Maren Jensen

Krokone og kogebogsforfatter.

Fortalt af arkivleder Kirsten Williams
Har været bragt i Fællesbladet, Nr. 5 2014

Maren er født i Malling i 1862 og vokser op på Mallinggård sammen med sin far Jens Sørensen, mor Kirstine Sørensdatter fra Fulden Mølle og søskende Marie og Søren. Mallinggård er tvillingegård til Veilgården og flytter i 1869 ud på Fløjstrupvej, den er nu nedrevet.

Ægteskab med Gotfred

Maren-Jensen
Portræt af Maren Jensen i 1880erne
Portræt af Gotfred Jensen i 1880erne
Portræt af Gotfred Jensen i 1880erne

Da Maren er 27 år, gifter hun sig med værten på Malling Gæstgiveri Gotfred Jensen. Han er blevet enkemand året før, hans kone Ane Kirstine Overgård efterlader ham med seks børn fra 12 til 1 år. Gotfred etablere kroen eller Gæstgiveriet, som navnet var i 1884 i forbindelse med Jernbanens åbning. Det er nok ikke så nemt at få det til at løbe rundt, han kan ikke udbetale børnene deres andel af arven efter moderen, og dokumenter viser, at ejendommen bliver belånt.

Marens håndskrevne kogebog
Når vi kender Maren i dag, er det, fordi hun har efterladt sig en håndskreven kogebog dateret 1889, som vi må formode, bliver anvendt i køkkenet. Det ser meget appetitvækkende ud, fra hummer med majonæse, ribbens- og lammestegsteg, sprængt kalv, rostbøf, små postejer, sprængt and, stegte rødspætter, vaniljeis, chokolade med creme og meget mere. Den er let læselig og ligger i kopi på arkivet, så kom selv og bliv inspireret. Gl. Estrup Herregårdsmuseum kopierede den for nogle år siden.

Opskrift-hummersuppe
Maren Jensens opskrift på hummersuppe

Børnene
Maren selv har rigeligt travlt også i privaten. I 1890 fødes Gotfred, 1891 Meta Kirstine, 1892 Emmy Charlotte, 1893 Holger. Alle børnene får mellemnavnet Overgård efter Gotfreds første hustru. En del af børnene fra første ægteskab kommer i pleje, men dør unge og kun to piger Gerda og Astrid bliver voksne og stifter familie.
I 1894 sælger parret gæstgiveriet og flytter til Aarhus.1896 opgives Gotfreds erhverv som papirhandler. Der kommer endnu to børn til – Malta Edmund i 1895, og Mette Kirstine i 1896. Børnedødeligheden rammer dem hårdt. Mellem 1894 og 96 dør fire børn, Børnene begraves alle i Malling. Gotfred jun. og Holger overlever.

Skilsmisse og nyt erhverv
I 1897 befinder parret sig i Nykøbing Falster og senere drager de til København. Vi ved, at de i denne periode bliver skilt. I 1911 finder vi Maren som indehaver af Ismejeriet Vesterbro i Sølystgade i Aarhus. Kvinder kan kun få næringsbrev som handlende, hvis de er enker eller skilt. Hun bor selv på 3.sal i ejendommen. Her taber vi sporet, Maren har ikke Ismejeriet ved folketællingen i 1916 og vi ved ikke (endnu), hvornår eller hvor hun dør..
Gotfred jun. rejser til USA og får et landbrug, men omkommer da hans traktor eksploderer. Holger Overgård Jensen bliver operasanger, gifter sig med Else fra Norge og får datteren Elsa ca. 1934.

Ismejeriet-Sølystgade,-Århu
Ismejeriet Vesterbro, Sølysgade, Århus ca. 1910
Ismejeriet-Sølystgade
Ismejeriet Vesterbro, Sølystgade, Århus

Følgende opskrift var ikke med i artiklen i Fællesbladet og hører nok ikke til serveringen på kroen: Et råt æg lægges med skallen i en skål med eddike. Efter omtrent 2 dage vil skallen være opløst. Så tilsætter man en portion terpentinolie og indgnider det gitsyge sted med denne blanding. Ondartede tilfælde er blevet helbredt efter få dages behandling med dette middel!

Mail til hvis du har kommentarer eller oplysninger til denne artikel.