På mine ture derud besøgte jeg et par gange Vedersø Præstegaard.; men Kaj Munk var ikke hjemme, jeg ville ellers meget gerne have talt med ham. Men jeg var derimod ude i Vesborg klitter hos hans jagtkammerat, krybskytten Johan.
Nu må jeg lige erindre nogle andre ture, det var til Sønderjylland. Min bedstefar fortalte jo noget fra krigens tid 1848-49, jeg har været dernede et par gange (ja, bedstefar havde jo selv været med.) og set det, han fortalte om, et særligt møde oppe fra Dybbøl Banke, hvor vi gjorde ophold, og så blev der foreslået, at vi skulle synge, og sangen husker jeg godt, om også det er mange år siden, det var: Kongernes Konge (eller sådan noget) men der var kun to, der kunne den rigtig; men det var også rigtige sangere.
Ja, lidt en anden tur derned, en to-dages rejse, det var gennem husmandsforeningen, vi fik jo en rejseleder der nede fra, jeg husker vi kom til Padborg, der gjorde vi holdt lidt; men så var vi en 5-6 stykker, som fik et pas, så vi måtte gå over grænsen, vi gik vel at par km. så kom vi til en kro, og selvfølgelig måtte vi derind; men det varede jo for længe, så da vi kom tilbage fik vi rigtignok det, vi fortjente, vi skulle jo op i Frøslev forsamlingshus og drikke kaffe (de havde ventet næsten en time efter os) og da vi så blev bænket omkring bordene, så kan det rigtignok være, at vi fik en ordentlig omgang af rejselederen, det var forøvrigt et amtsrådsmedlem dernede fra, og det værste var jo, at formanden for husmandsforeningen her i Beder-Malling han var også med på turen over grænsen, han var forøvrigt lige blevet formand, så det var jo ikke så godt, og han skulle jo så svare på, hvorfor vi tog den lille afstikker; men det var han for nervøs til,og han kom hen til mig: “Hans, kan du ikke sige et par ord” og jeg var heller ikke vant til at tale; men jeg prøvede så godt jeg kunne og svarede ham omtrent sådan: “Jeg ved da godt, at vi er kommet herned til de besungne og begrædte steder, og vi ta’r også alvoren og minderne med os hjem; men vi er jo også kommet ud for at more os sammen, ja, jeg kan jo godt se, at allesteder, hvor vi har kørt omkring, er der plantet roser omkring, hvor der er et minde om et eller andet.” Det var lidt af det, jeg sagde.
Ja, formanden var forlængst afdøde Anton Nielsen, Beder Præstegårdsmark; men han blev senere en stor mand inden for husmandsbevægelsen, og han lærte selv det hele. Ja, men der er alligevel en erindring, som jeg synes, De skal vide: jeg kom til København for knap 50 år siden og skulle lære at desinficere, jeg havde nok søgt pladsen, men for en anden, men så ville han ikke lægge navn til, så gjorde jeg det og fik pladsen, som jeg har haft til dato. Nu kommer det, som jeg forbavsede mig over. De må huske på, hvad vi tjente den gang: 50 øre i timen og 10 timer om dagen. Jeg skulle møde i Studiestræde kl. 8 morgen, jeg boede på Højskolehotellet og skulle være derovre i 14 dage, ja, jeg kunne såmænd godt have lært det hele på et par dage. Nå, vi kørte så ud kl. 8 morgen og sluttede kl. 12 middag, så spurgte jeg jo, hvornår de begyndte over middag, nej, ikke mere i dag, altså fire timer om dagen. Der var 4-5 desinfektører, og lønnen var, hvis jeg husker rigtigt, 300 kr. om måneden og fri uniform, jeg spurgte så, da jeg skulle rejse hjem, om de ville sende bud efter mig, hvis de kom til at mangle en; men det var der ingen chance for, og det forstår jeg jo godt. Når jeg skriver det, er det bare, fordi jeg ikke kendte noget til arbejdsmåden derovre.