Ja, erindringer er der jo selvfølgelig mange af, både sørgelige og glædelige; men jeg forstår dårlig nok mig selv, er det da din kærlighed for de mennesker og de børn, som du mener ingen bryder sig om eller vil ha’ noget med at gøre, dertil kan jeg svare et ærligt JA; men jeg kunne vel gøre mere, end jeg har gjort. Et minde står dog stadig levende for mig: jeg tjente på gården “Aldershvile” ovre ved Knebel, og så skulle jeg hente en ny fodermester nede ved Knebelbro, han kom fra Langeland med kone og syv børn, ja, jeg må hellere fortælle årsagen: han var fisker og blev sejlet i sænk, så bad hans kone, fortalte de mig, at han måtte holde op med fiskeriet, ellers druknede hun sig. Nå, vi kom jo hjem til fodermesterhuset, det er ca. tres år siden, så spurgte jeg: ”Har I ikke noget at spise?” Nej, det har vi ikke, og vi har heller ingen penge at købe noget for, og tænk, de havde næsten ikke andet end det, de gik og stod i (ja, De skal vide, jeg var forlovet og nær ved giftermål med “Johanne”) og konen til fodermesteren hed også Johanne, og hun var kun 27 år, og de havde syv børn, sultne og trætte, “Så skal jeg skaffe jer lidt”, og jeg gik op til købmanden i Knebel (ja, jeg husker det ret godt) og købte franskbrød og kaffe og lidt sukker til børnene; men så havde jeg heller ikke flere penge, ja, det var ikke første gang, jeg brugte de sidste penge til det samme formål, jeg havde jo været på to store gårde en kort tid for at lære livet at kende. Ja, og det har jeg aldrig fortrudt. Nu må De ikke tro, at det er for at prale eller rose mig selv, at jeg skriver dette, for der er mange andre, som har udført langt større arbejde for andre, end det, jeg gjorde for de mennesker, jeg her har skrevet om; men det er jo erindringer, jeg skal skrive om, og så kommer det jo med. Jeg er ikke rigtig færdig med fodermesteren fra “Aldershvile”, han kom senere til Århus ud på “Oliemøllen”, og en, jeg kendte, spurgte jeg sådan rent tilfældigt: “Hvordan har Frederik Langelænder det?”, sådan blev han kaldt derude. Jeg vidste, han var kommet derud, men havde ingen forbindelse med dem. “Jo”, svarede han: “Frederik er død og skal begraves i morgen.” Jeg syntes, at det var et mærkeligt træf, at jeg efter så mange års forløb skulle komme til at spørge til ham dagen før han skulle begraves. Jeg tog derud; men der var ingen som kendte mig. Børnene var jo voksne og gifte; men da vi skulle til at gå gik jeg hen til Johanne, enken og sagde farvel, så tog hun om mig og spurgte, om jeg ville vente lidt, hun syntes, hun kendte mig, men vidste ikke hvorfra. Så kom det hele, da vi kom hjem.
Nu tror jeg nok, at jeg må holde med at skrive mere af mine erindringer, som jeg har lovet at gøre, det er i al fald dem, jeg husker bedst, og når jeg nu ikke fik min ungdomsdrøm opfyldt med en amerikarejse, har jeg derimod jo så haft stor interesse for at læse rejsebeskrivelser. Jeg har læst overlærer Sørensens “Erindringer fra min skoletid”, om hvordan en af hans gamle elever besøgte ham i Århus, og da han kom ind til ham, sagde han: “Ja, De kan vel ikke kende mig?” “Nej”, svarede han, “det kan jeg jo ikke.” “Ja, men når jeg fortæller, at jeg var en, som De havde stort besvær med at styre, så kan De nok, for jeg er Hjalmar, der hverken ville eller kunne noget.’ “Ja, så tror jeg nok, at jeg kan; men hvad så Hjalmar?” “Ja”, svarede han: “herhjemme var der jo ingen muligheder for mig, så jeg rejste til Australien, og jeg ejer nu en fårefarm og 500 får”, “Ja så”, svarede den gamle lærer. Om jeg husker helt ret vil jeg ikke garantere.
Ja, når jeg skriver om dette, er det, fordi den gamle overlærer er en nær slægtning af lærerfamilien ude fra “Bispelund” ved Fulden. Jeg ved da meget vel, at der er mange som Hjalmar; men jeg synes, at der også er mange herhjemme i dag, som begynder med to bare næver, som det hedder, det skyldes vel oplysningen og større vovemod.