Malling havde også sin fattiggård med sine fattiglemmer, som vi desværre kaldte dem. En fattiggårdsbestyrer ved Malling Østerskov havde 15-20 – mænd og kvinder – som han fik betaling af kommunen for at passe. De stakkels mennesker måtte arbejde for ham fra tidlig morgen til sent om aftenen – for kost og logi. Vi børn syntes nok, de var lidt sære, hvad nogle jo nok også var. Men i dag kan man godt se, at det var syge mennesker eller nogen, det var gået skævt for i tilværelsen.
Jeg husker især en – vi kaldte ham tossig-Frederik. Han var bydreng for de andre på fattiggården når noget skulle hentes i byen. Han løb altid og hver gang stoppede han op ved vores hus, gik ind i køkkenet og stønnede: Jeg er så tørstig. Mor gav ham altid et glas øl med en gewesen oveni. Han skyllede det hurtigt ned og løb videre.
Når en af dem døde kom forvalteren fra fattiggåden kørende med dem i en rå trækiste – den blev sværtet sort som tjære, og så vidste hele byen at et fattiglem var død. Selv i graven blev de stemplet – umenneskeligt.