Ad kunstens vej er Fuldens navn også blevet båret vidt omkring. Jeg tænker her først på den gamle »la Coure«, der ejede »Langballegården«. Hver dag om sommeren tog han ned gennem Fulden til vandet for at bade. Han var en lille, rar mand, der altid kom foroverbøjet og med sit badehåndklæde slynget over skulderen. En dag havde han tabt det, men vi drenge fandt det, og så vankede der lakrids i findeløn til os.
Senere kom der flere til, såvel fra Århus som fra andre byer; et par stykker blev fast bosiddende. Det var Ejner Michelsen og den gamle Voldby, og disses maleriet hænger mange steder i hjemmene i Fulden. Yderligere var der Milton Jensen, Aabrinck, Axel og Bernhardt Frederiksen, ja, jeg har da også set billedet herfra malet af P. Mønsted.
Nu er der næppe flere af disse i dag, men en ny generation er på vej. Således har vi endnu en kær og fast kunstmaler, der trofast er kommet og vel fortsætter hermed, kunstmaler Glysing Jensen fra Beder.
Der kunne nok stadig skrives om Fulden og dens beboere, men andre har gjort det for mig, så jeg vil gerne henvise til Østjysk Hjemstavnsforening’s årsskrift 1947, hvor den gamle pastor Baden har lavet en egnsbeskrivelse herfra. Der er også en del billeder af gårde og huse. Jeg har gerne villet holde mig til det, som jeg selv har oplevet her i Fulden og dens omegn, for skulle jeg yderligere studere egnen og dens historie m. m., ja, så ville det bare blive at skrive af efter andre, og så kunne det jo blive Johs. V. Jensen’s »Himmerlandshistorie« eller Thomas Olesen Løkken’s skriverier om igen, og det var ikke meningen.
Men jeg har moret mig ved at nedfælde disse erindringer, og når først huskeren er kommet i gang, har det været svært at holde tankerne adskilte, for så er den ene tanke kommet, så den anden, men huske alt er nu alligevel ikke så let.
I øjeblikket går mine tanker op til den gamle besungne og begrædte skole, samt til de år, vi boede i Beder præstegård. Om skolen skal ikke fortælles så meget, for de, der er tilbage i Fulden fra den tid, kender og husker det lige så godt som jeg. Andre har vel næppe nogen interesse i at læse herom.
I de 40 år lærer Fogh tjente Seldrup skole, levede han et liv, blandet med sorg og glæde, som måske ikke i mange hjem. Lærerparret forstod dog at bære det hele, deres motto var: »at med sorg og klage, hold mund!«, og det lærte vi andre af.
Da vi boede ude i bakkerne, havde vi kontakt med børnene fra skolen. Der var kun 3 tilbage af en stor børneflok, og de boede nu i København. I ferierne kom de hjem til Fulden for bl. a. at besøge kirkegården og tilse de mange grave fra deres hjem, og så boede de hos os.
Som jeg tidligere har fortalt, blev man advaret mod at rejse tilbage til Fulden, om man først var rejst derfra, men det var heller ikke min mening at vende tilbage, for hvilke muligheder var der snart? Der var en børneflok i snart hvert hjem, men langt de fleste fløj fra reden, og kun 3—4 vendte hjem og fik deres eget her. Men skæbnen ville altså, at jeg skulle vende »hjem«.
Under den første verdenskrig i 1916, boede vi i Beder præstegård. Da erfarede jeg, at der var auktion over »tækkemandens hus« i Fulden, og vel af nysgerrighed gik jeg derned. Det var småt med bydelysten, for ingen bød! Huset så heller ikke godt ud, det havde stået tomt længe, men jeg vovede forsigtigt at byde, og så var huset mit. Således skulle vi igen havne i Fulden.
Opholdet blev af længere varighed, over 40 år, ganske vist ikke i dette hus, men vi blev da i byen eller dens nærmeste omegn, og pudsigt at jeg skulle komme til at ernære mig som »tækkemand«, det havde jeg mindst regnet med! Dog skete det, at jeg ind imellem handlede lidt, men som en ven sagde: »Det er altid bedst, det som sker!«
Fra tiden i præstegården kan også berettes meget, vi havde en bevæget tid deroppe, men jeg vil holde mig til enkelte ting, jeg husker bedst. — Jeg var jo så ung og tog vel ikke alting så højtideligt, men jeg forstod da, at der hvilede tunge skyer over præstegården.
Det blev derfor min kone, som var ældre og klogere end jeg, der fik fru Friis’s fortrolighed, men skulle der ønskes et lille smil frem, ja, så måtte jeg tage fat.
Jeg husker tydeligt, når den gamle Bedstemor fra København kom over på ferie. Hun skulle have det godt, og hun skulle vejes således, at hun kunne overbevises om, hvor godt hun havde haft af et landophold. Derfor skulle hun gerne veje lidt mere hver ugedag, og det måtte jeg klare ved at sætte en fod forsigtigt på vægten. Så stod fru Friis bagved og smilede, for gamle Bedste, der var over 80 år og så dårlhigt, kunne ikke fatte, at spørgsmål og svar i de 6 uger var de samme. Men den lille uskyldighed og spøg blev pænt honoreret.
En sommerferie kom pastor Friis’s ældste datter hjem, hun var syg og kunne ikke selv rejse, så hun havde som sædvanlig en sygeplejerske med sig. Det var den anden sommer, vi var der, og jeg sagde til min kone, hvordan er det, at denne sygeplejerske ser ud? Der er ikke noget, svarede hun, men hun er måske heller ikke helt rask. Der var alligevel noget, for samme nat kom både præsten og fruen farende over til os, og bad os skynde os over og hjælpe dem, for hun havde født et barn. Der var stor opstandelse, kan De vel tænke Dem.
I min tid i Fulden handlede jeg hus nogle gange, og sidst boede vi ude på »Halden« i bakkerne, og det viste sig, at der skulle være knyttet overtro til huset, idet en kone fra Skovmøllen kunne fortælle mig, at jeg nu nok fandt Ridder Palle’s skat. Den skal være gravet ned i de bakker, du har købt, samt også i Tranbjerg kirke, sagde hun. Jeg fandt nu ingen skat, men derimod 23 lykkelige år ude i de kønne bakker lige op ad skoven.
Andre har nok også kunnet se det smukke i dette prægtige landskab, for nu ligger der så smukt og pænt sommerhuse spredt hen over bakkeskråningerne. Det havde ellers været min mening, når jeg sådan havde fået opfyldt min ungdomsdrøm om gård, at der skulle have været stort hønseri, så jeg kunne blive hjemme og passe det, men det blev i stedet til sommerhuse.