ARBEJDSULYKKER
Var den materielle skade på banens materiel ringe, så skete der et par alvorlige ulykker med dødelig udgang for banens personale. Naturlige men pludselige dødsfald forekom også blandt personalet og uheld med forskellige grader af invaliditet til følge. I almindelighed tog banen sig pænt af personalet i sådanne situationer. Der herskede et patriarkalsk forhold mellem ledelse og personale, hvilket på det tidspunkt ikke var ualmindeligt på store arbejdspladser.
Baneformand Sørensen i Malling omkom da han blev kørt over af en trolje under udførelse af sit arbejde i 1903. Banen ansøgte da ulykkesforsikringen om, at hele forsikringssummen på 3200 kr samt 50 kr i begravelseshjælp blev udbetalt på en gang i stedet for i rater, da enken på 43 år ville købe et husmandssted med et par køer og på den måde forsørge sig og sine børn. Desuden udbetalte banen til hvert af de ukonfirmerede børn 30 kr i hvert fald i det første år.
Et par måneder før den tragiske ulykke med baneformand Sørensen var baneformand Christiansen i Odder kommet til skade ved en tilsvarende ulykke og blev 40 % invalid, idet det ene ben blev stift. Han kunne derefter ikke passe sit arbejde og blev afskediget fra banens tjeneste et år efter ulykken. Til at sikre sin fremtid fik <Christiansen udbetalt 1920 kr af forsikringen samt 1360 kr af alderdomskassen. Han slog sig derefter ned som husmand.
I Beder døde stationsforstander Hansen uden forudgående sygdom i januar 1888. Enken var overordentligt dårligt stillet, for der var ingen socialforsorg at falde tilbage på, kun fattighjælp, og den tog man kun imod i alleryderste nød. Enken anmodede banens bestyrelse om at måtte bestyre stationen efter sin mand, imod at hun holdt en uddannet elev til at klare det praktiske arbejde. Selv om hele byen støttede hende ved en underskriftindsamling, kunne det ikke blive til noget; men alt endte alligevel lykkeligt. I den første tid betalte banen en afløser på stationen, hvorefter konduktør Jørgen Jensen blev konstitueret stationsforvalter, dog med konduktørløn indtil 1.april, da han skulle overtage pladsen som stationsforvalter på Tranbjerg Station, hvis forstander skulle overtage Beder station. Kun skulle enkefru Hansen give konduktør Jensen gratis kost og logi indtil 1. april. Således var økonomien reddet i den første svære tid. Derefter fik hun pladsen som billetsælgerske ved Randlev holdeplads.
Enkefru Hansens problemer foranledigede ledelsen til at oprette en alderdoms -og forsørgelseskasse, hvortil de lavtlønnede ydede 2 % af deres løn stigende med lønnen, så de højestlønnede ydede 8%. Omvendt betalte banen et beløb svarende til 8 % og 2 % af lønnen.
Stationsforstander Kasters enke i Malling fik efter mandens død i 1900 200 kr årligt i pension samt 50 kr til hvert barn under 15 år. Så meget fik konduktør ikke i 1902, da Larsen døde. Fru Larsen fik 135 kr om året samt 35 kr for hvert barn under 15 år. Ledvogter Sørensens enke krævede kun lidt til livet. Pensionen ønskede hun skulle henstå indtil videre, blot ville hun gerne have en frirejse til Århus og retur en gang om ugen, så hun kunne tage på torvet og sælge blomster. Frirejserne fik hun.
ARBEJDSTID OG LØN
Arbejdstiden spekulerede medarbejderne ikke meget på i banens første 15 år. Den var som ledelsen havde fastsat. Det var da også en mulig lønforhøjelse og ikke en nedsættelse af arbejdstiden, som gårdejer Kristiansen fra Fløjstrup foreslog på generalforsamlingen i 1893. Han havde observeret, at stationsforstanderens arbejdstid havde været fra kl 5 morgen til 12 nat i en periode i juli, da der kørte ekstratog. Bestyrelsen skulle tage sagen op, og den kongelig kommissarius mente, at regeringen ville se med velvilje på et sådant forslag.
