Kontrollør

Beder Gymnastikforening holdte tit baller på Klondyke, senere kaldt Kystkroen og nu et sommerhusområde. De manglede kontrollører, da dem fra Århus ikke ville tage herud. De overtalte mig til at tage jobbet. Det gav 8 kroner – lig en dagløn dengang. Ballerne foregik fra klokken 4 om eftermiddagen til klokken 10. aften, så man kunne også få sin nattesøvn. Man skulle holde ro og orden, og kontrollere om de havde medlemskort og billetter. I starten måtte jeg afvise et par stykker, men pludselig kom en flok fra Malling. De ville ind, kun hvis i har billetter, sagde jeg. De var højtråbende, især en gut de kaldte Gnisten, hans far havde en elforretning på Bredgade i Malling. Kan du ikke se dette her bind, skreg han, det var det armbind frihedskæmperne bar, så det har været efter 5. maj. Jeg vil se billetter sagde jeg, det er mit job. Han kaldte mig nazist m.m., så blev jeg knotten over denne frække knægt Om de kom ind husker jeg ikke. Så lukkede værten den ene fløjdør, så klarer du resten med kroppen sagde han. Der var meget ofte øretæver i luften, når folkene fra de store gårde mødte op i hobevis både drenge og piger. Men 8 kroner var dog en god skilling at tjene.. Snart derefter overtog kontrollørerne fra Århus tjansen.

Tilbage til indholdsfortegnelse