Thorvald og Annes yngste datter hed Bodil. En lille køn pige med smilende, godt humør som sin mor og meget modebevidst. Derfor var det med stor interesse, jeg fulgte tilblivelsen af hendes brudekjole.
Jeg måtte ikke komme der så meget i den tid Anne syede den, for der var stof i begge stuer.
Jeg havde dog mine drømme om den store kjole, og jeg vidste, at alle brude havde lange, hvide kjoler på. Stor var min skuffelse, da jeg endelig fik lov at komme ind og se den ufærdige kjole. Stoffet var gammelrosa ligesom roserne udenfor bedstefars hus. Der var dynger af tyl over det hele. Jeg ved ikke, hvor de spiste i den tid.
Den dag, hun skulle køre til kirke, så jeg hende.
Min mor sendte mig hen med en stor buket vintergækker. Det var meget højtideligt, jeg var blevet friseret og havde fået sløjfe i håret. Det var lidt af en proces at gå igennem, for mit hår var meget fint og filtret.
Jeg fik lov at komme ind i stuen, hvor Bodil stod. Jeg kan huske hun tog et stykke tøj op foran sig og sagde, at hun var nøgen. Det var jo ikke det syn, jeg havde regnet med. Så jeg gik hjem igen og stod så uden for og ventede til taxaen kom for at hente hende.
Endelig kom taxaen, og Bodil kom ned ad trappen, den største kontrast og skønhed contra ydmyghed, jeg kan huske. Det var Annes værk; en brusende tylsnederdel med corsage af satin og en yndig lille rosa hat på det mørke hår. Hun var simpelt hen en drøm. I hånden havde hun en stor buket liljekonvaller.
Da hun kørte, stod Anne tilbage på trappen med sit målebånd om halsen. Thorvald var der ikke. De skulle ikke med til brylluppet.
Der gik så megen snak. Men brudgommen var bror til fruen på en af de store gårde. Om det var Thorvald og Annes ydmyghed, eller om de var uønskede, ved jeg ikke, men Bodil græd, da hun tog af sted.
Det var måske derfor ingen af de voksne viste sig for at sige til lykke.