Sære folk i Fulden

Skrevet af Bent Klougart i bogen ”Futmælk – ganske vist fra i søndags. Forlaget Tommeliden 1979. En samling af klummer i Aarhus Stiftstidende
Gengivet af Beder-Malling Egnsarkiv

Futmælk er et egnsord for skummetmælk.

Vejen er Fuldenvej. Til venstre den gamle købmandshandel. Mellem de to hvide huse: Fulden Byvej

Egnen herude var i min barnetid -1920’erne- fuld af sære folk, originaler hedder det nu. De var væsener, vi omgikkes med undren. Vi var henholdsvis skræmte over dem og rå imod dem. Hvad anede vi om det, der lå bag deres afvigelser fra den norm, vi var flasket op til? I dag fornemmer vi vel dybet af de brønde af social og menneskelig elendighed, på hvis møre låg de stod.

Der var Goliath, som mestendels var fuld som en pave. (Se Fællesblad nr. 1 2019)

Der var Terp-Marie, som også boede i Fulden (Fulling på ordentligt egnssprog) — dengang et center for personligheder!  Hun var ubegribelig snavset og skrumplede frem ad vejene med sin barnevogn, hvori hun samlede alskens ragelse og mad, hun dels tiggede, dels truede sig til. Hun overværede alle auktioner i miles omkreds og købte alt det andre ikke ville have. Engang var det seks høje hatte. Hun sov med gederne i stuen. Vi unger gøs og jublede, når posten udmalede alt det skidt, der var i hendes klumre stue. Tænk, natpotten kunne ikke engang stå under sengen! Jeg var hundeangst for Terp-Marie, som nød at fortælle, at små knægte dem puttede man i en sæk — hun havde forresten en liggende i vognen. »No skal al lie hit’ en«. Jeg tog benene på nakken, og hun gnækkede af grin. Var vist ellers fredsommeligheden selv.

Der var også Bette-Ras med pibestemmen. Han ku’ li’ en lille én, men konen var et arrigt skrummel. Hun holdt ham nede med hårde ord og øretæver. Dog — var han rigtig blevet tanket op og hidset op af kammesjukkerne, besluttede han at nu sku’ det her fanneme ha’ en ende. Med fagter, som pjevset opfattede som vældige, smækkede han ved hjemkomsten døren op og — troede han da — brølede: » Hold kæft, din gamle luder!« Men Bette-Ras blev med et par flade tværet over i sengen. Magtbalancen var i hak.

Pip-Hans var vi onde imod, råbte pip-pip og kuk-kuk mod ham. Han var hidsig, for efter os og truede med at melde os til herredsfogeden — uanende at en sådan en havde været afskaffet i snese af år.

Så var der osse Frederik Lutterløwn. Hans navn skyldtes, at han ved hver nyhed enten gøs eller grinede og udbrød: »De’ æ da løwn, de’ æ sgu da løwn! «

Als-Frederik i det sølle stråtagshus mellem købmanden og skolen var jeg bange for på tomandshånd. Med hul stønnen rokkede han nu og da til købmand og bager, krum over stokken. Jeg veg langt udenom. Uhygge og uhumskhed åndede fra ham. Men i flok i frikvarteret var vi modige, kravlede ind gennem krattet og så gennem de snavsede ruder. Jo, det var rigtigt nok —  ved hans snuskede seng stod en rusten muskedonner. Når han så blev fortørnet over vores banken og hujen, greb han skyderen og kom grumt brølende ud i døren og truede. Lærer Dybkjær hørte det, og aldrig så jeg ham så hvid af vrede.

Frederik var fra Als og havde nok været en bomstærk arbejder. I de år han lå ene og droges med døden, var hans eneste fråds den fryd at smuldre brød ned på gulvet og more sig over rotterne, der pilede frem og mæskede sig.

Hin morgen Madam Therkildsen fandt ham død i sengen, var brødkrummerne sluppet op og — ja det er ikke engang løgn — rotterne var i fuld gang med hans magre næse. Utaknemmelige krapyl.

Als-Frederiks hus blev solgt til købmanden. Sidste efterår blev huset jævnet med jorden. Nu ligger der en blomsterkranset parkeringsplads. Jeg har selv været med til at plante hundredvis af træer, buske og blomster på den tomt, der i tyverne fyldte os unger med pirrende gru.

Set ned over byen fra bakken kaldet “Helvede”. Til højre Skomagergården. Til venstre købmandshandlen