Hvordan gik så sommeren for os på Moesgård det år?
Ja, den blev fuld af gode minder, og bedst husker jeg vel turene ned til »Fiskerhuset«, hvor vi meget ofte tog hen. Her var vi altid velkomne, takket være et par herlige mennesker, som havde alt det gode i sig. »Fisker-Mine« og »Fisker-Rasmus« tog altid pænt imod os og bad indenfor, hvor konen så serverede for os. Aldrig noget med brændevin, nej, man kunne nok more sig uden, og festligere kunne det vel næppe være, end når »Fisker-Rasmus«, denne fine og sirlige mand, tog violinen frem og lokkede de lystigste toner frem. Da gik dansen livligt, og vor livsglæde kunne udfoldes uden ringeste ufred. Disse lørdagsaftener er mig stadig kære minder.
Men livet på herregården gav mig også insigt i de mindre lyse sider. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor arbejderne og særlig konerne skulle bo så langt fra deres arbejdsplads; de skulle jo, ligemeget hvordan vejret end var, op og malke kl. 4 om morgenen og væk fra børnene så tidlig. Så måtte børnene passe sig selv, og jeg forstod ikke, at det ikke oftere gik galt.
Men det gik jo heller ikke, som det burde i et trygt hjem, det var min opfattelse, men at komme nærmere ind herpå vil nok blive for vidtløftigt. Dog presser en uhyggelig oplevelse ind på mig ved tanken om den dag, da vi erfarede, at 4 børn i Skejby var indebrændte, medens forældrene var på morgenarbejde.
Nok om det, jeg må videre med mine erindringer fra tiden deroppe på gården, og da jeg har fortalt om sommeren, vil jeg nu berette lidt fra vintertiden.
Det er vel naturligt, at julehøjtiden trænger sig mest på. Da var der forventningens glæde over os alle, for pligterne var nok stadig mange, men det var som alt gik lettere fra højtiden ved tanken om den tilstundende højtid. Mange var beskæftiget med hjemmeslagtningen, for sulte i julen skulle selvfølgelig ingen, og nystegt blodpølse efter overstået arbejde var heller ikke af vejen.
Julehøjtiden betingede en fuldstændig stilhed overalt på gården i juledagene, og stilhed samt højtid sænkede sig over os alle, også i folkestuen, hvor råheder og hårde ord ellers var daglig kost. Jeg kunne ikke rigtig fatte det, men man sagde, at dette var en uskreven lov på herregården, at »den fysiske magt påbød stilhed og højtid«, hvilket man måtte respektere!
Efter måltidet juleaften kom fruen ned til os i folkestuen og indbød os til et glas vin og en cigar oppe på gården. Det var traditionen, og der vankede ingen julegaver herudover, men det var trods alt en oplevelse at komme op i de smukt pyntede stuer og ønske hinanden en rigtig glædelig jul.
Nok indebar invitationen visse betænkeligheder, idet mange af os kun havde det tøj, vi stod og gik i, og man burde vel nok være pæn i tøjet, når man skulle i stadsstuen.
Men derop kom vi alle, og så skulle vi synge. Forvalterens kone satte sig så til klaveret og slog tonen an. Det kneb lidt i begyndelsen med at få stemmerne klaret, men når genertheden havde fortaget sig, kan det nok være, at stemmerne fik kraft og pragt. Aldrig er vel julesalmerne blevet sunget bedre, end da »Kartoffel-Anders« og »Røde-Frederik« stemte i. Selv fruen ved klaveret stoppede op for at lytte til sangen.
Mon ikke minderne fra hjemmet sådan en aften kom op i de hårdkogte herregårdskarle og for en stund stemte sindene lidt lysere, jeg tror det, og tillægger dette årsagen til den smukke sang.
Når højtideligheden deroppe var overstået, gik vi stille ned i folkestuen igen, men højtiden sad i os alle, så da en røst lød: »Så går vi til ro, det er da juleaften! « – gik hver til sit.