Blandt herregårdens folkehold var der mange, som følte sig så stærkt knyttet til gården, at de slet ikke kunne tænke sig at rejse derfra; i så fald kunne herregården jo slet ikke gå længere, men det skal indrømmes, at de mennesker, jeg her tænker på, var af en sådan støbning, at man fra gårdens side på ingen måde ville af med dem.
Der var »Trine-Robert«, som boede nede i »Teglværkshuset«. Hun havde 3 sønner, der var stoute og stærke skovarbejdere. Hendes mand kan jeg ikke huske. Hun havde nede i skoven en ko, som græssede.
Der var »Gamle-Grethe«, der boede omme i »Skovmøllen«. Hendes mand var forkarl på gården, men jeg kan heller ikke huske ham, hvorimod jeg erindrer sønnen, »Lange-Peter«. Han var ladefoged.
Så var der jo min Bedstefar, og skovfogeden og gartneren, måske flere, som ligeså var stærkt knyttet til herregården. Dette forhold har jeg iøvrigt også mødt på andre store gårde.
Fra tiden sammen med min Bedstefar kan jeg ikke huske alle oplevelserne, for de var mange og herlige, men her er nogle træk, jeg husker særligt godt.
Han var vel den, der havde tilbragt den længste tid på Moesgård – 58 år, – så han var dus med det hele, om det så var med Kammerherren og forpagteren, og selvfølgelig hele folkeholdet.
Han kunne fortælle historier som ingen anden, og når man som dreng andægtigt sad og lyttede, ofte med rødglødende kinder, så kunne spændingen blive for stærk for mig, når han begyndte at tale om hovedløse tjenere og lænkehunde, der gøende og halsende for rundt kl. 12 om natten. – Jeg var ikke stolt af disse beretninger, men erfarede også senere, at Bedstefar kun fortalte dem, nat han havde bekommet sig en dram eller to.
Blandt karlene var der flere store, stærke mænd på Moesgård, og mellem disse hørte Bedstefar til.
At han også havde kræfterne, fik jeg at se en dag, da jeg var med ham inde i folkestuen. Han måtte spise, hvor han ville, enten han nu foretrak køkkenet eller sammen med de andre. Da vi kom ind i stuen, var der en særlig rå karl, der havde lyst til at gøre nar af den gamle, som udbrød: »Nå, nu kommer den gamle drønnert!«.
Det var ikke første gang, han var ude efter Bedstefar, og denne sidste bemærkning var åbenbart dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den gamle blev vred, øjnene skød lyn, da han svarede: »Nu er det nok!« -greb ham i trøjen, trak ham ud på gulvet, rystede ham, videre ud på stentrappen og ned på en måde, der bekræftede hans vrede. Karlen forsvandt fra gården – og jeg løb hjem!
Siden den dag kunne Bedstefar færdes i fred og ro, men han var da også omkring de 70 år.
I hans yngre dage og sine velmagtsdage herskede en stor og rå forvalter på garden, og en dag nede i stalden kunne det efter forvalterens mening ikke gå stærkt nok for en karl, hvorfor forvalteren i hidsighed tog ham og puttede ham ned i vandtruget inde i stalden. Det blev for meget for Bedstefar! »No ska do fan’enslumme sel’ prøw, hvod’en det er!« sagde han, og greb forvalteren. Det blev et voldsomt opgør, hvor Bedstefar gik af som sejrherre med forvalteren i vandtruget i en sådan grad, at de øvrige i stalden måtte råbe: »Do drowner ham, Mikkel!« – men forvalteren druknede ikke, men det blev ham en lærestreg om at passe bedre på sig selv en anden gang.
Der var mange flere episoder, hvor kræfterne gjorde sig gældende, huske dem alle er ikke nemt, men en enkelt mere må jeg berette.
Man havde listet den gamle med til Århus til Sct. Oluf’s marked en dag. Der var blandt andre gøglerier en stor mand, om hvilken var udlovet en ducør til den, der kunne løfte ham. Man var ude på sjov, og da man kendte Bedstefar’s kræfter, sagde man til ham om at prøve.
Den gamle lod sig overtale, gik hen til kæmpen, vendte skråen en omgang, bøjede sig og tog et godt livtag om manden, løftede ham stille og roligt op i vejret. Stor jubel, der selvfølgelig ikke blev mindre, da man erfarede, at kæmpens støvler var naglet fast til gulvet, og som sådan stadig stod på deres plads!