Hvem var Alfred Jørgensen

Egnsarkivet fortæller v/Kirsten Williams, arkivleder

I Fællesbladet nr. 5/2012 og i Odder Avisen kan man læse denne annonce

Annonce
Annonce

Annoncen bringes hvert år i september.
Alfred Jørgensen blev født i 1898 som yngste søn af væver Jens Jørgensen og hustru Karen. Han var lidt af efternøler, 12 år yngre end hans bror Anton, der er født i 1887. Brødrene voksede op på gården ”Hedekjær”, der dengang lå i Bymosen, Beder, nu Byagervej 340b. Faderen havde overtaget gården efter hans far Jørgen Jensen. Hedekjær er udstykket fra Svendgården på Byvej, nu ejet af FDF. I 1930érne havde gården ca. 100 frugttræer, og 200 frugtbuske, men producerede også gartneriprodukter og landbrug. Alfred var en stille mand, som ikke kom meget ud blandt folk. Haven var hans et og alt, hvor han bl.a. dyrkede mange jordbær.
Anton overtog gården efter faderens død i 1923 og drev gården til sin død i 1952 sammen med Alfred. Ingen af brødrene giftede sig. Gården blev derefter solgt til Mary og Arne Rasmussen, og Alfred købte et gammelt hus Bymosen 24, nu Byagervej 344.

Byagervej 344
Byagervej 344

Alfred havde ingen arvinger og i 1978 oprettede han testamente og en fundats til et legat ”Alfred Jørgensens mindelegat”, der kunne søges af værdige trængende enlige mødre og handicappede ældre i Beder-Mallings sogne. Hvis legatet ikke blev udbetalt et år, kunne beløbet anvendes til udsmykning af Beder Kirke.
Alfred døde i 1988, og legatet blev udbetalt første gang i 1991. På familiegravstedet på Beder Kirkegård står der på hans gravsten ” Lille i livet, stor i døden”.

Det var historien om Alfred Jørgensen