Som jeg har skrevet, ville han jo handle; i et hus omme ved møllen —»Tivoli« — kaldte vi det, boede en gammel ungkarl, »Ras-Pouelsen«, som havde den dejligste store have til, hvor vi drenge tit var på besøg. Grunden var, at den gamle som regel gav os æbler. Selve huset forfaldt mere og mere, og så kom handelstalentet op i »Goliath«, som tilbød at gøre huset helt i stand på den betingelse, at den der levede længst, skulle have huset! Det blev »Goliath«!
Nok skulle han ordne en begravelse. »Ras-Pouelsen« døde på Odder Sygehus, så »Goliath« måtte hente den afdøde der for at føre ham til kapellet i Beder kirke. Der stod graveren meget længe og ventede, men »Goliath« kunne jo forklare forsinkelsen med, at han vidste, at afdøde aldrig havde været inde i Beder kro, så nu var det sidste lejlighed for ham! — hvorfor »Goliath« vel havde foretrukket at forene det praktiske med det fornøjelige.
Så fik han igen en periode med trang til »Frelsens Hær«, og så skulle huset sælges. Den dag, da anlægget blev indviet i Fulden, købte jeg det, og vi kørte til Århus for at få handelen ordnet. Men pludselig fortrød han handelen, hvorfor jeg i samråd med sagføreren for en tinge sum af 50 kr., var det vist, måtte lade handelen gå tilbage.
Forinden havde han købt et andet hus, nemlig det hus i Fulden, hvor »Stine« og »Jens Rask« (den Fulden dreng) boede. På slutsedlen, som jeg hat haft i eje, men forlist ved et udlån, stod aftalt, at han forpligtede sig til at levere en pot brændevin om dagen til sælgeren, så længe han levede, og hvis den ikke kunne slå til, måtte han være villig til at yde en pægl mere.
Ofte har jeg talt med ham om alle hans bedrifter, men da alderdom — men og stilheden kom over ham, da fik piben en anden lyd, for han var bange for døden. Han talte ofte herom, og det er sådan noget, man husker »Gohiath« for.
Skal jeg nævne en mere af dem, som man kalder »originaler« fra Fulden, så skal det være »Terp-Marie«, som boede sammen med »Terp-Mikkel«. Han arbejdede på Moesgård. Navnet »Terp« skulle vistnok stamme fra en gård i Tvenstrup, hvorfra hun kom.
Huset lå lige op ad mit hjem, der ikke eksisterer mere, og hun levede der i et forfærdeligt svineri sammen med en flok geder, så man skulle synes, at det var umenneskeligt at bo der. Trods dette kan jeg ikke mindes, at hun var mere syg end andre.
Men svineriet blev til sidst så slemt, at sundhedskommissionen måtte træde til, og man stillede for at få syn for sagen. Man vægrede sig ved at gå ind, og den »bette Søren Jensen« fra Beder forblev udenfor. Han var forkølet, så han stod og nyste, og »Terpen« kunne da heller ikke dy sig for at spørge, hvorfor han, som levede i den rene sundhed, var forkølet, når hun, som ikke måtte bo her, dog ikke fejlede noget?
Hun var virkelig en original; hun kørte rundt med en barnevogn i omegnen, iført en træsko på det ene ben og sko på det andet, og hvad hun transporterede i vognen var lidt forskelligt. Hun havde eller skaffede sig ærinde mange steder, og vel mest for en kaffetårs skyld.
På oplandets auktioner var hun en fast gæst, så herredsfuldmægtig Jepsen kendte hende særlig godt. Når ingen andre ville byde, spurgte han altid hende: »Nå, frk. Sørensen, hvad skal vi så have for dette?« og lige så sikkert svarede hun: »10 øre!« Det var hendes faste bud. Og det kan nok være, at barnevognen af og til blev fyldt med alskens ragelse, men hun kunne bruge alt.
Vi kom jo fra præstegården i Beder og blev som nævnt nabo til hende, og det var ikke altid lige nemt. Vi var ikke begejstret for hendes besøg, og når hun mærkede det, gik det ud over mig, og det var bestemt ikke blide ord, der så faldt.
Til gengæld var hun en helt anden, når jeg snakkede godt til hende, og en dag resulterede det i en invitation til kaffe hos hende. Af høflighedsgrunde sagde jeg tak til, idet jeg mente, at vi vel godt kunne ofre os. Da hun var gået, sagde min kone, at jeg måtte gå alene, for hun kunne ikke holde ud at komme derind!
Jeg måtte så selv gå, og hun var ikke dummere end, at hun trods en lille undskyldning fra mig, udmærket forstod, hvorfor jeg kom alene. Nok har jeg været i mangt og meget, men aldrig har jeg set mage til svineri. Der var halvmørkt i stuen og en rædsom gennemtrængende lugt, men på bordet kom der overraskende nok en pæn hvid dug.
Til kaffen opvartede hun med spejlæg og mellemmadder, og det kneb gevaldigt med appetitten for at få det ned. Flere gange forsøgte jeg at bryde op, men hver gang kom hun med kaffekanden påny.
Jeg tror nok, at jeg var den eneste, som kunne gå ind og drikke kaffe med hende, i alt fald i de sidste år, hun boede i Fulden, men det blev så sandelig også både første og sidste gang.
Hun rejste pludselig ind til Århus til en søster, tror jeg nok, og kort tid efter erfarede vi, at hun var død.