Jeg er født på Frederiksberg i Århus, og jeg erindrer et par episoder fra den mørke tid under besættelsen. Jeg var kun en lille pige, men visse ting husker jeg tydeligt. Havnekatastrofen juli 1944, hvor et skib med ammunition røg i luften. Min far arbejde som smed i Dynkarken, der hvor Hotel Atlantic nu ligger. Hele fabrikken røg i luften. Kun et mirakel reddede ham. Jeg løb på rulleskøjter den dag – pludselig gyngede det hele og så kom braget. Vi var nysgerrige og gik ned ad Frederiks alle, hvor vi mødte en kvinde, som løb skrigende rundt, hun havde sprængt sine trommehinder. Vi tog hurtigt hjem. Befrielsesaftenen 4. maj står stadig som et dejligt minde, hvor gaderne i løbet af nul komma fem var fyldt med glade mennesker. Min mor og hendes veninde syede dannebrogsflag hele natten, hvor de fik stof fra ved ikke, men næste dag vajede hendes flag overalt i gaden. Det var jo in i disse dage at gå med en tophue i de engelske farver. Sådan en havde enhver dreng eller pige. De blev forbudt, men nu kom de frem igen og prydede gadebilledet. Vi var som mange andre nysgerrige og gik en tur rundt, men da vi kom til banelegemet ved Frederiksbro lød der skyderi mange steder. Det var danske overløbere, som ikke ville overgive sig. Der blev dræbt flere på begge sider. Så vi kom hurtigt hjem igen Flere blev interneret den 5. maj, men blev for hovedparten frigivet senere på dagen, der var megen kaos.