Så må vi holde lidt med tækkemanden, og berette lidt om »Goliath«, Anders Sørensen, der vel var en af dem, der var bedst kendt uden for Fulden. Ham kunne der godt skrives en hel bog om, men nu vil jeg bare holde mig til nogle enkelte skildringer fra hans liv i Fulden.
Han kom fra Mors, hvor han var fisker. Han fortalte selv, at han var sejlet ud fra Århus havn med fiskerkvasen »Trefoldigheden« i et forrygende stormvejr og forliste. Han reddede sig selv og brændevinsankeret, og havnede således i Fulden. Om beretningen taler sandt, tør jeg ikke svare for.
Han havde handelstalent, ernærede sig en tid med salg af fisk, og penge fik han altid ud af det. Ved siden af tog han tilfældigt arbejde, og således kom han engang hen til fabrikant Kortsen for at give en hånd med i havearbejdet. Snakketøjet var godt på ham, og under opholdet der kom han i snak med fru Kortsen, og min sjæl om ikke han sammen med fruen fik købt nogle sukkeraktier. Jeg husker, at han viste mig 600,— kr., som han havde fået ud af det.
»Goliath« brugte en forfærdelig mund, men han havde svært ved at holde sig til sandheden, hvorfor han var en hyppig gæst hos dommer Lund.
En gang han var i retten, drejede sagen sig om nogle check, og hvor han skældte sagføreren ud for en stor tyveknægt og kæltring, men da må man gå ud fra, at han for en gangs skyld talte sandt, for kort tid efter retsmødet hængte sagføreren sig. Flere skyldte ham penge, men han havde det altid sirligt skrevet ned i sin dagbog, ligesom han slettede gælden, når han bekom pengene. Desværre omsatte han dem i brændevin, og det var sjældent at møde ham, uden at brændevinsflasken stak op af lommen. Så rendte vi børn efter ham for at høre, hvad han sang, eller for at overvære, at han satte flasken fra sig, lagde sig ved siden af og læste lignelsen om »Enkens søn fra Nain«.
De to sange, han sædvanligvis sang, var: »Der er en underfuld kilde, den rinder ved dag og nat« og »Sandhedsord jeg her vil skrive, det er om en bondemand, ingen her var hans lige«.
Han havde to døtre, og for at forstå ham fra en helt anden side, vil jeg gerne fortælle, at han også kunne finde på at synge: »Har I dag, jeg, kære Gud, syndet imod dine bude«.
Havde han haft hårde ture på søen, så var de ikke mindre på landjorden, og utallige gange er han kommet galt af sted, når han havde drukket for meget. Således faldt han i et vandhul, en gang han kørte med trækvognen for at sælge fisk, og tilbragte det meste af natten der, og så skal det tilføjes, at det var om vinteren. At han overlevede sådanne strabadser, kan han kun takke sit ualmindelige stærke helbred for. Mange andre gange lå han i samme tilstand i såvel ko- som hestestalde, hvor dyrene trådte på ham, flere gange med brækkede ben som resultat.
I læge Kelstrup’s venteværelse hænger hans billede, men i hans ungdomsdage så han rigtignok bedre ud, da var han typen på en rigtig skipper.
En af de mest hårrejsende bedrifter, som der blev talt mest om, refererer til hans medhjælp til at ordne en begravelse.
Der skulle jo drikkes »Gravøl«, d. v. s., det foregik med brændevin, idet man fra et fad midt på bordet langede til med kopper! — og efter en stund var tilstanden den, at man insisterede på at skåle med den afdøde, der lå ved siden af!
Også ved begravelsen var »Goliath« impliceret i skandale, for det skulle være lidt ud over det almindelige, hvorfor han selv tog ind til Århus for at hente kisten. Samtidig bestilte han 3 hornblæsere fra dragonerne til at komme til Fulden for at blæse til en sammenkomst, uden nærmere at berette årsagen hertil. Det var om vinteren, så da man på vej hjem til Fulden svingede ind til »Frederikshøj« kro, var farten i det glatte føre lidt for høj, for kisten fløj af vognen og helt hen til krodøren. Beretningen skal være sand, for jeg har den fra den gamle, joviale vært, der fortalte mig den, da jeg engang hjalp min far med at lægge nyt tag på udhusene.
Døden var et problem, som han tumlede meget med; en overgang var han medlem af »Frelsens Hær«, stod ved en af de store arbejdspladser med en af de kendte indsamlingsgryder, men da ikke en af de mange arbejdere gav en skærv, holdt han op i den omgang, men »Frelsens Hær« stod stadig i hovedet på ham.
Tilbage til indholdsfortegnelsen