Det var nr. 5 i rækken og lå helt i læ på den anden side af Frederiks Gård. Hækken til gården lå lige ud til landevejen, den var høj og tæt klippet, så man ikke kunne se ind i haven. Det var kun taget af gården med de fire skorstene, der lå længere oppe på en bakke, man kunne se.
Foran hækken ved vejkanten voksede der vintergrønt, der var grøn og blank året rundt og gav haven en frodig indramning.
Der var en rødmalet låge af træ for enden af hækken. Der kunne man stå og kigge ind i den fortryllede have med spændende planter. Lige inden for hækken var der blomsterbede, frugttræer og en stor græsplæne.
Der var altid stille fred i den have. Ingen mennesker, ingen rod som i de andre haver. Der var velholdt og ryddeligt. Her boede Hr. og Fru Frederiksen.
På højre side lå Anton Møllers hus, som var det sidste af husene i det lille samfund inden markerne.
På venstre side boede Chr. Rasmussen.
Af husene og familierne deri var Anton Møller det jeg kendte bedst, mens Chr. Rasmussen var dem, jeg kendte dårligst.
Ved siden af Chr. Rasmussens hus boede ”Dengepa” i huset ”Eternit”. Det var bygget op af grå, firkantede eternitplader med to vinduer mod vejen. Lille og firkantet dannede det rammen om familielivet for far, mor og ”Dengepa”.
Dengepa hed i virkeligheden John. Han var lille, tyk og gik med briller. Han sagde aldrig noget.
Om søndagen, når vi skulle besøge bedstefar og kom gående ad Strædet, kunne vi på lang afstand se, at de tre stod uden for lågen til ”Eternit” for at se folk gå forbi. De stod der bare som tre forsteninger og stirrede. De sagde ingenting.
Thorvald og Anne boede i hus nr. 2. Det mest spændende af dem alle. Huset var anderledes end de andre. Det lå frit på grunden og ikke omgivet af så meget beplantning. Det var så højt, at man skulle op ad en trappe for at komme ind. Det var hvidt med fire små vinduer ud til vejen. Indenfor var der en lille entré med trappe op til loftet. Så var der dør til køkkenet og ind til stuen.
Her huserede Thorvald og Anne. Deres børn var flyttet hjemmefra, så de har været ældre mennesker, men for mig uden alder. De var spændende at undersøge. Huset var Annes, men jordloddet var Thorvalds.
Anne var meget dygtig til at sy, så hun syede for folk. Derfor var den inderste stue forbeholdt hendes syværksted. Der hang færdige kjoler på væggene i stedet for billeder. Stof, snitmønstre og blade lå i dynger. Det flød.
I den forreste stue stod spisebordet. Det flød af rod og gamle aviser. Selv Thorvald flød. Når han var inde i stuen, lå han på divanen under vinduerne og sov med avisen over hovedet.
Fortsatte man ud i køkkenet, flød det med opvask, tallerkener i stakke og skåle og fade, og komfuret var overfyldt af gryder, potter og pander og daggammelt mad. Her flød overalt.
Hvis man tænker på Fyrtårnet og Bivognen har man et billede af Thorvald og Anne foran sig. Thorvald høj, mørk med overskæg. Anne lille og buttet, smilende og lys.
De havde mange gøremål, men altid tid til at snakke og gå på visitter. Igen og igen blev man mødt af overfloden, der bare flød fra dem og omfattede alt omkring dem; varmen, venligheden og mennesket i al sin enfold.
Man var ikke så glad for at jeg kom hos Thorvald og Anne. Der var farlige ting. Det kunne jeg ikke stå for, men opsøgte det farlige for at kunne genkende det. Jeg ved ikke, om jeg fandt det, men i Thorvalds udhus var der brønde, med løse dæksler, og gammelt værktøj. Lokummet var også der. Der var altid helt sort, og det var svært at se ting, men det gjorde det kun mere spændende, at tingene skulle anes i tusmørke.
Her stod Thorvalds trillebør og haveredskaber. Han dyrkede grønsager, som han solgte i byen. Mange af byens damer gik ud til Thorvald for at købe dem. Specielt hans rabarber var meget eftertragtede.
Thorvald havde den overbevisning, at hvis han tissede på dem i stedet for at gå ud i udhuset, så gik vandet ikke til spilde og rabarberne voksede.
Det var noget andet med porrerne. Når der skulle plantes porrer, løftede han resolut lokumsspanden op i armene og placerede den på et bræt, der lå på håndtagene til trillebøren. Derpå satte han kassen med små porreplanter i trillebøren og kørte ud i mosen.
Der gravede han et lille hul i jorden, stak hånden ned i spanden, tog en håndfuld ”gødning” op og fyldte hullet, inden han satte en lille porreplante i og trykkede jord og lort ned om planten, i så flydende en substans, at hans hænder var indsmurt langt op af armen, inden porren stod fast.
Thorvald var økologisk længe før det blev moderne. Han levede af og med jorden, tog og gav i fuldkommen harmoni.
Tilbage til indholdsoversigten