få skridt syd for 11 km. Stenen – ejendommen som nu rummer Beder Sliberi. Note 3.

Da Frands Jensen døde, overgik forretningen til den rappe – og skrappe! – enke Andrea samt til sønnen Jens, der aldrig forvandt sit moderkompleks.

Hans snøvletale var grossisternes skræk. Han talte urimelig hurtigt, staccato, men egentlig melodisk. I ham var der stof til en forretningsmand af det helt store format, det hvori særheder ingen rolle spiller. Stoffet var blot for kort i begge ender, og derfor anså man ham også for at være for særpræget. En original, sagde nogen. Men idéer og vovemod, -det havde Jens A.

Et af hans mange initiativer var at starte en kundeavis, Beder-Posten – der vel postomdeltes i lige så stort et område som den, De nu har i hænderne, men der var jo ikke alle de husstande dengang. Avisen blev vist trykt i Hovedgård. Bogtrykkeren fyldte den med alskens stof — hæderlige ran fra andre blade — og Jens A. fyldte den med annoncer for varer, han solgte billigere end andre, tit under egen indkøbspris. Det blev netop hans ubændige hang til kundeservice og billighed, der — om ikke kvalte ham, så dog kom til at volde ham ubodelig kval.

Skriveglad realist

Jens A. var ikke tilfreds med bogtrykkerens læsestof. Derfor fik jeg, en skriveglad realist, tilbud om at skrive Beder-Mallings historie i ”Posten”. Serien løb et par år. Betalingen var, tror jeg, ti kroner pr. år samt i tilgift Andreas gamle standkiste, som Jens A. anså for værdiløs, men som har hæderspladsen i min stue. Jeg gemmer ikke artiklerne og vil også nødig møde dem igen. Men Jens A. — storkøbmanden, matadoren – var tilfreds, og jeg var beæret.
Jens A. Jensens videre skæbne er beretningen om masser af modgang og masser af ukuelighed. Han gik konkurs i krigsefteråret 1939, men Beders to blomstrende købmandshandler i dag står på skulderen af ham. Købmandsgården uden for det gamle læbælte blev nedlagt, og Karl Petersen rykkede ind, hvor Jens A. havde regeret. Nu hedder købmanden Jørgen Pedersen. Men inden en uge efter var Jens A. med sit gåpåmod rykket ind i et sommerhus, rejst på snedker Rasmussens grund. Krigsårene gav vel lidt medvind, så han siden kunne købe egen grund kontant og bygge et murstenshus til sin butik. Note 4

Gradvist efter krigssluttet gik Jens bag ud af dansen igen og måtte sælge til Harlev Sørensen, som nu har forretning på Beder Butikstorv, men selv stadig bor mellem de røde mure, som Jens A. ved kaution og lodder og trisseværk fik stablet op.

Jens var som en Sisyfos. Tog fat igen fra neden af. Solgte stempler, gulvklude, børster og vaskeskind. Ja, han blev med tiden faktisk landets største vaskeskindsforhandler.

Et glas Kijafa

Hans engelske leverandør, fin direktør, kom engang til Danmark og ville besøge sin største danske kunde. En høflighedsvisit – et møde mellem to store forretningsfolk! Jens boede i en lille taglejlighed i Viby, hvor han havde samlet alskens nips. Hele dyreverdenen i glas, porcelæn og plast. Springvand i stuen, jojo. Han kunne ikke een stavelse engelsk, men trak den fine direktør herud, fik ham kantet gennem dyreparken hen til en sofa, hentede to glas, som blev støvet af indeni med tommelen, og sammen nød de et glas Kijafa…  jeg har været igennem det selv og aner, hvad den fine engelskmand har tænkt ved både det glas og den tommelfinger. Men Jens A’s levemåde var lige så ægte og hans sind akkurat så ejegodt, som vinen var sød og rød.

Drømmen om at blive den store businesmand slap ham aldrig. Han annoncerede jævnligt med sit eget billede og sine vaskeskind. Prima-prima.

Store forretningsfolk rejser. Jens A. rejste også. Hotel ”Ansgar” smurte ham en vældig madpakke. Den blev puttet i hans mappe – forretningsfolk rejser jo med mapper, og han tog toget til Paris. Første klasse skam. Ved Gare du Nord fandt han en taxachauffør, som anede, hvad ordet ”Eiffeltårnet” betød. På en bænk ved tårnets fod satte J ens A. sig og spiste Ansgars pakke. Op i tårnet? Næ nej, Jens A. var svimmel. Han fandt en ny taxa og siden toget hjem til Viby J. Jens A. havde gjort Paris.

Den store handelsmand tog også flyveren til London, thi hvem har ikke hørt om Piccadilly Circus? Da madpakken var fortæret på en bænk dér, gik flyveren hjem igen. Jens A. havde været i London. Han kunne siden i en bisætning antyde det.

Var large

Da buddet om Jens A’s død nåede én, smilte man lidt vemodigt. Der var jo format over den mand, over hans grænseløse optimisme, hans uskrømtede selvvurdering. Han havde hjerte og en indbygget venlighed. I sin stormagtstid havde han været l a r g e. Han var sine mange skyldnere – småfolk og kriseramte landmænd, og også min betrængte far – en god kreditor. Derfor blev han selv en betrængt debitor, men uden skyldnerens ynkelighed.”Giv aldrig tabt”, stod der med fede bogstaver på hans kontor.

Når TILBUDS-AVISEN nu marcherer frem herude, skal folkene bag den vide, at de træder i for længst afdøde ”Beder-Posten’s“ fodspor. Jens A. udgav den. Jeg skrev i den!

Sikke traditioner — også i henseende til ægte ubeskedenhed – at leve op til!

______________________________________________________________________

Note 1: Carl Borups høkerbutik og Frands Jensens købmandshandel lå på hjørnet af Kristiangårdsvej og Beder landevej- nr. 69. I 2000 blev den gamle bygning nedrevet og en ny Netto opført. Klik her for at se billede
Note 2: Den ældste kro- Beder landevej 97
Note 3: Den gamle købmandsgård og senere sliberi- Beder landevej 85
Note 4: Beder Landevej 52. Klik her for at se billede