Vi skal tilbage til 1943, til landsbyen Malling, som dengang ikke gjorde meget væsen af sig. En stationsby i Østjylland mellem Århus og Odder, men dog en by, som rummede en dampmølle, en trævarefabrik, et teglværk, et mejeri, flere købmænd, to bagere, en slagter og en grovvarehandel. Alt i alt en række virksomheder, som gav lokal beskæftigelse til de fleste. Rundt om byen en række godser og storlandbrug, som gav yderligere beskæftigelse til håndværkere, mekanikere, smede osv. Begrebet udpendling var vel dengang ukendt. I modsætning til i dag, hvor udpendling er det sædvanlige, og hvor Malling først og fremmest har status som soveby.
Danmark var besat, men det har man næppe mærket meget til i Malling. Livet har vel formet sig stort set uændret, trods tyskernes tilstedeværelse.
Den 17. maj skete der noget væsentligt i Malling. I hvert fald for mig. Min senere hustru blev født den dag. Forældrene var Hanne og Jens Valdemar Sørensen. Hanne havde rødder i Malling. Forældrene Kirstine og Anton Christensen boede i et af udflytterhusene i Malling Østerskov. Jens Valdemar kom nordfra. Hans hjemby var Godthåb ved Aalborg.
Med en kontoruddannelse i hånden havde han fundet vej til Malling Dampmølle. Hvor de mødtes, de to, ved jeg ikke. Men den unge kontorist havde som en del af sit arbejde også besøg på egnens gårde for at opkøbe korn til møllen. Han kom også på Vilhelmsborg, hvor den unge Hanne var stuepige. Under alle omstændigheder fandt de sammen, blev forlovet og gift og satte bo i en lille to-værelsers lejlighed på førstesalen i ”Ellens Hus”, som vist nok lå ud til det, som dengang hed Rolighedsvej, i dag hedder vejen efter storkommunens indgriben Rodalsvej.
Barnet, der blev født den 17. maj det år, hed Lise. Det vil sige – der stod ganske vist Ingelise på dåbsattesten, men det navn havde Lise det ikke godt med. Så i forståelse med sine forældre forlangte hun at blive kaldt Lise. Hun var ingen ”Inge”, men en ”Lise”, slog hun fast. Det kunne ikke argumenteres, og det havde alle at rette sig efter. Dog måtte hun bøje sig for det offentlige bureaukrati. I skolen hed hun Ingelise, og blandt de venskaber, som allerede dengang blev grundlagt, var der flere, som aldrig helt kunne skelne mellem skolens ”Ingelise” og fritidens Lise, så navnene blev brugt lidt i flæng. Til Lises irritation. Men venskaber er venskaber, så hun lod det passere.
Der gik kun et par år, så fik Lise en lillesøster, Lene, og det medførte så, at Lise af naturlige årsager kom til at tilbringe en del tid ude hos bedsteforældrene i Malling Østerskov. Det blev ophold, der kom til at præge resten af hendes liv.
Det var her, hun tog verden i besiddelse. Med sin nysgerrighed udforskede hun og registrerede sine omgivelser. Fra det mindste til det største. Hun orienterede sig om blomster og planter og deres navne og om naboer og genboer. Fik hun ikke fat i deres navne, så ihvertfald deres kaldenavne. Hun frygtede intet, dog måske bortset fra de geder, som dengang var tøjret i grøftekanten langs med landevejen.
Det var også her hun tilegnede sig en helt speciel tilgang til begrebet humor. Der må have været nogle særlige vitaminer i det mosevand, der blev hentet i brønden, for Lise udviklede en særlig slagfærdighed, som andre, der kendte hende dengang – og vi andre, der senere kom tilløbende, satte pris på. Sandheden blev aldrig pakket ind. Vi fik den, lige i hovedet. Også selv om vi ikke havde bedt om den.
Paradiset i Malling Østerskov varede dog ikke ved. Skolen kaldte, og så – ak og ve – flyttede familien til Hornsyld, hvor Jens Valdemar overtog en stilling på købmandsgården.
Men opholdet i det ”fremmede” varede heldigvis kun kort. Horsens Dampmølle købte Malling Dampmølle, og hvad var vel mere naturligt end ”hente” familien Sørensen ”hjem” til Malling, hvor svigerfar blev prokurist og daglig leder. Familien flyttede ind på møllen.
For Lise betød det en tilbagevenden til en verden, hun troede hun havde mistet, til alle vennerne og til alle oplevelserne. Herefter fulgte Odder Private Realskole, heldigvis fortsat sammen med mange af de gamle skolekammerater fra Malling.
Herefter skiltes vejene, men ikke venskaberne. Lise fik først et år i huset ved en herskabsfamilie i Vejle og blev derefter optaget på Socialpædagogisk Seminarium i Århus. Det var her vore veje mødtes i 1964. Jeg blev forelsket, og det viste sig heldigvis at være gensidigt. Vi forlovede os, blev gift (august 1965) og fik efterhånden børn: Christian (febr. 1968), Christoffer (dec. 1969) og Caspar (nov. 1973). Denne bog er tilegnet børnene.
Lise fortalte ofte om sin barndoms land. Børnene lyttede, og opfordringerne til at skrive nogle af oplevelserne ned var mange og blev ofte gentaget.
Men børnene skulle blive voksne og flytte hjemmefra, og der skulle – desværre – en alvorlig sygdom til, før Lise selv mente, at nu var tiden inde. Hun startede med nogle få stikord, som blev flere og flere, og efterhånden formede de sig til nogle små essays. Samtidig voksede mængden af stikord og temaer, der kunne tages fat på.
Men sygdommen tog fart, og til sidst rakte kræfterne ikke til. Lise blev taget fra os den 19. februar 2007.
Tilbage i hendes gemmer var nogle notesbøger med færdige fortællinger, som først og fremmest beretter om Lises første otte år i Malling. Landsbyen, som prægede hele resten af hendes liv.
Jeg har nu, i samråd med vore børn, samlet de færdige fortællinger til en lille bog, og udvalgt fotos fra Lises fotoalbum, som dels kan illustrere tiden, og som dels også er portrætter af den lille, nysgerrige strithårede unge med skydespænderne, som jeg senere forelskede mig i og stiftede familie sammen med.
Må bogen være til glæde for nogen!
Jørn