Herredsfuldmægtig Jepsen var en kendt mand her på egnen, han holdt jo af og til aktion her ude, ja, jeg har da skrevet for ham til et par stk.; men da var jeg lidt mere sikker på hånden, så når der var noget, som skulle ordnes, blev det jo ham, vi tog ud til.
Ja, jeg må vel skrive lidt om, hvem Goliath, eller Anders Sørensen, som han hed, var. Ja se, jeg kan ikke huske bestemt, hvornår han kom til Fulden oppe fra Nykøbing Mors; men han var i sin tid fiskeskipper. Han fortalte mig, at han forliste, men reddede da brændevinsdunken. Ja, jeg vil ikke komme ind på alle hans bedrifter, det har jeg vist rørt lidt ved i min ungdomsfortælling fra Fulden. Navnet Goliath fik han vel fra hans råben på gaden, når han gik med brændevinsflasken i hånden og sang og til tider råbte nogle dystre sandheder, ja, han gik jo også og arbejdede lidt på gårdene. Penge, ja dem havde han altid, og han førte dagbog over, hvem der skyldte ham penge. Han var kommet hen til Skåde Bakker og arbejdede i haven hos fabrikant Kortsen, så fortalte han mig, at han og fru Kortsen spekulerede i sukkeraktier, og han viste mig sin tegnebog med en 6- 700 kr. i; men han gik jo også og solgte fisk, husker jeg, han havde en trækvogn at køre med,
og han hentede fisk i Norsminde, ja, det var vist ikke så længe, det var jo nogle drøje ture, både på den ene og den anden måde, der skulle jo brændevin til. Han havde jo tilbragt mange nætter både i hestestald og kostald, ja, ligget mange nætter ude i al slags vejr.
Ja, erindringer har jeg jo haft særlig fra de mange hjem, jeg er kommet i, det hører jo til tækkeriet, vi er jo sjælden som andre, der er længere på et sted, ja, jeg er tit og mange gange blevet betroet både deres sorger og glæder. Jeg havde jo mit arbejde i alle de ejendomme omkring Jelshøj og Holme by, og der var jo stråtag næsten på dem alle. Om vinteren var det jo Moesgaard og husene, der hørte til Vilhelmsborg, de havde jo bedst tid om vinteren; men jeg havde det jo sådan, at jeg ville selv bestemme arbejdstiden, og det gik også godt; men derimod min far, mens han tækkede deroppe, han mødte jo om morgenen vinterdage, når de begyndte mens det var mørkt. Den første times tid kunne han jo ikke se til arbejdet, så stod han og frøs, jeg hjalp ham lidt den første gang jeg tjente deroppe, jeg sagde til ham “Hvorfor kommer du så tidligt om morgenen?” men uha, han var jo af den gamle skole, man skal jo komme til arbejdstid om morgenen. (Jeg var jo af en anden mening, skønt jeg var bare 19 år.)
Det er jo mange år siden, jeg kom hen til “Holme Bjerge”, så dem, jeg arbejdede for, er jo forlængst borte; men så havde jeg den glæde at møde to enker fra de ejendomme, hvor jeg kom i mange år (de var i 80-års alderen) det er ikke så længe siden, det var på Pensionist-Højskolen “Rude Strand”, jeg kunne jo ikke kende dem; men de kunne kende mig: Er det da ikke Hans? spurgte de mig. Jo, det er da, svarede jeg. Ja, men du har jo ikke forandret dig siden du kom og tækkede for os for over 30 år siden. (Ja, det er vist rigtigt, at folk kan bedre kende mig end jeg kan kende dem.) I de første år, jeg tækkede, er jeg jo kommet i mange hjem, hvor der var en enlig gammel far eller mor, og dem ville jeg jo også gerne snakke med, og de glædede sig, når jeg kom, ja, de var mere taknemmelige, synes jeg, end mange ældre er i dag. Dengang var der jo hverken radio eller fjernsyn, så der var jo stille i stuen, der blev jo heller ikke gjort det for de ældre, som der bliver gjort i dag; men mon det ikke er sådan, at det, som man ikke kender eller ved, hvad er, savner man ikke.