Når jeg nu vil prøve at skrive eller fortælle, hvad jeg har oplevet, så er det på opfordring, dels af gamle venner.
I 1966 skrev jeg om min barndom og ungdom i byen Fulden ved Moesgaard, nu skal det være en fortsættelse til i dag, hvor jeg er 84 år. Jeg er gået ud fra et lille solidt arbejderhjem som den ældste af syv søskende, vi er alle født i et lille bindingsværkshus i Fulden, hvor også min mor er født. Et hyggeligt hjem, som nu ejes af min bror og min yngste søster og hendes mand. Huset er et af de sidste, som ikke kan købes af byfolk, det skal blive i familiens eje.
Som den ældste af flokken måtte jeg ud at tjene som tiårig, så begyndte vandringen ude blandt fremmede mennesker, først på en lille gård i Fulden, hvor jeg var i fem år, derfra til Saralyst ved Århus, jeg ville væk fra Fulden en lille tid; men efter et år til egnen igen, og det var hos Alrø i Norsminde, som da havde landbrug og fabrikation af langhalmsmaskiner, som kunne lave fine taghalm til tækning. Dengang var der ingen kro, den kom først senere.
Som 19-årig kom jeg til Moesgaard, først som medhjælper i marken et halvt år, derefter i kostalden, som var min store lyst. Herregaarden Moesgaard er jo den, jeg har de bedste minder om, hvad der foregik, jeg ville gerne selv opleve livet på disse gårde; men det var ikke særlig opløftende. Brændevin og slagsmål og den yderste fattigdom, trods det lærte jeg også noget, en tilfredshed blandt de faste arbejdsfolk. Personligt lærte jeg meget af de dygtigste mennesker, det var også nødvendigt, hvis man ønskede at få noget ud af tilværelsen, for i skolen blev det ikke til meget, når arbejdet skulle passes, ja, man må forbavses, hvad man daglig ser af skolesøgende børn eller ungdom; men det er jeg vel ikke kompetent til at dømme i. Et lille trip tilbage til Moesgaard, jeg må lige mindes min bedstefar, han tilbragte 58 år på den gård, han kom hjem og fortalte: nu har a fanden slumme aldrig set noget så uforklarligt, de har fået en maskine, hvor der sidder en og binder negene. Det var den første selvbinder i ca. år 1900.
Min far var også knyttet til Moesgaard i nogle få år som arbejdsmand, senere som selvstændig tækkemand i Fulden. I min tid på gården var der besøg af en lille trup Zigeunere, der kom for at handle og stjæle det, de kunne, der kom også polakker for at tjene penge, og enkelte af dem blev her resten af deres liv. En oplevelse husker jeg særligt: en morgen kom polakførerens kone ned på gården med et lille nyfødt barn, så måtte forvalterens kone til at vaske barnet og moderen måtte køres hjem i seng. Der kom også herregårdsmissionærer.
Herregårdsarbejdere var der ingen, der tog notits af, så startede landarbejderorganisationen, det var brødrene Sofus og Karl Vestergaard, der rejste rundt og stiftede og fik nye medlemmer, senere var jeg selv med til at stifte dem i Mårslet og Beder-Malling, nogle år efter blev vi tilsluttet Dansk Arbejdsmands Forbund.
Som 20-årig blev jeg soldat i Borris et halvt år, et dystert minde derfra var, da jeg skulle svømme over Skjern å, hvor den er en rivende strøm, som drev mig med under vandet et halvt hundred’ favne, og jeg var druknedøden nær; men på sygehuset fik de liv i mig igen. En morsom oplevelse, da jeg var i lejrkøkken. Soldaterne nægtede at spise medisterpølse, så fik de brødsuppe i stedet for. Kun een gang fik jeg orlov for at se til min forlovede, der tjente i Vrold.
Efter soldatertiden kom jeg til Mols som fodermester, og så til Fløjstrup, også som fodermester, der blev jeg i to år, så blev vi gift i 1912, og jeg fik plads ved P.H. Birkegaard i Obstrup – stadigvæk fodermester, den blev vores ældste søn født. Derfra bestyrer på Beder præstegård, vores hensigt var selv at få landbrug. I Beder blev vi i tre år, så købte vi et hus i Fulden, det var under første verdenskrig, alting var så dyrt, at landbruget blev opgivet, nu ville jeg prøve livet på arbejdspladserne, først på teglværket i Skåde, derfra til Københavndamperen i Århus, det var natarbejde, så kom jeg på jordarbejde i “Friheden’, det var søerne, der blev gravet ud, dernæst i tørvemosen i Langballe, så med den gamle kampestensmurer Peter Andersen (Per Fløjstrup) vi byggede en fløj til hovedbygningen på Vilhelmsborg. Når jeg skriver dette, er det fordi jeg ikke har mødt et finere menneske end Ove Gyldenkrone. Hvordan skal det forstås? ja, jeg gravede alle septictankene ned i parken, og hver eneste morgen kom han ned og snakkede med mig, det passede ikke de andre; men jeg har nu aldrig lavet mig om, lige meget hvem jeg talte med, høj eller lav, rig eller fattig. Ove Gyldenkrone døde, da han var 50 år, og de har deres gravsted her på Malling kirkegård, nu i disse dage, mens jeg skriver, er der lagt at rødt-hvidt bånd på hans grav.