Pileput!

Sommetider, om sommeren, bar landsbyens veje spor af overståede slag mellem kæmpende hære.

Det var, når det gule vejsand var blevet så blødt i overfladen efter sol og regn, at man kunne tegne i det.

Så var der mærkelige tegn på vejen eller på store flader, hvor det var godt at ridse hemmelige budskaber på verdens største tegnepapir; et stort land af glattet sand.

Men det var også invitationen til en kamp mellem to hære.

En kamp med pile. Ikke med flitsbuer og pile af grene. Våbnet var pile, vi tegnede i sandet.

Den dag slaget skulle slås, samledes en vældig flok børn på den store tømmerplads. Derefter deltes den i to lige store grupper. Det var hærene. Slaget var begyndt.

I en sky af sand forsvandt den ene gruppe og efterlod, da støvet havde lagt sig, et tegn i sandet til den anden gruppe – en tegnet pil. Det var tegnet til, at den anden gruppe kunne starte sin jagt.

Byen var rendt over ende af to store hærgende horder.

Som levende kæmpemæssige støvbolde rullede de gennem byen, den ene efter den anden, på flugt og på jagt.

Pilene var forfølgernes mål og de flygtendes dække, der skulle forvirre fjenden og narre ham ud på vildfarne veje, mens de jagede fnisende gemte sig bag en hæk, nogle buske eller et skur. I sikkerhed. Det gjaldt om at komme tilbage til tømmerpladsen uden at blive opdaget.

Malling Dampmølle og sandkagefabrikken Wixor i starten af ’50erne. Beboelsen ved møllen var Lises hjem fra omkring 1950 til vi blev gift i 1965

 

Så var sejren hjemme.

Længe efter at støvet havde lagt sig, var pilene det eneste synlige spor af slaget.

Det var glemt så let som det var at viske pilene ud i sandet med foden.

Tilbage til indholdsoversigten