Det var jo ikke de store ting, som hændte i sådan en lille stationsby, men en årlig begivenhed, som jeg har set utallige gange, var russergæssene.
Lige når høsten var forbi, kom russerne drivende ad landevejen nordfra. Deres flok var på omkring 300-400 gæs. Det var sjovt at se. De var tre mand – de to passede dyrene hjulpet af to hunde, som løb på hver sin side og holdt orden i rækkerne. Ham der solgte dem gik med en stor lædertaske over skulderen, hvori han indkasserede skillingerne. Det var russergæs, en slags grågæs, men ikke ret store. Bønderne købte så deres part, og havde dem gående på stubmarkerne, hvor de selv kunne finde føden. Somme tider var nogle af gæssene kørt træt – dem kunne man købe for en daler stykket. Laust Jacobsen købte altid 25, som så blev slagtet ved juletid.
Om lørdagen kom polakkerne fra Vilhelmsborg til Malling for at købe ind. De var klædt i deres farverige nationaldragter – det var purunge kvinder anført af en slags ridefoged, som havde opsynet med dem. De blev usselt behandlet, levede kun af skummet mælk og kartofler og blev sat til det mest umenneskelige arbejde såsom gravning af grøfter – i bare fødder. Visse steder kan man endnu se de såkaldte polakhuse, der står som en skamplet for den tids triste minder.