Den må have været næsten to meter høj.
Når vi gik tur på stien bag husene ragede den op som et højt, grønt forsvarsværk ind til frøkenerne og det store hus. Det var et godt sted at gå tur.
Der var altid noget at opdage. Om foråret en tæt kant af violer under hækken, der må have været mere end ti meter lang. Tætte edderkoppespind med mange slags edderkopper, biller og sommerfuglelarver.
Men det bedste ved hækken var den tid, hvor fuglene byggede reder. Så var der altid reder i hækken, og det var spændende at lede efter dem.
De dage, vi fandt reder, blev hækken til en tæt grøn væg i det rum at livslykke, der omgav mor og mig i de få sekunder vi forsigtigt skubbede grenene til side, og vi kunne se de lyseblå æg i solsortens rede. En fælles hemmelighed. Jeg gik tit derhen for at opleve det igen, og holdt øje med æggene, der blev til små, dunede unger.
Især dage, hvor solen skinnede. Varmen og duften fra hækken var så intens. Lukkede man øjnene var det let at forestille sig at ligge i solsortens rede som en lille dunet solsorteunge trykket ned i den varme rede med næbbet inde i dunene under moderens trygge fjerdragt.
Tilbage til indholdsoversigten