Jeg er jo født i Jylland og i 1943 vendte jeg tilbage til hovedlandet. Jeg skulle hjælpe mine svigerforældre med deres gård, men det gik slet ikke. Vi kom op at skændes og fik jeg arbejde på teglværket i Skåde, Emiliehøj, hvor jeg arbejdede i masser af år. Vi flyttede derfor til Fulden. Vi havde store lerovne, så når frosten satte ind, blev vi fyret. Sådan var det bare. Så arbejdede jeg i skoven i disse perioder, det var ikke så dårligt. Selve krigen havde vi ikke på tæt hold herude. Vi så nogle tyske soldater i ny og næ. Jeg kan huske at vi havde været på æbleskrud i Beder, da en tysk motorcykel passerede. En af knægtede kastede et skrog efter dem, de vendte om og skød hen over os flygtende. Malling havde jo en lyttepost, men selve kontroverser husker jeg ikke. Jeg cyklede på arbejde hver dag, jeg havde ingen dæk og kørte på de rene fælge helt til teglværket. De kunne stille deres ur efter mig, sagde de i Beder, for det kunne jo høres, når jeg passerede. Jeg havde en motorcykel, hvor jeg solgte de 2 dæk og fik 4 nye dæk til min cykel. Hvis man havde været i Århus skulle man have passerseddel, som skulle fornyes hver måned for at komme hjem. Mine forældre boede på Bredgade, der hvor DK benzin har værksted. Der lå deres lille bindingsværkshus, som køberen, den nuværende ejers far Knud købte og rev ned. Vi byggede selv hus i 1946 på Kirkebakken i Beder, hvor, vi boede i næsten 10 år.
Medens vi arbejdede i skoven, havde tyskerne ofte øvelser i terrænet, de tog overhovedet ikke hensyn til os, men de skød kun med løs krudt. Da de bombede universitetet arbejde jeg ude i Holme Bjerge sammen med en makker, hvor vi havde nogle aflæsninger. Vi hørte godt nok noget motorlarm. Det er nok en af brumbasserne sagde min makker. Da vi kiggede op, så vil flere bølger af bombemaskiner med de rigtige mærker. Så lød luftalarmen, vi behøves vel ikke at rette op, fordi de bomber, sagde makkeren. På teglværket skulle vi altid gå i beskyttelsesrum, det forlangte de. 4. maj boede vi stadig i Fulden, det var et skønt vejr med grønne enge, jeg gik og puslede i vores lille køkken, mens jeg hørte BBC, da budskabet som man nu har hørt hundredvis af gange gå gennem æteren. Jeg råbte ud af vinduet ned til tækkemanden, som arbejdede nede i gården. Vi er befriet, han troede det ikke, men dukkede dog snart op at at høre det nok en gang. Alle disse her frihedskæmpere, som dukkede op de næste par dage havde jeg aldrig bemærket herude på landet. Vidste at der foregik sabotager rundt i landet, men ikke på tæt hold. Vi kom snart igen ind i det daglige gænge, men det var en møjsom tid.