Dagen var allerede hvid. Inden vi var oppe, havde det hvide lys tændt en energi i os, som måtte have udløsning.
De små legegrupper i byen blev på uforklarlig vis tiltrukket af hinanden i en sitrende tilnærmelse. Der var noget nyt i gære, en ny oplevelse, en spænding større end i biografen søndag eftermiddag.
Den måtte bruges til noget. En usynlig organisering og et løst rygte om at fru barber Norup havde vaskedag gjorde os med det samme til en ekspedition, for det betød, at tørreloftet var fyldt af vasketøj, og det opbyggede i os et stort, hvidt fantasislot, der kunne bruges til noget. Hemmelige lege. Vi var høje af rusen.
I det hvide lys var vi meget synlige, da vi gennem den labyrint af slangede gange, der førte os gennem hækkene, kunne nå baghaven og indgangen til barberens vaskehus.
Den urolige flok standsede ved lågen, en støvet ekspedition, en snes unger ramt af virkeligheden. Privat ejendomsret vidste vi ikke meget om, men tvivlen jog et spyd ind i fantasien, så der kom en revne i drømmen om slottet på tørreloftet.
En kraft trak os ind, trods faren for opdagelse.
Fru Norup kunne se os fra sit køkkenvindue, hvis hun var der. Hun måtte have været i barbersalonen for at hjælpe til. Vi slap ind. Lettede.
Vi var på forbudte veje, men det lugtede dejligt af sæbe, og der var stadig vådt i vaskehuset. Vi listede os op ad trappen til tørreloftet, forventningsfulde i den grå fugt.
Det var en åbenbaring. Hele loftet var hvidt af tøjstykker, hængt på tykke snore, der kunne bære de tunge stykker stof.
Det var bedre, end vi havde forestillet os. Tøjstykkerne nåede fra gulv til loft og hang tæt. Ved at presse os ind mellem dem, kunne man besidde et helt, rent nyvasket rum. En sanseverden skabt til hemmelige lege.
En lyd skulle der til, og fortryllelsen ville forsvinde, derfor lyttede vores underbevisthed intenst efter den forkerte lyd, mens vi dansede rundt i den hvide extase, der havde besat os denne morgen.
Så kom den. Lyden. Fastfrosne i et isnende sekund af skræk splintredes drømmeslottet i klaustrofobisk inferno, og kaos forvandlede den hvide dags eufori til rædsel.
Drømmeslottet forsvandt som et Fata Morgana i barberens have.
Pludselig befandt vi os uden for haven. Spredt rundt i havegangene i en forvirret opløsning. Ubevidst klumpede vi os sammen i de kendte smågrupper. Glemte de andre.
Eskspeditionen var opløst, forsvundet. Vi søgte hjem til de trygge rammer, hvor det var godt at have et hemmeligt gemmested at skjule sig i – længe.
Indtil solen gik ned, og den hvide dags fortryllelse forsvandt.