At han også var mundrap, bekræfter en lille hændelse fra de seneste år, hvor han passede fårene. Han passerede hovedbygningen, hvor kammerherreinden stod og kaldte ham an med: »Hvordan kan det være, Mikkel, at du ikke kommer og fortæller mig, om mit får har lemmet?«, »Det ska’ a fandenslumme sej’mi’ Muesen, for æ får hå’r it’ lemmet en’u«
»Ja, ja, Mikkel, gå så op i køkkenet« – da vidste den gamle, at der vankede en dram.
I hans yngre dage passede han iøvrigt også en syg bror til kammerherren. Hans navn var Johannes »Dahl«. Ham måtte han gå ture med, og da han ofte fik nogle frygtelige anfald, skulle der jo holdes ved ham. I høsttiden kørte den gamle mand med »ølvognene« ude I marken til høstfolkene. Jeg husker tydeligt, da man høstede på det indtækt oppe ved »Samshuset« – »Vesterbæk«, det strækker sig omtrent helt ud til landevejen. Der gik ca. 25 høstfolk og høstede på gammeldags og vanlig vis, et imponerende syn på den tid, men teknikken kom da gudskelov også landbruget til gode, idet mekaniseringen førte til selvbinderne. Disse, som Bedstefar nåede at opleve, stod for ham altid som en stor gode, at man kunne få maskiner til selv at binde negene, ja, det var næsten mere, end han ville tro.
Fra min tid på Moesgård kan jeg også huske, at der arbejdede en halv snes polakker, anført af en fører. En sælsom oplevelse havde jeg også fra disse mennesker, idet vi en morgen, medens vi i stalden stod og ventede på at komme i gang med dagens arbejde, så deres fører komme sammen med sin kone, der bar på et nyfødt barn, kun indsvøbt i en simpel trevl tøj.
Forvalterens kone måtte tage sig af barnet, medens moderen gik i marken for at passe sin dont. Det gik naturligvis ikke, for moderen blev syg, og vi måtte køre hende hjem, for at hun kunne få den hvile, som hun trængte til ovenpå en fødsel.
I anledning af Landsudstillingen besluttede vi en aften at tage ind for at se den. Vi var en 6 – 7 stykker, som sejlede i en motorbåd fra »Fiskerhuset«. Båden førtes af »Martinus Øvlisen«, smedesvend på Moesgård og svigersøn til »Fisker-Rasmus«. Det var hverken første eller sidste gang han optrådte som bådfører, idet han senere endte søm fører af havnens lodsbåd »Hermes«.
Da vi sejlede ind i havnen, så jeg et syn så smukt, at jeg den dag i dag tydeligt kan se det for mig. Amerikabåden »United Statese« lå blidt vuggende, illumineret med hundrede af lamper, som her fra søsiden så ganske imponerende ud. Der var fest om bord, for de lifligste toner fra et orkester nåede vore øren og fortalte os, at der måtte være gæster om bord til dans. Til udstillingen nåede vi dog aldrig. Til alt uheld viste det sig, at nogle var blevet tørstige ved synet af al det vand under turen ind, hvorfor de stilede mod det første det bedste værtshus på havnen, som de kunne finde. Længere nåede man så ikke.
Lad os nu høre lidt om beboerne i Fulden. Rygtesmede findes vist overalt, og fra min barnetid husker jeg bedst »Goliath« (Anders Sørensen) og tækkemanden »Sliberen« (R. P. A. Brørup), som vel bragte de fleste historier om Fulden ud i livet.
Øgenavne havde næsten alle, men ingen tog dette højtideligt. Vi begynder med tækkemanden »Sliberen«, for resten en lille gemytlig mand og en dygtig tækkemand; han kom jo ofte langt omkring, og under mit ophold på »Saralyst« ved Århus, (jeg tjente der før min tid på Moesgård) havde jeg lejlighed til at hjælpe ham med arbejdet. Jeg husker, han sagde til mig: »Nu, da du er kommet fra Fulden, skal du ikke tage derned igen, for der er kun en fa’ens bunke kællinger, der skændes dagen lang!« Det passede nu ikke helt, men han brugte altid en forfærdelig mund og til alle. På »Saralyst« blev han da også kaldt »Skrigeren«.
Når han arbejdede der, måtte han ikke få spiritus om dagen. Det var en svær opgave, og selvfølgelig gik det da også galt en dag. »Sliberen« fik sig en tår over tørsten, og da proprietær Buchtrup kom hjem, lå tækkemanden helt oppe ved gavlen af den høje lade og hilste proprietæren med et højt: »Skål, hr. Buchtrup!«
»Vil De se omgående at komme ned«, svarede hr. Buchtrup, men »Sliberen« svarede frækt: »Nej, den unde’hver’me, men De kan jo komme herop!«
Lille jeg fik en ordentlig balle af proprietæren, som troede, at jeg havde hentet brændevin til ham, da jeg var i Holme efter tækketråd. Det er muligt, at jeg havde en flaske med, men jeg erindrer det ikke. Der kunne fortælles mangt og meget om ham, men det vil være for vidtløftigt, hvorfor jeg kun her vil fortælle en enkelt hændelse fra en tid, hvor han arbejdede langt fra hjemmet. Det måtte adskillige, og det betød, at de kun kom hjem om søndagen.
En dag kom han hjem med en krans, gik op til sin svigermor, »Gamle Dorthea«, der boede i huset lidt fra hans eget, og afleverede den med: »Hva’, er du it’ dø, din gammel djævel? Ja, her er nu kransen!«