Flere af os gamle i Fulden har vist interesse for om muligt at samle nogle beretninger fra vor drengetid om byen og dens beboere samt fra »Moesgaard« og om de, der hørte herregården til. På grund af min megen snak herom og min fortællelyst, blev jeg udset som manden, der skulle føre tanken ud i virkeligheden.
Men svært var det at komme i gang og først efter nogen tids betænkning begyndte erindringerne at trænge sig på og en skønne dag stod det hele klart for mig.
Så, Hans Tækkemand, nu skal det være. Nu kan du vist gøre det, og så må det være, at du lægger til eller trækker fra, tænkte jeg.
Altså må du her berette af karsker bælg, som livet levedes i den lille landsby, som der desværre ikke gik altfor pæne rygter om.
Inspirationen kom en køn efterårsdag, hvor min kone og jeg tog med rutebilen fra Malling og op til »Alléen«, der fører ind til Moesgård. Vi ville ned til Skovmøllen og have vores eftermiddagskaffe. Turen ind til Moesgård er i sig selv en ganske dejlig spadseretur, men smukkest synes jeg dog udsigten til Fulden er. Man kan vel næppe lade være at standse midt i »Alléen« for derfra at kaste blikket ned over Fulden by. Der ligger den lille landsby og putter sig pænt i delvis skjul af de smukke bakkedrag. – ja, ikke så mærkeligt at selv kunstmalere fra København, Århus og andre byer henter deres motiver herfra.
Naturligvis standsede vi også for at nyde denne betagende udsigt over dette stykke pragtfulde natur, inden vi fortsatte ned til gården.
Da vi nåede til den gamle og hyggelige smedie, standsede vi igen. Der lå den nu i sin forladthed glemt og forsømt, men hvilke minder kunne den ikke give, om den kunne tale.
I min tid, da jeg som 19-årig kom til Moesgård, var der Mester »Smed Jens«, to svende og to lærlinge, ja da var der rigtignok liv over smedien. Som var det i går, syntes jeg pludselig, som kunne jeg se »Smed Jens« kommandere med lærlingene, når de trådte blæsebælgen til essen, for hurtigst muligt at opnå, at jernet glødede, se Mester svinge forhammeren med de obligatoriske rytmeslag, for at forme hesteskoen rigtigt, ja, det var, som kunne jeg mærke den ramme lugt af sveden horn, når skoen tilpassedes hoven. Smedien var ofte samlingsstedet for unge som gamle, for var det ikke her man bedst kunne følge datidens tekniske udvikling?
Nu var det tomt og stille, kun fuglene nød denne stilhed, idet de i fred og ro kunne skabe deres reder her.
Også nede på »gården« var alt liv som blæst væk. Vi så hverken mennesker eller dyr. Den fordums så stolte herregård lå hen, øde og forladt, kun gran og ukrudt syntes at være ene om at vise liv. Det virkede næsten uhyggeligt, når man tænkte sig tilbage til de gode, gamle dage, ak ja!
Men nu kommer der jo noget helt andet, som jo nok kan få stor betydning for den gamle herregård, noget med museum og dyrepark. Måske det lykkes at genskabe tidligere tiders liv over denne smukke gård, og hvem ved, om det ikke times mig at opleve også det?
For liv på gården dengang, det var der. Jeg mindes tydeligt, da jeg i landsudstillingsåret 1909 kom derop, da var der vel nok leben over alt, som hørte gården til. Alle bygningerne var besatte, kørsel med hestevogne over de toppede brosten fra og til mark, smedie eller måske bytur gav genlyd mellem længerne, fra staldene hørte man vel tydeligst grisenes grynten, når grotningen var fordelt, og det var som H. C. Andersen ville have udtrykt det, »sådan rigtigt ude på landet«!
Gården var et helt samfund for sig; der var et stort folkehold på vel 25-30 piger og karle, der var beskæftiget fra tidlig morgen til sen aften. Livet på Moesgård adskilte sig ikke fra livet på en hvilken som helst anden herregård. I sammenligning med i dag må man erkende, at der i alt fald på den tid hørte megen brændevin til. Til tider blev det da også overdrevet, især om vinteren, når der skulle damptærskes.
Da måtte man ty til yderligere arbejdskraft, som man måtte hente udefra, og det var sjældent at få ordentlige mennesker til hjælp. Oftest var der »børster« imellem, og de kunne nok hurtigt sætte deres præg på hele gården med uro over det hele som resultat, både dag og nat.
Men alt får jo en ende, gudskelov, og da sommeren kom, var vi igen blot de faste karle og husmænd tilbage. Vi havde et godt sammenhold, og det var sjældent, at noget da blev overdrevet.
Sommeren blev den kønneste tid, jeg erindrer fra min ungdomstid. Vi var stadig i udstillingsåret, og jeg var bare 19 år, men episoderne fra det forgangne år havde lært mig så meget, at jeg havde forstået, at vi mennesker både kan være onde og gode.