Denne site er en del af en rapport fra Kulturambulancen, Netværker april 1997. Klik her for introduktion og indhold
—-0000—-
Et billede af et enmandsfirma
Fra sælger til fabriksejer
Axel Jensen er direktør, sælger, kontormand, lagerchef, maskinarbejder og arbejdsmand og ene ejer af firmaet A.J. Autodele i Malling.
– Jeg har aldrig lært at arbejde med maskinerne. Jeg har arbejdet som sælger, inden jeg fik tilbudt at købe produktioner her, fortæller Axel Jensen.
Han fik tilbud om at købe firmaet, der producerer skærme til lastbiler, efter et par år at have været grossist med forhandling af skærmene. Efter nogen overvejelse, og en del tilskyndelser fra gode kunder, slog han til og startede i en lagerhal, hans svigerfar stillede til rådighed
Under eget tag
Efter et par år, i 1983, købte Axel Jensen det første stykke jord af kommunen på Sofienslystvej i Malling. Her byggede han sin fabrik, der består af en hal, hvor der er kontor, køkken og omklædningsfaciliteter i den ene ende og fabrikshal i den anden, en bygning på i alt 560m2 Over de næste par år køber han yderligere jord og bygger endnu fire haller, på tilsammen 1 140 m2, som alle er lejet ud. På et tidspunkt er Aksel Jensen oppe på at beskæftige 3 mand. Nu er han alene om det hele, med hjælp fra sin kone, der giver en hånd med over det hele, samt en kontorhjælp til regnskaberne ca. 8 timer om måneden.
Fremgang
Selv om det lyder til at være et lille foretagende, har virksomheden en omsætning på 1,5 millioner kroner om året og har ca. 80% af markedsandelen i Danmark. En smule eksport bliver det også til. Mest til Sverige, men en messe for 14 dage siden i Herning, kan føre til at A.J. Autodele kommer ind på det tyske marked, hvilket igen kan resultere i at der skal ansættes en mand.
Det er ellers ikke Aksel Jensens største ønske. Det kræver en større administration så snart der er folk ansat, og det kan let blive et fordyrende element.
Udadvendte aktiviteter
Aksel Jensen er ikke en mand der ligger på den lade side. Ud over at passe sit firma, er han også stærkt engageret i bl.a. Malling Handels- og Erhvervsforening. Han har været med i bestyrelsen i en del år. og det er bl.a. ham, der står for opsætningen af flagalleen, når der er brug for den. Han deltager desuden i møder med kommunen eller andre parter, når der opstår ønsker om forbedringer for byen og dens erhvervsliv.