Baneformændene fik i 1862 6 betalte fridage om året, hvorefter der først i 1901 igen skete noget på det område. Da fik portørerne i Malling, Mårslet, Tranbjerg og Boulstrup en fast månedlig fridag, hvis afløser var disponibel. I 1908 fik værkstedsarbejderne ferie i 6 age om året med løn, når det kunne ske uden gener for banen. Et par eksempler kan sige lidt om lønniveauet i århundredets begyndelse. En underassistent fik i 1908 900 kr pr år samt formodentlig forskellige tillæg og godtgørelser. En elev, der blev genansat efter militærtjeneste, fik 650 kr om året. Derimod blev frk. Fregerslev frygtelig underbetalt, da hun blev ansat i 1900 med en månedsløn på 30kr eller en årsløn på 360 kr. Hun var udvalgt blandt 13 ansøgere til elevpladsen på hovedkontoret, heraf 8 kvindelige. Hun blev på hovedkontoret til 1934. Forhenværende baneformand P. Jensen i Viby fik 700 kr i pension om året.
Da overbanemester Leth-Møller blev opsagt i 1931 fik han 1476,30 kr om året i pension, og samtidig tjente stationsarbejder Th. Andersen Odder 215 kr om måneden. Efter noget besvær lykkedes det i 1933 at få forhøjet driftsbestyrer M. Nielsens løn til 7.200 kr om året. Godsekspeditør Mogensen blev afskediget i en alder af 54 år i 1939 og fik i pension 2.766,48 kr om året plus reguleringstillæg 560,86 kr. Samtidig fik kontraktansat banearbejder R. Stenhøj 2150 kr om året samt fri bolig.
Stationsekspedienten i Malling skal også nævnes, Hans Christian Anders Kaster, der havde været portør ved statsbanen i Hovedgård. Navnet Kaster blev senere kendt og vellidt gennem H C A Kasters søn Emil Hagenau Kaster, gennem mange år ansat ved Odder station, de sidste år som stationsforstander. Han var aktiv deltager i foreningslivet i Odder og grundlægger af det historiske arkiv for Odder og omegn.
FORFLYTTELSE OG AFSKED pga. alder og svagelighed.
Hvis medarbejderne ikke ansøgte de forflyttelser, som banens ledelse havde tiltænkt dem, kunne ledelsen komme med utvetydige hentydninger. Således kom stationsforstander Grosen fra Boulstrup til Malling. Stationsforstanderen i Assedrup havde alkoholproblemer, så det faldt i god jord, at han umiddelbart efter hjemkomst fra drankerasyl søgte stillingen som stationsforstander i Malling. Bestyrelsen meddelte i stedet Grosen, at den ville sætte pris på, at han søgte Malling station, som han selvfølgelig fik, hvorefter forstanderen i Assedrup kom til Boulstrup. Togfører Martens fik derefter Assedrup og blev stationsmester, og således blev Assedrup nedrykket fra station til holdeplads.
EN BRAND UDEN FØLGER
Jernbanen var nyttig på mange måder. I december 1885 var man i Odder blevet foruroliget over et brandskær i nordøstlig retning, og man besluttede at tilkalde brandvæsenet for en sikkerheds skyld. Til alt held kom toget i det samme fra Århus, og personalet på toget kunne meddele, at det brændte ved Fløjstrup. Da det lå uden for Odder brandvæsens område, tog brandfolkene hjem igen.
EN BRAND MED FØLGER
Så let slap Odder brandvæsen ikke, da Malling Mølle brændte i 1908. Brandfogeden i Malling tilkaldte brandvæsenet i Odder idet man ikke mente selv at kunne klare slukningen i Malling. Chefen var ikke meget for at tage til Malling, for hvordan skulle Odder B blive betalt for det, og turde han tage ansvaret? Til sidst lød det dog så slemt at chefen følte sig nødsaget til at tage til Malling. Til alt held var det lige ved togtid, så lynhurtigt fik man kørt brandsprøjten op på en godsvogn, og sat den bag i toget, alt imens der blev købt 15 stk. III. klasses returbilletter a 50 øre og derudover betalt 6,40 kr. for sprøjten! Der var selvfølgelig ikke ret meget mølle tilbage, da brandvæsenet nåede frem, så hele optoget returnerede til Odder med næste tog. Odders brandchef har utvivlsomt fået styrket tilliden til sin egen dømmekraft, der var jo slet ikke noget at tage til Malling efter. Regningen på transporten blev sendt til Malling Sogneråd.